Forskel mellem versioner af "Kroatien"

13 bytes fjernet ,  for 4 år siden
m
Flere smårettelser
m (Flere smårettelser)
Kroatien ligger i grænselandet mellem Syd-, Central- og Østeuropa, hvilket gør det svært at henføre det til en specifik region. Kroatien regnes i visse kilder til [[Centraleuropa]] på grund af sin geografiske og lange kulturelle og historiske tilknytning til de centraleuropæiske lande.<ref>[http://www.croatia.eu/article.php?lang=2&id=6 Croatia.eu] {{en sprog}}</ref><ref>[http://us.mfa.hr/?mh=182&mv=1074 Kroatiske ambassade i USA] {{en sprog}}</ref><ref>[http://www.visit-croatia.co.uk/aboutcountry Visit-croatia.co.uk] {{en sprog}}</ref> I andre kilder regnes landet til [[Balkanhalvøen]], hvilket beror på landets geografiske beliggenhed og fordi, at landet 1918-1991 indgik i den tidligere stat [[Jugoslavien]].<ref>[http://www.britannica.com/search?query=Croatia Britannica.com] {{en sprog}}</ref> Yderligere andre kilder placerer landet i [[Østeuropa]], regner det til [[middelhavsland]]ene<ref>[http://www.ibe.unesco.org/publications/Thesaurus/00003024.htm Unesco.org] [[Unesco]] {{en sprog}}}</ref> eller placerer det mellem Østeuropa og Centraleuropa.<ref>[http://www.state.gov/r/pa/ei/bgn/3166.htm Amerikanska utrikesdepartementet] {{en sprog}}</ref>
 
I landets nordlige og nordøstlige del (Zagorje) domineres terrænet af flader, søer og bakker. I den østligste del ([[Slavonien]]) præges landskabet af lavland med frodig landbrugsland. Regionerne [[Lika]]s og [[Gorski kotar]]s landskaber præges af tæt skovbeklædte bjerge, mens den smalle [[Adriatiske havAdriaterhavet|adriatiske]] kystrækning ([[Istrien]], [[Kvarnerbugten]] og [[Dalmatien]]) mestendels er bjergrig og topografien præges af [[karst]].
 
Ifølge det kroatiske statistiske centralbureaus (''Državni zavod za statistiku'') definition har Kroatien 1 185 øer, holme og rev.<ref>{{webbref|url=http://www.dzs.hr/Hrv_Eng/ljetopis/2009/PDF/01-bind.pdf|titel=Kroatiska statistiske centralbureaus årsbog2009|hentet=29 marts 2014|format=pdf|værk=|udgiver=Kroatiske statistiske centralbureau|sprog=engelsk og kroatisk}}</ref> Kroatien er dermed det land, som har flest landformer i Det Adriatiske Hav og næst flest i Middelhavet efter Grækenland.<ref>[http://www.geografija.hr/clanci/853/hrvatski-pseudo-otoci Geografija.hr] {{hr sprog}}</ref> Af turistmæssige årsager kaldes landet undertiden ''"de tusinde øers land"''.<ref>[http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=2121596#R1 US National Library of Medicine - National Institutes of Health] {{en sprog}}</ref>
 
=== Indvandring og udvandring ===
2001–2008 havde landet en positiv [[nettotilvandring]], det vil sige at flere personer flyttede til landet end forlod det. 2006–2010 kom de fleste invandrereindvandrere fra Bosnien og Hercegovina. 2009–2010 var der flere, som flyttede fra end til Kroatien.<ref name="hzjz1">{{webbref |url= http://www.dzs.hr/Hrv_Eng/publication/2011/07-01-02_01_2011.htm|titel=MIGRATION OF POPULATION OF REPUBLIC OF CROATIA, 2010 |hentet=22 februar 2013 |format=pdf |værk= |udgiver=Kroatiske statistiske centralbureau (''Državni zavod za statistiku'') |sprog=engelsk og kroatisk}}</ref>
 
