Friedrich Gottlieb Klopstock: Forskelle mellem versioner

Hos kongen havde han en høj stjerne, og på hans anbefaling blev hans svoger [[H. Rahn]] indkaldt for at anlægge en silkefabrik ved [[Mølleåen]]. For [[Louise af Storbritannien|dronning Louise]] følte han stor hengivenhed og højagtelse; han blev dybt grebet af hendes hårde lidelser og tidlige død, 19. december 1751, og gav sine egne og folkets følelser luft i oden ''An den König'' (senere kaldet ''Die Konigin Louise'').

 

Klopstocks forhold til Bernstorff blev mere og mere intimt; han spiste hos ministeren én gang om ugen og havde fri adgang til hans udmærkede bibliotek, hvor han studerede engelsk og især Tysklands oldhistorie og nordisk mytologi. Vinteren og foråret 1752 boede Klopstock dels på Bernstorff, dels hos sin svoger Rahn i [[Kongens Lyngby|Lyngby]]. I maj rejste han til Hamborg for at trolove sig med sin Meta, men i eftersommeren kom han tilbage til København og blev her hele det næste år, idet han stadig udvidede sin kreds og ved sin anbefaling fik flere af sine landsmænd kaldede til Danmark; således fik pædagogen [[Johann Bernhard Basedow]] ansættelse ved [[Sorø Akademi]], og Klopstocks ven og beundrer [[J.A. Cramer]] blev udnævnt til hofpræst, ligesom senere [[Friedrich Gabriel Resewitz]] blev præst ved [[Sankt Petri Kirke]].

 

I foråret 1754 tog Klopstock til Hamborg og holdt bryllup; derpå rejste de nygifte til Quedlinburg, hvor Klopstock blev syg og måtte blive hele sommeren, således at han først i oktober kunne vende tilbage til København. Her tilbragte han nu nogle lykkelige år i sit hjem og i sin vennekreds, beskæftiget med sin ideale livsopgave. I 1755 blev den første halvdel af Messiaden trykt i København på kongens bekostning; i 1756 skrev Klopstock sit første religiøse drama, ''Abels Tod'', og i disse år fremkom også nogle gudelige oder og åndelige sange, som vistnok vare bestemt til kirkebrug, men de var for højt anlagte for menigmand og næppe heller rigtig sangbare. I november 1758 mistede Klopstock sin elskede hustru Meta, som han har foreviget i flere oder og især i Messiaden som ''Cidli''; hun døde i barselseng på et besøg hos sin slægt i Hamborg, og Klopstock, som selv var syg, blev ved dårligt vejr forhindret fra at være tilstede ved hendes dødsleje. I 1759 og begyndelsen af 1760 var Klopstock igen i Tyskland; i 1762 er han atter i hans fødeland, og denne gang for længere tid; han opholdt sig mest i [[Blankenburg (Harz)|Blankenburg]], Quedlinburg og i [[Halberstadt]] hos sin ven [[Johann Wilhelm Ludwig Gleim]], hvor han skrev to nye religiøse dramaer, ''Salomo'' og ''David'', lige så enkle som det første. I 1764 kom Klopstock tilbage til København og levede i sin sædvanlige kreds, som dog forøgedes med A.P. Bernstorffs svigerfader, overhofmester, grev Stolberg, der ved sin død 1765 betroede sine sønners opdragelse til Klopstock og Cramer, samt med [[Heinrich Wilhelm von Gerstenberg|Gerstenberg]]. I 1767 skrev Klopstock sine første tysk-patriotiske dramaer (Bardiete): ''Hermanns Schlacht'' og ''Hermann u. die Fürsten''. I dette år falder hans ejendommelige anonyme brevveksling med Anna Cäcilie Ambrosius i [[Flensborg]], en veninde af hans afdøde Meta.

 

 

== ''Messias'' ==