Libanon: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat noter |
PerV (diskussion | bidrag) m småret |
||
Linje 96:
I Libanon er der ikke foretaget nogen folketælling siden 1932, og alle oplysninger om de forskellige folkegruppers størrelse er meget usikre. I 1932 udgjorde de kristnes andel af befolkningen 51,3% og muslimer og drusere samlet 48,3 %. I begyndelsen af 1980-erne skønnedes de kristnes andel at være omkring to tredjedele og muslimernes og drusernes andel en tredjedel. I 2009 skønnedes det, at muslimer nu udgjorde 62 % af befolkningen mens kristne udgjorde 38%.
[[Maronitter]] ([[assyrier/syrier]] efter deres oprindelige etnicitet) er [[syriske kristne]]. Deres historie går tilbage til 600-tallet, da de brød ud af den [[syrisk-ortodokse kirke]] og blev en selvstændig kirke samtidig, som de allierede sig med [[Rom]] under [[Johannes Maron]]s styre. De var da bosatte på [[Libanonbjerget]]s nordlige sider og ernærede sig ved jordbrug. I takt med, at befolkningen voksede, spredte maronitterne sig, især mod syd, til flere steder nede i det nordlige [[Galilæa]]. I 1800-tallet begyndte mange maronitter at flytte til byerne langs kysten, især [[Beirut]]. I begyndelsen af 1980-erne talte den maronittiske befolkning omkring 100.0000 personer.{{km}}
[[Armenier]]ne udgør omkring 5 % af Libanons befolkning.{{km}} Det findes armenske politiske partier og flere organisationer. Det tidligere præsident [[Émile Lahoud]] var barn af en [[armensk]] moder og en fader, som var maronit. [[Arabere]] beregnes at udgøre op til 95 % af befolkningen.
[[Shia]]muslimerne genfindes i tre geografiske områder, regionen [[Jebel Amil]] i det sydlige Libanon, den nordlige del af [[Bekaadalen]] og Beiruts sydlige forstæder. I begyndelsen af 1980-ernet skønnedes deres antal til omkring en miljon mennesker. Traditionelt er det shiamuslimerne i det frugtbare Jebel Amil, som har haft en dominerende stilling. I 1960-erne begyndte shiamuslimer at søge ind til
[[Sunni]]muslimerne i Libanon udgjorde omkring 600.000 personer i slutnengen af 1970'erne.{{km}} Mange sunnimuslimer har i generationer været bosatte i kystbyerne. [[Det osmanniske rige]] var ledet af sunnimuslimer, og mange sunnimuslimer i Libanon har traditionelt haft familie- og erhvervsforbindelser uden for Libanon, således i [[Syrien]]. Under efterkrigstiden har mange sunnimuslimer kæmpet for, at Libanon skulle gå sammen politisk med Syrien. Men efter mordet på den tidligere statsminister [[Rafiq Hariri]] i februar 2005, har mere end 90 % af sunnimuslimerne taget afstand fra Syrien.{{km}}
Libanon havde en befolkning på 70.000-100.000 Mhallami og Rajdiynie arabere forud for den libanesiske borgerkrig (1975-1990).{{km}} De fleste emigrerede til Beirut under 1918-1945 fra Mardin og Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet. Mhallami og Rajdiynie havde deres oprindelse i den nord-arabisk stamme Bekr Bin Vail, som navngav byen Diyar Bakr,
[[Druser]]ne i Libanon er den mindste af de fire folkegrupper i Libanon, i slutningen af 1970'erne talte gruppen omkring 250.;000 personer.{{km}} Traditionelt var de bosatte på Libanonbjergets sydlige bjergsider og på bjerget [[Hermon]] i grænseområderne til Syrien og Israel. I 1500-tallet hjalp druserne de osmanniske tyrkere med at erobre Libanon fra de egyptiske [[
== Religion i Libanon ==
Linje 188:
== Historie ==
I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ''ituréer'' omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af
▲=== Det tvedelte land ===
De nuværende indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil ''Nahr el-Kelb'' og drusere i de sydlige. [[Islam]] og araberne formåede aldrig at trænge dybt ind, og tyrkerne evnede aldrig under deres formelle herredømme over landet fuldstændigt at undertrykke Libanon. Da i 1840 Syrien toges fra Muhamed Ali og overdroges sultanen, krævede de europæiske magter visse rettigheder for Libanon med dets kristne befolkning. På grund deraf bestemtes, at maronitter og drusere skulle styres af hver sin ''kaimmakam'', den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860.<ref name="NF 1912 341">[http://runeberg.org/nfbp/0191.html Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 16 (1912), sp. 341]</ref> Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (''liva'', ''pashalik''),<ref name="NF 1912 341"/> som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 ''mudirat'', i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham.<ref name="NF 1885 1198">[http://runeberg.org/nfai/0605.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 9 (1885), sp. 1198]</ref> Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre.<ref name="NF 1885 1198"/> Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (''medjlis''), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det.<ref name="NF 1885 1198"/> Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse.<ref name="NF 1885 1198"/> Guvernøren residerede i ''Baabde'', ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i ''Beteddin'' nær ''Deir el-Kamar'', omkring 30 km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer [[Tripolis]], [[Beirut]] og [[Saida]], idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 262.000 indbyggere, hvoraf 167.200 var maronitter, 21.000 græsk-ortodokse, 28.500 schismatiske grækere, 28.000 drusere, 7.500 muhamedanere, 9.250 metaviler og 600 protestanter.<ref>[http://runeberg.org/nfat/0756.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 20 (1899), sp. 1496]</ref> Kystegnene var overvejende beboede af muhammedanere.
Line 201 ⟶ 202:
=== Borgerkrigen 1975 – 2000 ===
I 1975 brød borgerkrig ud. De maronittiske militser udgjorde Den libanesiske Front, og palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger. Da den kristne falangist-milits belejrede palæstinensiske flygtningelejre i 1976, gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som bad om hjælp fra Syrien.
Line 210 ⟶ 212:
=== Syrisk lydregering ===
14. februar 2005 blev den tidligere libanesiske statsminister [[Rafiq Hariri|Rafik al-Hariri]] dræbt ved et bombeattentat i Beirut, sammen med 14 andre. Det blev af mange formodet, at Syrien stod bag attentatet. Regeringen gik af to uger efter attentatet. Statsminister [[Omar Karami]] og hans kabinet gav efter for de massive gadeprotester. Libanons præsident [[Emile Lahoud]] tog selv på sig opgaven at få dannet en ny regering. Demonstranterne forlangte præsident Lahouds afgang. Han regnedes som Syrien-venlig, og masserne og oppositionen ville ikke have en sådan regering.
| |||