=== Minoriteter ===
Kroatien har en snes etniske minoriteter. Som den største minoritetsgruppe regnes [[Serbere i Kroatien|serberne]], som udgør 4,36 % af den samlede befolkning. Landets andre minoriteter udgør hver for sig mindre end 1 % af befolkningen. Næst efter serberne hører [[bosniakerbosniakker]]ne (0,73 %) og [[italienere|italienerne]] (0,42 %) til de største minoritetsgrupper.<ref name="Census2011" /> I visse dele af landet udgør de etniske minoriteter en langt større andel af befolkningen. Landets største minoritet, serberne, er fortrinsvis bosatte i de østlige dele af landet. I Kroatiens østligste område, [[Vukovar-Srijems distrikt]], udgør den serbiske befolkning 15,50 %. Den italienske minoritet bor fortrinsvis i den nordvestlige del af landet. I [[Istriens distrikt]] udgør italienarneitalienerne 6,03 % af den samlede befolkning.<ref name="Census2011" />
 
==== Serbere i Kroatien ====
 
Inden den [[kroatiske selvstændighedskrig]] udgjorde den største minoritetsgruppe etniske serbere næsten 13 % af befolkningen. Under krigsårene forlod mange etniske serbere Kroatien af politiske og/eller økonomiske grunde. Da Kroatien gennem "Operation storm" i [[1995]] genvandt det af serberne besatte område [[Krajina]], flygtede skønsvis 250.000 til [[Serbien]], [[Republika Srpska]] og andre dele af verden fra forfølgelse og tvangs[[deporteringdeportation]] af de kroatiske styrker.<ref>[http://web.archive.org/web/20010802145637/http://www.un.org/icty/indictment/english/got-ii010608e.htm Gotovina - Indictment] Haagtribunalen [[ICTY]]</ref> Den kroatiske regerings officielle standpunkt er, at alle de serbere, som flygtede eller forlod landet under den kroatiske selvstændighedskrig, skal og bør vende tilbage til Kroatien, hvis de ønsker det. Økonomisk støtte har ledt til, at henved 120.000 Kroatienserbere er vendt tilbage de seneste år.<ref>[http://www.civilitasresearch.org/publications/view_article.cfm?article_id=62 Croatia: The continuing problem of property restitution] Civilitas Research. {{en sprog}}</ref>
 
Den [[14. april]] [[2011]] blev den kroatiske general [[Ante Gotovina]] dømt i [[Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien|Haag]] til 24 års fængsel for begåede krigsforbrydelser under hans deltagelse i [[Operation Storm]]. Den tidligere chef for indenrigsministeriets specialpoliti, [[Mladen Markač]], dømtes til 18 års fængsel. Den tredje anklagede ved tribunalet, den tidligere stedfortrædende forsvarsminister [[Ivan Čermak]], som 1995 ledede hærens styrke i byen [[Knin]], frikendtes. Anklagerne havde krævet 17 års fængsel. Både Čermak ochog Markač overlodovergav sig frivilligt til FN-tribunalet, da de anklagedes i 2004, mens Gotovina blev fanget i Spanien.<ref>[http://www.gp.se/nyheter/varlden/1.602916-24-ar-for-kroatisk-krigsforbrytare 24 år för kroatisk krigsförbrytare]</ref> Dommene blev anket af Gotovina og Markač. Den 16. november 2012 fandt retten dem begge uskyldige på samtlige anklagepunkter, og de blev straks sat på fri fod.<ref>[http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-20352187 BBC]</ref>
 
Beslutningen ankedes, hvilket førte til, at både Ante Gotovina og Mladen Markac frigaves et år senere, den 16. november 2013.
Den [[ortodokse kirke]] er landets næststørste trossamfund. De ortodokse udgør 4,43 % af landets befolkning, og det er fortrinsvis serbere, som tilhører den [[serbisk-ortodokse kirke]]. Blandt de ortodokse regnes også landets makedonske, montenegrinske og russiske minoriteter.
 
Andelen af muslimer udgør 1,46 % af Kroatiens befolkning. En overvejende majoritet af dem er [[bosniakbosniakker]]er og [[sunniterSunnisme|sunnier]].
 
