Forskel mellem versioner af "Kroatien"

46 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
En række linkfix
m (stilret)
m (En række linkfix)
Inden den [[kroatiske selvstændighedskrig]] udgjorde den største minoritetsgruppe etniske serbere næsten 13 % af befolkningen. Under krigsårene forlod mange etniske serbere Kroatien af politiske og/eller økonomiske grunde. Da Kroatien gennem "Operation storm" i [[1995]] genvandt det af serberne besatte område [[Krajina]], flygtede skønsvis 250.000 til [[Serbien]], [[Republika Srpska]] og andre dele af verden fra forfølgelse og tvangs[[deportering]] af de kroatiske styrker.<ref>[http://web.archive.org/web/20010802145637/http://www.un.org/icty/indictment/english/got-ii010608e.htm Gotovina - Indictment] Haagtribunalen [[ICTY]]</ref> Den kroatiske regerings officielle standpunkt er, at alle de serbere, som flygtede eller forlod landet under den kroatiske selvstændighedskrig, skal og bør vende tilbage til Kroatien, hvis de ønsker det. Økonomisk støtte har ledt til, at henved 120.000 Kroatienserbere er vendt tilbage de seneste år.<ref>[http://www.civilitasresearch.org/publications/view_article.cfm?article_id=62 Croatia: The continuing problem of property restitution] Civilitas Research. {{en sprog}}</ref>
 
Den [[14. april]] [[2011]] dømteblev den kroatiske general [[InternationaleAnte domstol i HaagGotovina]] dendømt kroatiske generali [[AnteDet Gotovina]internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien|Haag] til 24 års fængsel for begåede krigsforbrydelser under hans deltagelse i [[Operation Storm]]. Den tidligere chef for indenrigsdepartementetsindenrigsministeriets specialpoliti, [[Mladen Markač]], dømtes til 18 års fængsel. Den tredje anklagede ved tribunalet, den tidligere bitrædendestedfortrædende forsvarsminister [[Ivan Čermak]], som 1995 ledede hærens styrke i byen [[Knin]], frikendtes. Anklagerne havde krævet 17 års fængsel. Både Čermak och Markač overlod sig frivilligt til FN-tribunalet, da de anklagedes i 2004, mens Gotovina blev fanget i Spanien.<ref>[http://www.gp.se/nyheter/varlden/1.602916-24-ar-for-kroatisk-krigsforbrytare 24 år för kroatisk krigsförbrytare]</ref> Dommene blev anket af Gotovina og Markač. Den 16. november 2012 fandt retten dem begge uskyldige på samtlige anklagepunkter, og de blev straks sat på fri fod.<ref>[http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-20352187 BBC]</ref>
 
Beslutningen ankedes, hvilket førte til, at både Ante Gotovina og Mladen Markac frigaves et år senere, den 16. november 2013.
Kroaterne organiserede sig i to hertugdømmer; hertugdømmet [[Pannoniatiske Kroatien]] ([[kroatisk]] ''Panonska Hrvatska'', som har sit navn efter [[Den pannoniske slette]]) i nord og hertugdømmet [[Kyst-Kroatien]] (kroatisk ''Primorska Hrvatska'') i syd.
 
Den kroatiske hertug [[Trpimir 1.]], (kroatisk ''Knez'') af Kyst-Kroatien ([[845]]–[[864]]), grundlægger af [[Huset Trpimirović]], førte krig mod bulgarerne og mod byzantinske ''[[strategos]]'' ved byen [[Zadar]] med betydelig fremgang. Han udvidede sit rige i øst til floden [[Drina]]. Den første indfødte kroatiske hersker, som blev anerkendt af en pave, var hertug [[Branimir af Kroatien|Branimir]], som pave [[pave Johannes 8.]] kaldte ''dux Croatorum'' i [[879]].<ref>[http://web.archive.org/20010424072118/www.geocities.com/ivol2001/c_hist.htm A review of the historical development of the Republic of Croatia]</ref>
 
Et kuriøst træk er, at kroaterne aldrig blev pålagt at benytte [[latin]] i kirkelige handlinger, men i stedet holdt sine gudstjenester på sit eget sprog og benyttede [[det [[glagolitiske alfabet]]. Dette blev officielt stadfestetstadfæstet af pave [[Innocentpave Innocens 4.]] i [[1248]], og først langt senere blev det latinske alfabet indført.
 
