Forskel mellem versioner af "Begravelse"

5.764 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
→‎Religiøse skikke: Om historie og kirkeritualet af 1685.
(→‎Religiøse skikke: Om historie og kirkeritualet af 1685.)
== Religiøse skikke ==
=== Kristendom ===
[[FileFil:En begravelse (Frants Henningsen).jpg|thumb|[[Frants Henningsen]]s maleri ''[[En begravelse]]'' fra [[1883]]. {{byline|[[Statens Museum for Kunst]]}}]]
Inden for [[kristendom]]men sker en begravelse under overværelse af den afdødes [[pårørende]] ved en [[religion|religiøs]] ceremoni (en mindehøjtidelighed) normalt i en [[kirke (bygning)|kirke]] eller et krematoriekapel (lille bygning eller rum til kirkelig brug), ude ved gravpladsen, i et sygehuskapel, på et [[plejehjem]] eller fra afdødes eget hjem under ledelse af en [[præst]], en pårørende eller en [[bedemand]]. Hvordan og hvor ceremonien skal foregå, bestemmes af pårørende og afdøde selv. Under ceremonien vil kisten være smykket med [[båredekoration]]er og andre typer blomsterdekorationer, lige som familie og venner markerer deres deltagelse ved at medbringe eller fremsende [[bårebuket]]ter eller andre typer dekorationer, evt. vedhæftet et bånd med en sidste hilsen.
 
[[Jordpåkastelse]]n foretages af en [[sognepræst]]. Ved begravelser sker det ved selve graven, mens det ved ligbrænding sker i kirken eller kapellet, inden kisten føres til krematoriet.
 
Hvis afdøde var medlem af [[Folkekirken]], skal præsten ubetinget begrave, hvis ikke afgør præsten om begravelsen kan foregå i kirken. En såkaldt borgerlig begravelse, eller hvis afdøde var medlem af et andet trossamfund, kan foregå fra et af folkekirkensFolkekirkens begravelseskapeller i sognet. [[Biskop]]pen kan give tilladelse til, at en begravelse eller bisættelse kan foregå fra en af folkekirkens kirker.
 
==== Historie ====
Jordpåkastelsen foregik i [[middelalderen]] efter samme [[ ritual]] så godt som over hele den kristne verden, med den [[latin]]ske [[formel]]: "''De terra plasmasti me et carne induisti me. Redemtor noster resuscita me in novissimo die.''" (= Af jord har du dannet mig, og kød har du iklædt mig. Vor frelser, opvæk mig på den yderste dag.) I middelalderen var begravelserne en hovedindtægtskilde for kirken i form af [[afgift]]er og [[arv]]. Efter [[reformationen]] i [[1537]], hvor man kuldkastede de [[Katolicisme|katolske]] [[tradition]]er, bredte der sig en usikkerhed om, hvorvidt man skulle holde fast ved jordpåkastelsen. [[Luther]] skrev selv i sit forord til ''Kristelige Begravelses[[salme]]r'' ([[1542]]), at vi i vor kirke har afskaffet alle pavelige vederstyggeligheder og gøgleri. Begravelsen skulle nu kun handle om [[opstandelse]]n, om kærlighed og venskab, og om påminde tilhørerne om deres egen død. <ref>http://www.kristendom.dk/begravelse/af-jord-er-du-kommet</ref>
 
[[Fil:Bondebegravelse.jpg|thumb|[[Erik Werenskiold]]s maleri ''En bondebegravelse'' fra [[1885]].]]
I [[Tyskland]] og [[Holsten]] var skikken med jordpåkastelse næsten helt afskaffet, og på [[Landemode]]t i [[Roskilde]] i [[1592]] spurgte [[magister]] Søren i [[Helsingør]], hvorledes han skulle forholde sig til sin embedsbroder, den tyske [[prædikant]] sammesteds, der ikke foretog denne handling. Han fik til svar, at jordpåkastelsen skulle opretholdes, men ingen yderligere instruks. Biskoppen på [[Fyn]] meddelte i [[1566]] blot at: "''Præsten skal kaste en spadefuld jord eller to på liget.''" Det kom derfor til store regionale uligheder. Ofte lod man en lille forklarende tale ledsage jordpåkastelsen. En sådan fra [[1566]] lyder: "''Det har været en gammel sædvane hos os, at når nogen kristen begraves, da plejer man at kaste tre skovlfulde jord på deres lig til en god påmindelse, os skal påminde, at vi er ikke kommet på [[legeme]]ts vegne af nogen ypperlig [[materie]], som [[stjerner]] har i sig og sådanne kroppe, men af dette ringe element jorden, og skal derhen på det sidste. Derfor skulle vi nu aldrig os [[hovmod]]e nogen tid enten af vor velbyrdighed, adelskab, slægt, byrd, styrke, kraft, gods, rigdom, skønhed o.s.v. Derfor siger man nu således: af jord har [[Gud]] skabt dig. Kød og blod har han iført dig. Til jorden est du kommen igen. Gud give dig en glædelig opstandelse på den yderste [[dommedag]]!''" Så trådte en af afdødes standsfæller frem og holdt en mindetale. I den nye lutherske lære var det talte ord det vigtige, mens man skulle undgå katolsk messetjeneste. Især [[adel]]en gav den afdøde et skudsmål. Præsterne fandt det upassende, idet de allerede havde holdt en ligtale. I øvrigt var det [[prædiken]], man mente, når man på luthersk vis talte om ordet; ikke om et skudsmål. Til sidst gik man i stedet over til højtlæsning af den afdødes [[testamente]] efter jordpåkastelsen. Al anden snak blev forbudt, om fornødent ved [[politiet]]s hjælp. <ref>http://www.kristendom.dk/begravelse/af-jord-er-du-kommet</ref>
 