Den jødiske minoritet udgør 536 personer.
Prinserne af Bribir fra familien Šubić voksede og ekspanderede til at blive specielt mægtige og tog kontrol over store dele af [[Dalmatien]], [[Slavonien]] og [[Bosnien]]. Senere greb [[angevin]]erne ind og genoprettede kongelig kontrol. De solgte også hele Dalmatien til den mægtige italienske bystat [[Venezia]] i [[1409]].
 
Da det [[muslim]]ske angreb på Europa begyndte, befandt Kroatien sig atter i grænseområdet mod fjendtlige magter. Kroaterne kæmpede et stort antal kampe og mistede gradvis mere og mere af sine landområder til [[Det Osmanniske Rige|osmanerneosmannerne]], specielt efter [[slaget ved Krbava-markerne]] i [[1493]] i det sydlige Kroatien, hvilket var et knusende nederlag for kroaterne. Omkring 7.000 kroatiske soldater og de betydeligste mænd fra den gamle kroatiske adel blev dræbt, blandt andre [[Mirko Derenčin]]. Efter slaget gik der strømme af kroatiske flygtninge ind i [[Østrig]] og til den italienske kyst.<ref>Goldstein, Ivo (forfatter) & Jovanovic, Nikolina (oversetter) (2000): ''Croatia: A History''. McGill-Queen's University Press, ss.31</ref>
 
=== Habsburgere, Venedig og osmanere (1527–1918) ===
Det katastrofale [[slaget ved Mohács]] i [[1526]], hvor kong [[Ludvig 2. af Ungarn]] blev dræbt sammen med omkring 14.000 ungarske soldater af osmanerne<ref>Turner, Corvisier & Childs: ''A Dictionary of Military History and the Art of War'', ss. 365–366: «I 1526 i slaget ved Mohács ble den ungarske hæren knust av tyrkerne. Kong Ludvig II døde sammen med 7 biskoper, 28 baroner og det meste av hans arme (4 000 kavalerister og 10 000 infanterister).»</ref> betød afslutningen på Ungarns autoritet over Kroatien, som i stedet kom under [[Huset Habsburg|habsburgernes monarki]], hvilket blev accepteret af den kroatiske adel ved en forsamling i [[Cetingrad]]. Det Osmanniske Rige ekspanderede videre i løbet af [[1500-tallet]] til, at det også omfattede det meste af [[Slavonien]], vestlige [[Bosnien]] og [[Lika]].
 
Senere i det samme århundrede blev store områder i Kroatien og Slavonien, som grænsede op til Det Osmanniske Rige, lagt ind i "[[Militærgrænsen|det militære grenselandgrænseland]]" ({{lang-hr|Vojna Krajina}}, {{lang-de|Militärgrenze}}) og styret direkte fra de militære hovedkvarterer i [[Wien]]. Området blev tømt for den oprindelige befolkning og blev derefter befolket af serbere, [[valakere]], kroatere, tyskere og andre. Som et resultat af den obligatoriske militærtjeneste for habsburgerne i løbet af krigen mod osmannerne var befolkningen i det militære grænseland blevet fritaget for [[livegenskab]] og kunne nyde relativt stort politisk selvstyre i modsætning til befolkningen, der levede i områder styret af Ungarn.
 
[[Fil:Bihac fort AD 1590.jpg|thumb|Fæstningen i Bihać i år 1590.]]
I [[1904]] blev det kroatiske bondeparti grundlagt af [[Stjepan Radić]], som havde studeret i [[Prag]], og som var påvirket af [[Tomás Masaryk]]s ideer om national selvbestemmelse for de slaviske folk. Årene frem mod [[1. verdenskrig]] var prægede af stadige anti-ungarske demonstrationer, hvilket de ungarske myndigheder slog hårdt ned på. Kroatiske parlamentsledere bad om audiens hos kejser [[Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn|Franz Joseph 1.]] i Wien for at klage over den ungarske politikken, men kejseren ville ikke tage imod dem.
 