=== Kongedømmet Kroatien (925-1102) ===
Efter, at fæstningen i [[Bihać]] var blevet endelig besejret i [[1592]], var det kun en mindre del af Kroatien, som fortsat var frit og ikke erobret. De tilbageværende 16.800&nbsp;km<sup>2</sup> blev omtalt som resterne af det en gang så store kroatiske kongedømme. Vendepunket kom, da den osmanniske hær for første gang blev besejret på kroatisk område i [[slaget ved Sisak]] i [[1593]]. De tabte områder blev i stor udstrækning generobrede, dog ikke større dele af det senere Bosnien og Hercegovina.
 
I [[1700-tallet]] blev Det Osmanniske Rige drevet ud af Ungarn og Kroatien, og [[Østrig]] bragte riget under centraliseret kontrol. Kejserinde [[Maria TeresiaTheresia af Østrig|Maria TeresiaTheresia]] blev støttet af kroaterne i [[Den østrigske arvefølgekrig]] ([[1740]]–[[1748]]) og gav der efter betydelige bidrag for de kroatiske anliggender.
 
Da [[Republikken Venezia]] faldt i [[1797]], blev republikkens besiddelser ved det østlige [[Adriaterhavet|Adriaterhav]] et stridsemne mellem [[Frankrig]] og Østrig. Habsburgerne sikrede sig dem til sidst i [[1815]], og [[Dalmatien]] og [[Istrien]] blev en del af riget, skønt de var underlagt [[Cisleithania]], da Kroatien og Slavonien var underlagt Ungarn.
Da nationalistiske strømninger gik gennem [[Europa]], opstod der også en [[Romantikken|romantisk]] [[nationalisme]] i Kroatien i midten af [[1800-tallet]]. Denne kæmpede mod den tyske og ungarske indflydelse i Kroatien. [[Den illyriske bevægelse]], en politisk og litterær selvstændighedsbevægelse, tiltrak sig et antal indflydelsesrige figurer fra [[1830-tallet]] og frem over, og bevægelsen frembragte flere betydningsfulde bidrag i kroatisk sprog og kultur. En lederskikkelse var [[Ljudevit Gaj]], som ville gøre [[kroatisk]] til et moderne sprog. I [[1835]] kom den første udgivelse af tidsskriftet ''Novine Hrvatske'' på [[kajkavisk]], den ene af tre kroatiske dialekter. Et år senere byttede tidsskriftet navn til ''Illirske Novine'' og blev udgivet på [[štokavisk]], en dialekt som blev benyttet i både Kroatirn, Serbien og Bosnien.
 
I [[1874]] blev [[Det kroatiske akademi for videnskab|det jugoslaviske videnskabsakademi]] og [[ZagrebsUniversitetet universiteti Zagreb]] grundlagt af den kroatiske biskop [[Josip Juraj Strossmayer]]. Han håbede, at uddannelse og kundskab ville bidrage til at samle de sydslaviske folk.
 
Fra ungarsk side blev der ført en politik, som ikke skulle opmuntre den nationale bevidsthed i Kroatien. I [[1827]] blev [[ungarsk]] arbejdssprog i kroatiske skoler, og i [[1844]] blev det bestemt, at ungarsk også skulle være administrationssprog. Latin havde været det officielle sprog i Kroatien, og den kroatiske landdag svarede i [[1847]] med at beslutte, at kroatisk skulle være officielt sprog.
Under revolutionerne i [[1848]] støttede Kroatien, drevet af frygt for ungarsk nationalisme, habsburgernes hof mod de ungarske revolutionære styrker. Imidlertid, til trods for bidrag fra den kroatiske ''ban'' [[Josip Jelačić]] til at bekæmpe [[den ungarske uafhængighedskrig]], blev Kroatien ikke behandlet bedre af [[Wien]] end af ungarerne, og landet tabte sit indre selvstyre. I [[1867]] blev [[Østrig-Ungarn|dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn]] dannet, og kroatisk selvstyre blev genoprettet i [[1868]] med den ungarske-kroatiske aftale til trods for, at den ikke var specielt fordelagtig for kroaterne. Kroatien blev stillet under ungarsk overhøjhed. Kroatiens højeste embedsmand, ''banen'', skulle udpeges af [[statsminister]]en i [[Budapest]]. I [[1883]] blev en ungarsk greve, [[Károly Khuen-Héderváry]], udpeget til ban, og han førte en hård politik, som fremmede Ungarn på alle vis og slog ned mod al opposition.
 
