Libanon: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PerV (diskussion | bidrag) m småret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Historie: småret |
||
Linje 188:
== Historie ==
I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ''ituréer'' omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af [[fønikere]]. Deres livlige handel gav kysten verdenshistorisk betydning. Senere kom disse egne under den græske kulturs indflydelse, og kristendommen trængte tidligt ind i visse dele af bjerglandet, mens hedenskaben med menneskeofring levede videre i andre egne. Endnu op til århundredeskiftet{{hvilket?}} var landet rigt på små klostre.▼
▲I Libanon er fundet spor af en forhistorisk befolkning. Det ældste bjergfolk, som historien omtaler, var amoriter; ''ituréer'' omtales i begyndelsen af moderne tidsregning. Kysten var i oldtiden beboet af
=== Det delte land ===▼
=== Osmannisk overherredømme ===
De nuværende indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil ''Nahr el-Kelb'' og drusere i de sydlige. [[Islam]] og araberne formåede aldrig at trænge dybt ind, og tyrkerne evnede aldrig under deres formelle herredømme over landet fuldstændigt at undertrykke Libanon. Da i 1840 Syrien toges fra Muhamed Ali og overdroges sultanen, krævede de europæiske magter visse rettigheder for Libanon med dets kristne befolkning. På grund deraf bestemtes, at maronitter og drusere skulle styres af hver sin ''kaimmakam'', den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860.<ref name="NF 1912 341">[http://runeberg.org/nfbp/0191.html Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 16 (1912), sp. 341]</ref> Som følge af Frankrigs indgriben erklæredes Libanon i 1882 for en selvstændig, fra Syrien udskilt provins (''liva'', ''pashalik''),<ref name="NF 1912 341"/> som ifølge den forfatning, som den europæiske konference i Konstantinopel fastlagde i 1864, skulle styres af en kristen guvernør udnævnt af sultanen (der tillige udnævnte underguvernørerne i de 7 ''mudirat'', i hvilke Libanon var opdelt) og kun underordnet ham.<ref name="NF 1885 1198">[http://runeberg.org/nfai/0605.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 9 (1885), sp. 1198]</ref> Guvernøren udnævnte alle embedsmænd, oppebar alle skatter, rådede over den væbnede styrke og så videre.<ref name="NF 1885 1198"/> Ved hans side stod et af tolv medlemmer fra de forskellige religionssamfund sammensat centralråd (''medjlis''), som fordelte skatterne og kontrollerede udgifterne. Det var dog kun rådgivende, og guvernøren kunne undlade at rådspørge det.<ref name="NF 1885 1198"/> Et indenlandsk landeværn vågede over den almindelige ordnings opretholdelse.<ref name="NF 1885 1198"/> Guvernøren residerede i ''Baabde'', ved jernbanen syd for Beirut, om sommeren i ''Beteddin'' nær ''Deir el-Kamar'', omkring 30 km syd for Beirut. Til denne autonome provins hørte dog ikke de tre vigtigste havnebyer [[Tripolis]], [[Beirut]] og [[Saida]], idet disse forblev under Syrien. Befolkningen blev i 1886 anslået til 262.000 indbyggere, hvoraf 167.200 var maronitter, 21.000 græsk-ortodokse, 28.500 schismatiske grækere, 28.000 drusere, 7.500 muhamedanere, 9.250 metaviler og 600 protestanter.<ref>[http://runeberg.org/nfat/0756.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 20 (1899), sp. 1496]</ref> Kystegnene var overvejende beboede af muhammedanere.▼