Tronfølgeren [[Franz Ferdinand af Østrig-Este|Franz Ferdinand]] var dog forberedt på at skabe et tripelmonarki. I Kroatien fandtes der nogle, som var imod dette og som hellere ville skabe et sydslavisk rige sammen med Serbien, men der fandtes også de, som anså muligheden for en forbedret status inden for rammen af kejserdømmet. Tronfølgerens hensigter var specielt alvorlige for de serbere, som kæmpede for et sydslavisk rige med Serbien, Kroatien og Bosnien. En serbisk organisation, ''[[Den sorte hånd|Ujdinjenje ili smrt]]'' ("Union eller Død", bedre kendt som "[[Den sorte hånd]]") besluttede derfor at forsøge at få tronarvingen myrdet under hans besøg i [[Sarajevo]] den [[28. juni]] [[1914]]. Ved held og tilfældigheder lykkedes dette, og det blev den udløsende faktor for starten på [[1. verdenskrig]].
 
=== Kongedømmet Jugoslavien (1918–1941) ===
Under 1. verdenskrig blev Kroatien kun indirekte berørt af krigen. Mange kroatere kæmpede i den østrig-ungarske hær mod serberne. I [[London]] [[1915]] blev [[Den jugoslaviske komité]] dannet, som havde som formål at oprette en sydslavisk stat efter krigen, hvor kroater, serbere slovenere skulle have lige status og rettigheder. Denne tanke var de allierede stater ikke specielt interesserede i. Gennem en hemmelig overenskomst mellem [[Italien]], [[Frankrig]] og [[Storbritannien]] den [[26. april]] [[1915]] ([[Londonaftalen i 1915|Londonaftalen]]) blev Italien lovet de habsburgske områder [[Trieste]], [[Gorizia]], [[Istrien]], [[Krain]] og store dele af [[Dalmatien]] som tak for, at Italien erklærede [[aksemagterne]] krig. Frankrig og Storbritannien bortgav også [[Bosnien-Hercegovina]], [[Slavonien]], [[Bačka]], det nordlige [[Albanien]] og resten af Dalmatien til Serbien.
 
I [[1917]] kom Den jugoslaviske komité og Serbien overens om [[Korfu-deklarationen]], som gjorde oprettelsen af [[Kongeriget Jugoslavien]] mulig. Den blev underskrevet i slutningen af 1. verdenskrig på [[Korfu]] den [[20. juli]] 1917. Efter som Serbien havde en hær, kunne landet forhandle ud fra en styrkeposition, som komitéen manglede. I deklarationen blev man enige om at danne en sydslavisk stat med tre folk: serbere, kroater og slovenere, og med [[Peter 1. af Jugoslavien|Peter 1. af Serbien]] som konstitutionel monark.
 
Den [[29. oktober]] [[1918]] erklærede den kroatiske nationalforsamling Kroatien som selvstændigt og overdrog sin myndighed til det sydslaviske nationalråd, som nogen dage senere besluttede, at Kroatien skulle gå ind i en union med Serbien og Montenegro. Da Østrig-Ungarn undertegnede aftalen om våbenhvile den [[3. september]], begyndte de italienske styrker at okkupere de områder, som var blevet lovet landet i Londonaftalen til trods for, at den nye stat havde overtaget store dele av Østrig-Ungarns militære arsenal, blandt andet hele flåden. Den italienske hær handlede hurtigt, tog Istrien og erobrede øerne langs [[Adriaterhavet]] en for en og gik i land selv på [[Zadar]]. Nationalrådet bad om hjælp fra den serbiske hær, som da rykkede ind i [[Beograd]] den 1. november og fortsatte gennem Kroatien for at stoppe de italienske styrker. Den serbiske hær besatte også Montenegro og [[Vojvodina]] og sørgede for, at disse områder også blev tilsluttede den sydslaviske staten.
Kroatiens største politiske parti i løbet af 1920-erne var [[Det kroatiske bondeparti]] (''Hrvatska Seljačka Stranka''), ledet af [[Stjepan Radić]]. Efter det første parlamentsvalg den [[28. november]] [[1920]] dannede Det serbiske radikale parti, Det demokratiske parti og Agrarpartiet en regering helt domineret af serbere og med serberen [[Nikola Pašić]] som [[statsminister]].
 