Jordfæstelse som den korrekte kristne begravelse fremgår udtrykkeligt af [[kirkeritualet]] af 25. juli [[1685]], som definerede en korrekt begravelse, samt kirkens [[monopol]] på den tilhørende ceremoni. Hvor det altid havde været en betingelse for en kristen begravelse, at den afdøde var [[Dåb|døbt]], blev det nu også foreskrevet, at ingen måtte begraves uden præstens medvirken, og at afdødes venner eller stedets øvrighed skulle tilse, at afdøde fik en kristen begravelse. Dødsfald skulle derfor meldes til præsten, som skulle føre bog over alle [[sogn]]ets dødsfald. For at sikre [[sjæl]]ens [[frelse]] og det evige liv blev det afgørende, at den afdøde blev lagt i indviet jord, og at man udtalte formlen "''Af jord er du skabt mig, og med kød har du beklædt mig. Min frelser, opvæk mig på den yderste dag.''" <ref>https://www.djoef.dk/blade/juristen/juristen-2011/juristen-nr-2-2011/~/media/Documents/Djoef/J/Juristen%20nr%202%202011.ashx (s. 37)</ref>
 
En dansk begravelse i 1600-tallet indebar ikke kun, at man fulgte en kær afdød til graven, men også en fjende, der ikke måtte gå igen og gøre skade. Undertiden brød man et hul i husets [[Gavl (bygningsdel)|gavl]], og murede det til igen, når kisten var kommet ud. Ifølge [[overtro]]en vil en [[genganger]] altid søge samme vej tilbage, som han forlod stedet; men når hullet var muret til, havde man sikret, at han ikke kunne finde vejen ind. Han fik også tre håndfulde jord med i graven, som udtryk for, at den døde selv i sin grav var knyttet til gården. Kirken tog senere denne skik med i jordpåkastelsen, der blev forordnet i kirkeritualet af 1685. Jorden holder den døde fast, han er blevet "jordfæstet". En sten kunne også anbringes for at holde den døde nede på sin plads. <ref>"Med lov skal land bygges", ''Kalundborg Folkeblad'', 5. februar 2000</ref>
 
[[Fil:Hannover Juedischer Friedhof An der Strangriede 3.jpg|thumb|Jødisk gravplads i [[Hannover]].]]
=== Jødedom ===
Ifølge [[jødedom|jødisk lov]] skal liget begraves hurtigst muligt. Begravelser er det mest almindelige, idet jøder principielt er imod ligbrænding. Jødedommen tillader ikke sløjfning af grave.
 
Den folkelige [[Kabbalisme|kabbalistiske]] lære taler dels om Nefesh som menneskets [[sind]], der bliver tilbage ved graven for at [[straf]]fes dér, dels om menneskets sjæl Neshamah, der dog efter 12 måneders straf lukkes ind i [[Edens Have]], hvor den venter på opstandelsen. Menneskets [[ånd]], Ruach, kan ikke [[synd]]e, og straffes derfor ikke. [[Rabbiner]]nes lære har en helt anden enhed imellem sjæl og legeme, uden plads til en opstandelse. Ved en jødisk begravelse hedder det også "''Af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jorden skal du igen opstå.''" <ref>http://www.kristendom.dk/begravelse/af-jord-er-du-kommet</ref>
 
[[Mosaisk Trossamfund]] har eget begravelsesområde på [[Vestre Kirkegård (København)|Vestre Kirkegård]] i [[København]]. Derudover opretholdes gamle gravpladser bl.a. i København og [[Fredericia]].
6.229

redigeringer