Færøernes historie: Forskelle mellem versioner

Den første skriflige kilde, som menes at indeholde en beskrivelse af Færøerne, blev skrevet af en irsk munk som hed Dicuil. Han havde mødt en “troværdig” mand, som fortalte fra sin læremester, abbed Sweeney, hvordan han en sommer i en båd havde nået Færøerne efter “to dages og én nats” sejllads:<br />

Om øernes ældste bebyggelse og historie i vikingetiden findes spredte bemærkninger i de [[islandske sagaer]], navnlig i "[[Færingesaga]]" (''Færeyinga Saga''), der ikke er et selvstændigt sagaværk, men indeholdes stykkevis i ''Olafssaga''<ref name="Trap 845">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 845</ref><ref>''Olafssaga'' er samlet og udgivet i færøsk, dansk og tysk oversættelse af [[Carl Christian Rafn]]</ref>. Heri fortælles, at [[Grímur Kamban]] var den første mand, som bosatte sig på Færøerne, og at kort efter [[Slaget i Hafrsfjord]] flygtede mange i Norge for [[Harald Hårfager]]s tyranni og nedsatte sig på øerne på vejen til Island. Sagaen fortæller især om de vigtigste mænd på øerne: [[Tróndur í Gøtu]], den betydeligste mand af "Gøteskeggerne", og [[Sigmundur Brestisson]]. Den sidstnævnte havde vundet stort ry for sine vikingetog, men under sit ophold i Norge blev han kristnet og fik løfte af [[Olav Tryggvason]] om at få Færøerne i forlening, hvorefter han med magt indførte den nye lære her ved år [[1000]] og søgte at sætte sig i besiddelse af øerne. Også Tróndur havde han tvunget til at lade sig kristne, men da denne også tragtede efter herredømmet, stræbte han Sigmundur efter livet og overfaldt ham på hans gård på [[Skuø]], og Sigmundur blev dræbt under flugten. Trond og [[Leivur Øssursson]] delte nu herredømmet over øerne. Efter Tróndurs død i 1035 tog Leivur dem til [[len]] af [[Magnus den Gode]], og øerne hørte fra den tid under Norge, om end de norske kongers magt over øerne ikke var stor. Ifølge kong [[Magnus Lagabøte]]s forordning af 1272 synes der kun at have været én [[Sysselmænd på Færøerne|sysselmand]] (med to lensmænd) på øerne.<ref name="Trap 845"/>

For at opretholde lov og orden oprettede befolkningen på Færøerne år 900 [[Altinget]] efter forbillede fra [[Frostatinget]] i Norge. Altinget, der samledes på halvøen [[Tinganes]] ved Tórshavn, blev ledet af en folkevalgt lagmand, og her blev truffet beslutninger om landets anliggender, vedtaget love, mæglet i indbyrdes stridigheder, idet alle frie mænd var lige for loven. Altinget var dermed det ældste direkte demokrati i Europa (ældre end Altinget på Island). I 1274 trådte imidlertid den [[Yngre Gulatingslov]] i kraft (se [[Magnus Lagabøtes Landslov]]), hvorved lagmanden blev en norsk kongelig udnævnt embedsmand, og Altinget blev omdannet til et Lagting, der kun havde ret til at dømme, men ikke til at vedtage love.

I begyndelsen var færingernes foretrukne handelssted [[Bergen]]. Færingerne kunne i tidligste [[middelalder]] selv sejle udenlands for at handle. Færøske handelsfolk kunne tilbyde varer som [[uld]], [[tørfisk]] og fugle og kunne købe varer som [[salt]], [[tømmer]] og [[korn]]. I [[1271]] blev et kongeligt handelsmonopol oprettet i [[Tórshavn]] af kong [[Magnus Lagabøte]], og det blev tillige bestemt, at der skulle gå mindst to skibe om året mellem Bergen og Færøerne. Formålet med dette handelsmonopol synes at have været at holde [[Hansaforbundet]] væk fra Færøerne, men virkningen var snarere en svækket, færøsk sejlads og dermed øernes større afhængighed af udefra kommende skibe.

I ældre tid havde øerne haft egne skibe, med hvilke de handlede påmed Norge, især [[Bergen]], men senere gik handelen mere og mere over til [[Hanseforbundet|hanseatiske]] købmænd i Bergen.<ref name="Trap 847"/>

Under kong [[Håkon 4. Håkonsson|Hakon den Gamle]] havde Færøerne og [[Shetland]] udgjort ét lagdømme, retsområde, men da Shetland ved [[Christian 1.]]’s [[Shetlandsøernes historie#Pantsættelse af øerne til Skotland|pantsættelse]] [[1469]] var kommet ind under Skotland, blev Færøerne vist nokvistnok et eget lagdømme, idet dog de første lagmænd vedblev at bo på Shetland.<ref name="Trap 846"/>

I [[1722]] blev der ansat en særlig rektor for skolen i Thorshavn, men da de [[stipendie]]r, der var bestemt til fattige disciples underhold, gik med til rektorens aflønning, hæmmedes tilgangen til skolen meget. Den vedblev dog at bestå indtil 1804<ref name="Trap 846"/>, da den sidste rektor, Gr. Müller, som havde styret skolen i 42 år, døde. [[Almue]]n fik i gamle dage kun undervisning i hjemmet. Der blev vel af og til gjort forsøg på at indføre et ordnet skolevæsen, men uden held; kun almueskolen i Thorshavn (den første danske skole i Thorshavn skyldes præsten Hans Rasmussen, død 1651) blev beståendebestod med adgang også for børn fra landet.<ref name="Trap 847"/>

