Libanon: Forskelle mellem versioner

De nuværende indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil ''Nahr el-Kelb'' og drusere i de sydlige. [[Islam]] og araberne formåede aldrig at trænge dybt ind, og tyrkerne evnede aldrig under deres formelle herredømme over landet fuldstændigt at undertrykke Libanon. Da i 1840 Syrien toges fra Muhamed Ali og overdroges sultanen, krævede de europæiske magter visse rettigheder for Libanon med dets kristne befolkning. På grund deraf bestemtes, at maronitter og drusere skulle styres af hver sin ''kaimmakam'', den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860. Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (''liva'', ''pashalik''), som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 ''mudirat'', i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham.<ref name="NF 1885 1198">[http://runeberg.org/nfai/0605.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 9 (1885), sp. 1198]</ref> Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre.<ref name="NF 1885 1198"/> Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (''medjlis''), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det.<ref name="NF 1885 1198"/> Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse.<ref name="NF 1885 1198"/> Guvernøren residerede i ''Baabde'', ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i ''Beteddin'' nær ''Deir el-Kamar'', omkring 30&nbsp;km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer [[Tripolis]], [[Beirut]] og [[Saida]], idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 327.500 indbyggere, hvoraf 200.000 maronitter, 41.000 græsk-ortodokse, 25.000 græsk-unerede, 38.000 druser og 11.000 metaviler. Kystegnene var overvejende beboede af muhammedanere.