I [[1904]] blev det kroatiske bondeparti grundlagt af [[Stjepan Radić]], som havde studeret i [[Prag]], og som var påvirket af [[Tomás Masaryk]]s ideer om national selvbestemmelse for de slaviske folk. Årene frem mod [[1. verdenskrig]] var prægede af stadige anti-ungarske demonstrationer, hvilket de ungarske myndigheder slog hårdt ned på. Kroatiske parlamentsledere bad om audiens hos kejser [[FransFranz JosefJoseph 1. af Østrig-Ungarn|FransFranz JosefJoseph 1.]] i Wien for at klage over den ungarske politikken, men kejseren ville ikke tage imod dem.
 
Tronfølgeren [[Franz Ferdinand af Østrig-Este|Franz Ferdinand]] var dog forberedt på at skabe et tripelmonarki. I Kroatien fandtes der nogle, som var imod dette og som hellere ville skabe et sydslavisk rige sammen med Serbien, men der fandtes også de, som anså muligheden for en forbedret status inden for rammen af kejserdømmet. Tronfølgerens hensigter var specielt alvorlige for de serbere, som kæmpede for et sydslavisk rige med Serbien, Kroatien og Bosnien. En serbisk organisation, ''[[Den sorte hånd|Ujdinjenje ili smrt]]'' ("Union eller Død", bedre kendt som "[[Den sorte hånd]]") besluttede derfor at forsøge at få tronarvingen myrdet under hans besøg i [[Sarajevo]] den [[28. juni]] [[1914]]. Ved held og tilfældigheder lykkedes dette, og det blev den udløsende faktor for starten på 1. verdenskrig.
I [[1925]] genoptog Radić det politiske arbejde i Beograd. Premierminister Pašić tog ham ind i regeringen, men Pašić døde i december samme år, og straks efter forlod Radić regeringen. Det kroatiske bondeparti formåede at skabe en majoritet sammen med Det demokratiske parti, men i parlamentet blev det politiske arbejde præget af trusler og kaos. Den [[20. juni]] [[1928]] trak [[Puniša Račić]] fra [[Montenegro]], parlamentsmedlem for Det serbiske radikale parti, våben og skød Radić og fire andre kroater. Radić døde i august og den politiske uro fortsatte. I [[Zagreb]] blev flere dræbt i et opløb. For at få fred foreslog statsminister [[Anton Korošec]], at kongeriget burde ændres til en [[føderation]], men parlamentet stemte ham ned.
 
Den [[6. januar]] [[1929]] gjordebegik kong [[AleksandarAlexander 1. af Jugoslavien|AleksandarAlexander 1.]] [[statskup]]: hanHan opløste parlamentet og forfatningen, indførte [[censur]] og forbød de politiske partier. [[Vladko Maček]], som havde efterfulgt Radić som partileder i det største partietparti, blev sat i fængsel.
 
=== Kongeligt enevælde ===
Tuđman døde i [[1999]], og ved parlamentsvalgene der efter blev den nationalistiske regering erstattet af en sammenslutning af centrum og venstre med [[Ivica Račan]] som statsminister. På samme tid blev præsidentvalget afholdt og vundet af den moderate [[Stjepan Mesić]]. Račans regering ændret grundloven fra et præsidentsystem til et parlamentarisk system, overførte magt fra præsidenten og til parlamentet og statsministeren. Den ny regering startede også flere større byggeprojekter, blandt andet et statsstøttet boligprojekt og byggeriet af den vigtige motorvej mellem Zagreb og [[Split]].
 
Nationen kom sig igen fra en mild nedgangskonjunktur i [[1998]] og [[1999]] og fik en mærkbar økonomisk vækst i de påfølgende år. Arbejdsløsheden steg fortsat frem til [[2001]], da den endelig begyndte at falde. Med mange flygtninge, som kom tilbage, voksede behovet for flere boliger. Račanregeringen har ofte fået ros for at have bragt Kroatien ud af den delvis isolation fra Tuđmans tid. Nationen blev medlem af [[Verdens handelsorganisationWTO]] (WTO) den [[30. november]] [[2000]], og landet søgte om at blive medlem af [[Den europæiske union]] (EU) i februar [[2003]].
 
I slutningen af 2003 blev nye parlamentsvalg afholdt, og et reformeret Kroatisk bondeparti (HDZ) vandt under lederskab af [[Ivo Sanader]], som blev statsminister. I [[2004]] accepterede og anbefalede [[Europakommisjsionen]], at forhandlinger om medlemskab for Kroatien kunne begynde. Kommissionens rapport beskrev Kroatien som et moderne demokratisk samfund med en ansvarsfuld økonomi.
35.974

redigeringer