Kongedømmet gennemgik en afgørende ændring i [[1921]] til Radićs store vrede. Den nye forfatning forbød historiske og politiske eksistenser, som Kroatien og Slavonien, og centraliserede al politisk magt i hovedstaden [[Beograd]]. Radić havde helt fra begyndelsen været modstander af, at Kroatien skulle indgå i samme land som Serbien, men ønskede sig et selvstændigt Kroatien. Hans bondeparti boycottede det parlamentariske arbejde i Beograd, fraset i tiden mellem [[1925]] og [[1927]] da landet følte sig truet af [[Kongeriget Italien|italiensk]] [[imperialisme]] og dens allierede [[Albanien]], [[Ungarn]], [[Rumænien]] og [[Bulgarien]]. Den 14. juli holdt han en tale, hvor han sammenlignede det sydslaviske kongerige med den [[Frankrig|franske]] [[Bastillen|Bastille]], før, detden blev stormet i [[1789]]. Han blev tvunget til at flygte fra landet og rejste der efterderefter rundt i Europa og agiterede for, at kongeriget ikke var andet end et forklædt "Storserbien".
 
Tidligt i 1920-erne havde statsminister [[Nikola Pašić]] benyttet politisk pres på vælgerne og etniske minoriteter, konfiskeret politisk materiale fra oppositionen<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,846181,00.html Balkan Politics], TIME Magazine, 31. mars 1923</ref> og benyttet andre metoder for at manipulere valgene for at holde oppositionen, hovedsagelig Det kroatiske bondeparti, i mindretal i parlamentet.<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,719894,00.html Elections], TIME Magazine, 23. februar 1925</ref> Pašić mente, at Jugoslavien burde være så centraliseret som mulig og i stedet for regional styring fremmet han et koncept om et "Storserbien" med den politiske magt i Beograd.<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,720153,00.html The Opposition], ''TIME Magazine'', 16. april 1925</ref>
=== Kongeligt enevælde ===
[[Fil:AleksandarI-Karadjordjevic.jpg|thumb|[[Aleksander 1. af Jugoslavien|Kong Aleksandar 1]].]]
Kongens hensigt var at skabe en national jugoslavisk fælles identitet, og i efteråret 1929 blev kongerigets officielle navn ændret til [[Kongeriget Jugoslavien]]. I stedet for de historiske nationer blev landet inddelt i ni officielle distrikter, hvor grænserne ikke fulgte de historiske. General [[Petar Živković]], som havde været mistænkt for at have været delagtig i mordet på den serbiske kong [[Aleksandar Obrenović]] i [[1903]] og på mordet på [[Franz Ferdinand af Østrig-Este|Franz Ferdinand]] i [[1914]], blev udnævnt til statsminister. Han sørgede for at nedkæmpe al opposition og at Kroatiens flag og nationalsang blev forbudte.
 
Politik var ikke "til at skelne fra gangstervælde".<ref>Horvat, Josip: Politička povijest Hrvatske 1918-1929'' (''Politisk historie av Kroatia 1918-1929''), Zagreb, 1938</ref>
For oppositionen stod alene tilbage at forsøkgeforsøge et væbnet oprør. I Makedonien opfordrede det jugoslaviske [[Jugoslaviens kommunistforbund|kommunistparti]] folk til at gribe til våben. I Kroatien blev Ustaša (kroatisk for "rensning") dannet af [[Ante Pavelić]], en advokat i Beograd, med det formål at kæmpe for Kroatiens selvstændighed. Pavelić blev dømt til døden, men flygtede til Italien, hvor han med hjælp fra [[Fascisme|fascisterne]] oprettede to træningslejre.
 
I [[1934]], da kong Aleksander 1. var på rejse i udlandet, blev han snigmyrdet, da han var i [[Marseille]] sammen med den franske udenrigsminister [[Louis Barthou]]. Morderen var en [[Vlado Chernozemski]], men Ustašas nøjagtige deltagelse i mordet er uklart. Pavelić blev uanset sit eksil dømt til døden af en jugoslavisk domstol. Italien vægrede at udlevere ham, men han blev siddende i husarrest i to år.
 
