Preussen: Forskelle mellem versioner

Siden [[Trediveårskrigen]]s dage udvikledes [[statsordning]]en mere og mere til et [[enevældigt monarki]], idet de tidligere [[landsstænder]] for de enkelte [[landskab (landsdel)|landskab]]er efterhånden tabte al virkelig magt og indflydelse. Herskeren (oprindelig [[kurfyrste]]n af [[Markgrevskabet Brandenburg|Brandenburg]], siden [[1700]] [[konge]] af [[Kongeriget Preussen|Preussen]]) tog personlig meget virksomt og afgørende del i statens styrelse, og både [[den store kurfyrste]] og senere kong [[Frederik 2. af Preussen|Frederik 2.]] førte i krigene selv deres hære. Ved siden heraf fik [[adel]]en afgjort forrang både i forvaltningen og i hæren. Efter frihedskrigen mod [[Napoleon 1.]] lovedes der [[1815]] rådgivende [[provinsialstænder]], og 1823 kaldtes det i live: der var 8 særskilte forsamlinger, og valgretten til disse var knyttet til grundejendom med stærk hensyntagen til adel og [[godsejer]]e. 1817 oprettedes desuden et [[statsråd]], sammensat især af høje embedsmænd, men uden fastsat myndighed og magtområde. 1842 indkaldtes udvalg fra stænderforsamlingerne til fælles rådslagning, og 1847 og 1848 selve disse til en forenet [[landdag]], dog uden afgørende indflydelse.

Efter [[martsrevolutionen]] [[1848]] udarbejdede en meget [[demokrati]]sk [[nationalforsamling]] (maj-november) en frisindet [[grundlov]] med dybe indgreb i kongens myndighed, og herefter kundgjorde kongen [[5. december]] [[1848]] på egen hånd en forfatning med [[tokammersystem|to folkevalgte kamre]], men denne ændredes senere i afgjort [[reaktionær]] retning. [[31. januar]] [[1850]] fik den sin endelige skikkelse, dog med visse ændringer (fra 1851—1857). Efter denne var Preussen vel et [[indskrænket monarki]], men kongen, der siden [[18. januar]] [[1871]] (170-årsdagen efter den første kongekroning) også var [[tysk kejser]], fik dog personlig en væsentlig og afgørende del i statsstyrelsen. Han valgte selv sine ministre (9—10 i tallet) efter sit skøn, uden [[parlamentarisme|parlamentarisk hensyn]], og udøvede sin myndighed ved et civilt og et militært kabinet, mens hans hærbefalinger som øverste »krigsherre« og hans anordninger som kirkens — dvs. den [[evangeliskeevangelisk-lutherske kirkeluthersk]]se kirkes — overhoved ikke skulle have nogen ministers [[kontrasignatur|medunderskrift]]. [[Lovgivende magt|Lovgivningsmagten]] delte han med en [[landdag]], der også skulle bevilge nye skatter og fastsætte rigets årlige udgifter. Den var delt i to huse: herrehuset, som 1914 talte 314, dels arvelige, standesherrer og andre adelige stormænd, 98, dels livsvarige, som kongen udnævnte enten på egen hånd, 46, eller efter indstilling fra visse adels- eller godsejer-korporationer, en del store byer og universiteter, 170, altså en overvejende adelsforsamling, og underhuset, hvis 443 medlemmer siden 1888 valgtes på 5 år (hidtil 3) i 256 valgkredse. Valgret udkom vist nok alle 24-årige mænd (valgbarhedsalderen var 30 år), men valget foretoges ved valgmænd, som blev udsete ved det ejendommelige såkaldte treklassevalg: valgkredsen deltes nemlig i mange små stemmekredse, og vælgerne i disse deltes efter skatydelse i tre klasser, der hver udredede en tredjedel af den samlede skat og derfor også valgte lige mange valgmænd, hvor efter samtlige valgmænd under eet valgte de medlemmer, som tilkom den, så at de velhavende klasser fik en overvejende indflydelse. Underhuset havde fuld myndighed over udgiftsbevillingen, idet herrehuset kun måtte stemme over finansloven som helhed.