Deuserne havde lige siden [[korstog]]stiden været styret af temmelig selvstændige arvehøvdinge. De første blandt dem tilhørte slægten Tanuch og anerkendte omkring 1300 den egyptiske sultans overhøjhed. I 1517 erobrede tyrkerne Egypten, hvorved også druserne kom under deres styre. Tyrkerne overdrog magten til slægten Maan, som med Fachr-ed-din i begyndelsen af 1600-tallet vandt stor anseelse. Den højeste værdighed overgik der efter, i begyndelsen af 1700-tallet, til slægten Sjehâb. Den betydeligste høvding af denne slægt, [[Emir Besjir]], afsattes i 1840 af tyrkerne, idet han stod i godt forhold til [[Ibrahim Pascha]], da denne forsøgte at trænge frem i Syrien. Emir Besjir overgik til maroniterne, som hidtil havde stået i afhængighed af drusiske sheiker,<ref name="NF 1880 1478">[http://runeberg.org/nfac/0745.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1478]</ref> og antog deres lære, hvor efter der mellem de to folk i 1841 udbrød en blodig krig, som varede tre år.<ref name="NF 1880 1479">[http://runeberg.org/nfac/0746.html Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 3 (1880); sp. 1479]</ref>
Libanons indbyggere er for en stor dels vedkommende af syrisk herkomst, henholdsvis maroniter i de nordlige dele indtil ''Nahr el-Kelb'' og drusere i de sydlige. Baggrunden herfor er, at [[islam]] og araberne aldrig formåede at trænge dybt ind, og at tyrkerne aldrig under deres formelle herredømme over landet evnede fuldstændigt at undertrykke Libanon. Som følge af de geografiske forskelle i beboelsen af de to hovedfolk forsøgte Tyrkerne at dæmpe uroen ved at lade hvert af landene blive styret af en indenlandsk leder, "kaimmakam", den ene i den nordlige del, den anden i den sydlige; for områder med blandet befolkning stipuleredes særskilte bestemmelser. Denne ordning bestod til det store blodbad i 1860.<ref name="NF 1912 341">[http://runeberg.org/nfbp/0191.html Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 16 (1912), sp. 341]</ref>
Urolighederne fortsatte imidlertid og blev i slutningen af 1850-erne meget voldsomme. Druserne plyndrede og myrdede under de udsendte tyrkiske troppers påsyn, og endda med deres hjælp. I Damaskus myrdedes kristne i tusindvis. Dette fik stormagterne til att gribe ind. Fra august 1860 til juni 1861 blev landet holdt besat af en fransk styrke, og i oktober 1860 sammentrådte i Beirut en international kommission for at ordne forholdene i Libanon. I juli 1861 tilsatte [[Osmanniske Rige|Porten]] en for drusere og maronitter fælles kristen guvernør, [[Daûd Pascha]], som formåede at genskabe roen ved at fjerne de tyrkiske militærenheder, opstille en egen troppestyrke, rekrutteret fra begge Libanons folkeslag og begynde at nedbryde de feudale forhold, som havde været grundlaget for drusernes militære overlegenhed.<ref name="NF 1880 1479"/>
▲
=== Fransk mandatområde ===
Line 202 ⟶ 211:
=== Borgerkrigen 1975 – 2000 ===
I 1975 brød borgerkrig ud. De maronittiske militser udgjorde Den libanesiske Front, og palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger. Da den kristne falangist-milits belejrede palæstinensiske flygtningelejre i 1976, gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som bad om hjælp fra Syrien.
Line 212 ⟶ 220:
=== Syrisk lydregering ===
14. februar 2005 blev den tidligere libanesiske statsminister [[Rafiq Hariri|Rafik al-Hariri]] dræbt ved et bombeattentat i Beirut, sammen med 14 andre. Det blev af mange formodet, at Syrien stod bag attentatet. Regeringen gik af to uger efter attentatet. Statsminister [[Omar Karami]] og hans kabinet gav efter for de massive gadeprotester. Libanons præsident [[Emile Lahoud]] tog selv på sig opgaven at få dannet en ny regering. Demonstranterne forlangte præsident Lahouds afgang. Han regnedes som Syrien-venlig, og masserne og oppositionen ville ikke have en sådan regering.
| |||