Tronarvingen prins [[PetarPeter 2. af Jugoslavien|PetarPeter 2.]] var kun ti år, og det blev Aleksanders fætter [[Paul af Jugoslavien|Paul]], som blev styrende regent. Sidstnævnte slap Kroatiens bondepartileder Maček og andre politiske fanger fri og udlyste parlamentsvalg i [[1935]]. Valgsystemet sørgede for, at oppositionen kun fik 67 af 370 pladser i parlamentet til trods for omkring 40 % af stemmerne. Mens kroaterne boycottede politikken i Beograd, blev Det serbiske radikale partis leder [[Milan Stojadinović]] statsminster. Den nye regering distancerede sig fra Jugoslaviens tidligere allierede [[Frankrig]] og [[Storbritannien]] og bevægede sig i perioden 1935-1941 nærmere det fascistiske Italien og [[Nazi-Tyskland]].
 
Italien havde fortsat territoriale krav på Jugoslavien, og efter, at Italien okkuperede Albanien i april [[1939]], stod det klart, at Jugoslavien måtte blive funktionsdygtig. I februar 1939 blev Stojadinović afsat og erstattet af [[Dragiša Cvetković]], som fik i opdrag at forhandle med Maček for at bedre forholdet mellem kroater og serbere. Den 20. august var de to nået til enighed, ''sporazum'', om at skabe et stort Kroatien, kaldet [[banatet Kroatia]].<ref>Banatet eller Banovina: en intern division i Kongedømmet Jugoslavien fra 1929 til 1941</ref> Denne udgave af Kroatien, som bestod af en del af Bosnien, det meste af [[Hercegovina]] og byen [[Dubrovnik]] og dens omgivelser, havde betydelig selvstyre med et rekonstrueret kroatisk parlament, som valgte en kroatisk [[ban]], som kun havde kongen over sig. En koalitionsregering blev dannet i Beograd, hvor også kroater medvirkede.
 
[[Fil:Denkmal für kommunistische Nachkriegsverbrechen, Mirogoj, Zagreb.JPG|thumb|right|Mindesmærke for Bleiburg-mordene i [[Zagreb]]s gravlund [[Mirogoj]].]]
Efter at have overtaget magten begyndte partisanerne hurtigt at udrydde alle, som kunne stå i vejen for deres politik. I [[Vojvodina]] blev tusindvis af mennesker, som tilhørte de ungarske og tyske minoriteter, myrdet. Mange, som havde samarbejdet med de kroatiske og serbiske lydstater, flygtede nord over og ind i [[ØsrigØstrig]]. Den 15. maj 1945 overgav 200.000 flygtninge sig til den britiske hær i [[Bleiburg]] i Østrig. Briterne valgte at sende størstedelen af dem tilbage til partisanerne, og i løbet af maj og juni blev skønsvis 30.000 og 200.000 kroater myrdede i det, som kaldes for [[Bleiburg-massakren]].<ref>[http://www.ess.uwe.ac.uk/genocide/yugoslav-hist1.htm Yalta and The Bleiburg Tragedy]. Se også [http://www.cosy.sbg.ac.at/~zzspri/1945Tragedy/index.html Bleiburg tragedy ]</ref> Yderligere tusindvis kroater døde i en dødsmarch gennem Jugoslavien. Ante Pavelić formåede at flygte til [[Argentina]], hvor han levede i mange år, før han blev udsat for et mordforsøg fra Titos agenter. Pavelić blev dødeligt såret og døde senere i [[Spanien]], hvor han blev ført for at få bedre pleje.
 
