Julius Exner: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
billede
Linje 1:
[[Fil:Julius Exner 1825-1910.jpg|thumb|200px|Julius Exner]]
[[Fil:Selvportræt. Kunstnerens sidste arbejde.jpg|thumb|Julius Exner, ''Selvportræt. Kunstnerens sidste arbejde'', 1910, [[Loeb Danish Art Collection]].]]
[[Fil:Johann Julius Exner brudepars Amager.jpg|thumb|250px|''Et brudepars hjemkomst fra kirken, Amager'' (1863)]]
'''Johan Julius Exner''' ([[30. november]] [[1825]] i [[København]] – [[15. november]] [[1910]] sammesteds) var en dansk maler.
 
Line 9 ⟶ 10:
''[[Besøget hos bedstefaderen]]'' er en yndefuld idyl, en mild og elskværdig fortælling om gode mennesker, der er glade for hinanden. Hvad grundtonen angår, har det mange sidestykker i Exners produktion, således de almindelig kendte ''[[Et besøg af små fætre og kusiner hos den lille nydøbte]]'', ''[[En lille pige lader en gammel mand lugte til en rose]]'' og ''[[Den lille rekonvalescent]]''.
''[[Amagergildet]]'' skylder en stor del af sin virkning til den dygtighed, hvormed figurerne er stillede i forhold til hinanden og bevægede i de mest forskellige stillinger. Særlig værd får det desuden ved det gode humør, der hviler over det hele. Exner er ingen satiriker, hans lune er uden brod og viser sig også i mange af hans senere frembringelser, som ''[[Den forstyrrede middagshvile]]'' og ''[[Præsentation for en kender]]''. Til sidstnævnte billede har Exner gjort studierne på [[Fanø]], hvis folkeliv i hans senere år interesserede ham stærkt. Af sine ophold i udlandet har han haft forholdsvis ringe, direkte udbytte. Fra rejser i [[Sverige]] hjembragte han vel adskilligt kønt, men sydens herligheder – han var i [[1854]]-[[1858]] i [[Italien]] med Akademiets støtte – synes ikke at have kunnet påvirke ham.
[[Fil:Abgusssammlung.jpg|thumb|left|200px|''Parti af Kunstakademiets Figursal'' (1843)]]
Exner, der i [[1864]] blev medlem af Akademiet, og ved hvis skoler han var lærer [[1872]]-[[1893]], er blandt de danske [[figurmaler]]e en af de uden tvivl mest populære. Grunden hertil ligger nærmest i den klarhed og lethed, hvormed han fortæller. Ikke mange forstår som han at få publikum i tale. Nogen dybtskuende psykolog kunne man nok ikke kalde ham. Hans karakterskildringer bevæger sig altid på overfladen, så figurerne snarere virker som typer end som individer. Men man kommer som antydet hurtigt og let på det rene med, hvad han har ment med dem. I god overensstemmelse med den ånd, der råder i Exners værker, fremhæves disse altid mere soignerede og tækkelige end karakteriserende i farve og foredrag.