=== Efterkrigstid ===
Jugoslavien blev hårdt ramt af 2. verdenskrig. I Jasenovac blev skønsvis 80.000 mennesker myrdede, hovedsagelig serbere, sigøjnere og jøder. Hvor mange, som døde totalt i Jugoslavien, bliver fortsat diskuteret, da de ulige etniske grupper opgiver og bestrider ulige tal, men skønsvis døde noget over en million jugoslaver i løbet af krigen: 500.000 serbere, 500.000 kroater, 90.000 bosniske muslimer, 80.000 donautyskere, 60.000 jøder, 50.000 montenegrinere, 30.000 slovenere og 15.000 sigøjnere. De fleste af disse blev myrdet af andre folk fra Jugoslavien.<ref>[http://www.radstats.org.uk/no069/article3.htm Disputes over war casualties in former Yugoslavia]</ref>
 
Efter krigens afslutning blev monarkiet afskaffet og Kongeriget Jugoslavien blev afløst af et kommunistisk diktatur, [[Den socialistiske føderale republik Jugoslavien]]. Yderligere tre folk blev anerkendt som nationer, [[Makedonien|makedoniere]], [[Montenegro|montenegrinere]] og senere også [[muslim]]er. I januar [[1946]] fik Jugoslavien en ny forfatning, som var en kopi af Sovjetunionens forfatning fra [[1936]]. I begyndelsen havde landet en femårsplan, og der blev igangsat en [[Kollektivjordbruk|kollektivisering]] af jordbruget]]. Presse- og ytringsfrihed blev afskaffet og forbudt, og det hemmelige politi ([[UDBA]], ''Uprava Državne Bezbednosti'') slog hårdt ned på al serbisk og kroatisk nationalisme.
 
I anden halvdel af [[1960'erne]] blev den politiske undertrykkelse i Jugoslavien lettet en del i Kroatien i det, som refereres til som "det kroatiske forår". I marts-april undertegnede 180 kroater et opråb, hvor de krævede, at [[kroatisk]] skulle blive officielt sprog i Kroatien i stedet for [[serbokroatisk]]. Inden for det kroatiske kommunistparti var der interne modsætninger mellem dem, som ville fremme Jugoslavien, og dem, som ville beskytte kroatiske kultur og sprog. Lederen for kommunistpartiet i Kroatien, [[Savka Dabčević-Kučar]], krævede et selvstændigt Kroatien inden for rammen af det socialistiske Jugoslavien. Andre krævede egen valuta, egen hær, eget medlemskab i [[FN]] for Kroatien og mere. En påstand, som stadig blev gentaget, var, at Kroatien blev udplyndret ved, at områdets indbetalinger til [[statskassen]] var større end det, Kroatien fik tilbage.
I [[1974]] fik Jugoslavien en ny forfatning, som til vis grad skulle åbne for decentralisering. De vigtigste forandringer var, at [[Vojvodina]] og [[Kosovo]] blev selvstyrende provinser med hver sin repræsentant i præsidentrådet. Ordfører i præsidentrådet var Tito, men efter hans død skulle denne post rotere således, at medlemmer i rådet blev præsidentrådets ordfører for et år ad gangen.
 
Da Tito døde i [[1980]], havde Jugoslavien store problemer med økonomien, voksende arbejdsløshed, høj inflation og voksende udenlandsgæld. Et lys i mørket var [[turistindustri]]en i Kroatien, som skaffede store summer af [[Tysk D-mark|tyske mark]]. I 1980-erne kom 2-3 millioner tyske turister til Kroatien årligt.
 
=== Jugoslavien-krigene (1991-1995) ===
Nationen kom sig igen fra en mild nedgangskonjunktur i [[1998]] og [[1999]] og fik en mærkbar økonomisk vækst i de påfølgende år. Arbejdsløsheden steg fortsat frem til [[2001]], da den endelig begyndte at falde. Med mange flygtninge, som kom tilbage, voksede behovet for flere boliger. Račanregeringen har ofte fået ros for at have bragt Kroatien ud af den delvis isolation fra Tuđmans tid. Nationen blev medlem af [[WTO]] den [[30. november]] [[2000]], og landet søgte om at blive medlem af [[Den europæiske union]] (EU) i februar [[2003]].
 
I slutningen af 2003 blev nye parlamentsvalg afholdt, og et reformeret Kroatisk bondeparti (HDZ) vandt under lederskab af [[Ivo Sanader]], som blev statsminister. I [[2004]] accepterede og anbefalede [[EuropakommisjsionenEuropa-Kommissionen]], at forhandlinger om medlemskab for Kroatien kunne begynde. Kommissionens rapport beskrev Kroatien som et moderne demokratisk samfund med en ansvarsfuld økonomi.
 
Den 22. januar 2016 fik Kroatien en ny regering bestående af det konservative Demokratiske Union (HDZ) og reformpartiet Most (dansk: ''Broen''). og med den 49-årige [[Tihomir Oreskovic]] som statsminister. De to partier var efter parlamentsvalget i december 2015 blevet henholdsvis Kroatiens største og tredjestørste parti. Den nye regerings mål at få bremset stigningen i den offentlige gæld, at få nedbragt arbejdsløsheden og at få fremmet den begyndende økonomiske fremgang. Underskuddet på statsfinanserne var omkring 5 % af bruttonationalproduktet (BNP) ved regeringens tiltræden. Målet var at bringe den ned under 3 % i overensstemmelse med EUsEU's krav.<ref>[http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE8388197/ny-kroatisk-regering-lover-oekonomisk-oprydning/ "Ny kroatisk regering lover økonomisk oprydning" (''Jyllandsposten'', 23.01.2016)]</ref>
 
== Politik ==
[[Kroatiens præsident]] er [[statschef]] og [[øverstbefalende]] og vælges for fem år. Præsidenten udser statsministeren med parlamentets tilslutning og har tillige en vis indflydelse på udenrigspolitiken.
 
[[Kroatiens parlament]] (''[[sabor]]'') består af et kammer med 160 medlemmer vagtevalgte for fire år. Parlamentet sammentræder fra [[15. januar]] til [[15. juli]] samt mellem [[15. september]] og [[15. december]]. Regeringen (''vlada''), som ledes af statsministeren, består af 2 vice statsministrevicestatsministre og 14 ministre.
 
Retssystemet er tredelt, med en højesteret samt regionsdomstole og kommunale domstole.
=== Internationale relationer ===
 
Kroatien er siden [[2000]] medlem i [[Partnerskab for fred]] (PFF). Den 17. oktober 2007 valgtes Kroatien som et af de ikke-permanente medlemmer af [[FN:'s säkerhetsrådsikkerhedsråd]] for perioden 2008-2009.
 
==== NATO====
=== Jernbaner ===
 
Banestandarden i Kroatien er relativtgodrelativt god, men jernbanenettet har behov for modernisering. Jernbanenettet byggedes i perioden, hvor Kroatien ingik i statsdannelsen Østrig-Ungarn og kroatiske byer var da snarere forbundne med Wien og Budapest end indbyrdes. Denne struktur fandtes delvist bevaret selv, da landet var en del i Jugoslavien, men de dele, som forbandt med det øvrige Jugoslavien, prioriteredes. Blandt andet gennemførtes elektricificeringer i 1960- og 1970-erne, hvilke skulle sammenbinde med blandt andet Jugoslaviens daværende hovedstad [[BelgradBeograd]]. Togenes standard varierer, efter som et antal nyere tog indkøbtes de senere år og et antal ældre blev renoverede. Dog er fortsat flere vogne gamle. Et typisk træk ved de elektrificerede linjer er [[ellokomotiv]]er af [[Sverige|svensk]] type, som er byggede i Zagreb på licens fra det svenske [[ASEA]]. Den kroatiske regering har erklæret, at man nu planlægger at satse på jernbanenettet og gøre det muligt for [[højhastighedstog]] at trafikere flere linjer. Under år 2007 påbegyndtes moderniseringen af strækningen mellem Kroatiens største havneby Rijeka, hovedstaden Zagreb og den ungarske grænse, hvilket vil formindske rejsetiden mellem disse byer betydeligt. Byggeriet skulle være afsluttet i 2013 og koste cirka 20 milliarder kroner.
 
Togtrafikken forvaltes fortrinsvist af virksomheden ''[[Hrvatske željeznice|Hrvatske željeznice d.o.o.]]'' (Kroatiske jernbaner AS).
38.679

redigeringer