I 1578 overtog kongen selv handelen, og [[1579]]-[[1583]] fik den færøske [[kaper]] [[Magnus Heinason]], der havde tjent under [[Vilhelm den Tavse]] og dennes søn [[Maurits af Nassau]] i ti år og kæmpet mod Spanien i [[Firsårskrigen]], eneret på den for sig og medredere i Bergen, lige som han fik ret til at udruste skib på orlogsvis for at rense farvandet for sørøvere, noget der også til dels lykkedes ham.<ref name="Trap 847"/> Han opførte fæstningen Skansin i [[Tórshavn]] mod [[sørøver]]e. Men han brandskattede rigtignok også øerne ved at sælge dårlige varer til ublu priser, og han mistede derfor eneretten, der gik over til andre rederier af københavnske, hamburgske eller bergensiske købmænd.<ref name="Trap 847"/> I 1589 blev Heinason, efter ordre fra [[statholder]]en [[Christoffer Valkendorf]] fanget og sendt til København, hvor han blev dømt for [[sørøveri]] til fordel for [[Holland]] og to dage senere, den 18. januar samme år, henrettet. Den hastige retssag medførte, at Valkendorf mistede sin ministerpost.

I første halvdel af det 17. århundrede (til 1620) havde et bergensisk handelsselskab enehandelen, ligesom det havde forpagtningen af øernes indkomster. Derefter gik den over til det i 1619 oprettede [[Islandske Handelskompagni]], som ophævedes 1662. I denne tid forekom der ofte gensidige klager — fra befolkningens side over uregelmæssig tilførsel, dårlige varer og for høje priser, og fra handelskompagniets side over, at beboerne brød forbuddet mod at handle med andre.<ref name="Trap 847"/>

[[Fil:Small shop Tvøroyri.JPG|200px|thumbnail|Denne bygning i Tvøroyri var det Kongelige Monopols første filial, som blev bygget udenfor Thorshavn i Tvøroyri, og er byens ældste bygning. I dag er der kafécafé, bar og museum.]]

Ved kongelig resolution af [[6. juli]] [[1816]] blev Færø Amt oprettet som et selvstændigt amt omfattende Færøerne ledet af en amtmand. Det gamle lagting ophævedes ved plakat af [[18. maj]] [[1816]], og landet fik sin overret dels i [[Hof- og Stadsretten]], dels i [[Højesteret]]. Ved grundloven af 1849 knyttedes Færøerne nøjere til Danmark, og [[Danmarks Riges Grundlov#Grundloven af 1849|Danmarks Grundlov]] trådte i [[1851]] i kraft på Færøerne. Som ligestillet detdel af riget sendte Færøerne repræsentanter til den danske rigsdag, henholdsvis 1 medlem til Folketinget og 1 til Landstinget. Folketingsmanden blev valgt umiddelbart af øernes vælgere (ifølge lov af 2. marts 1903 var øerne inddelt i 12 valgdistrikter, hvert med sit eget valgsted), landstingsmanden blev valgt af Lagtinget.<ref name="Trap 841"/> I [[1851]] fandt de første [[Rigsdagen|rigsdagsvalg]] på Færøerne sted.

I overensstemmelse med grundloven blev ved lov af [[26. marts]] [[1852]] øernes politiske forfatning nærmere ordnet, idet Lagtinget, nærmere bestemt ved lov af [[15. april]] [[1854]], blev genoprettet, lige somligesom den kommunale lovgivning senere ordnedes omtrent i overensstemmelse med de i kongeriget herskende grundsætninger.<ref name="Trap 846">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 846</ref> Lagtinget var i øvrigt en særlig politisk repræsentation, som ifølge lov af 15. april 1854 bestod af amtmanden som formand, provsten og 18 af beboerne for 4 år valgte medlemmer, der oppebar 2 kroner i dagligt vederlag. Af disse sidste valgte hvert af de 7 [[præstegæld]] 2 undtagen Sydstrømø og Østerø præstegæld, som hvert skulle vælge 4. Lagtinget afgav betænkning over de øerne vedkommende lovudkast, der af regeringen forelagdes det, samt fremsatte forslag til nye love og andre offentlige foranstaltninger. Endvidere kunne det indgive klager over lovenes forvaltning af embedsmændene og angående offentlige indretningers og midlers bestyrelse. Dernæst udnævnte det medlemmer af valgnævnene ifølge lov om folketingsvalg. Det samledes årligt i Thorshavn på [[St. Olafsdag]] 29. juli ([[St. Olaf]] var Færøernes værnehelgen). Kongen kunne opløse lagtinget. Det måtte ikke være samlet over 4 uger, med mindremedmindre halvdelen af medlemmerne anså det for nødvendigt, og ikke over 6 uger uden amtmandens samtykke.<ref name="Trap 841"/>

[[Sysselmænd på Færøerne|Sysselmændene]] i de seks [[Syssel#Færøerne|sysler]] (Strømø, Østerø, Norderø, Vaagø, Sandø og Syderø), som ansattes og afskedigedes af [[justitsminister]]en efter amtets indstilling, var stedlige politiøvrigheder og havde dels at yde landfogeden og sorenskriveren hjælp, dels at varetage forskellige forretninger, der var overdraget til dem ved lovgivningen. De udøvede således det nærmere stedlige polititilsyn, indberettede lovovertrædelser til landfogeden og så videre. Der kunne gives dem konstitution til på landfogedens og sorenskriverens vegne i mindre betydelige tilfælde at udføre fogedforretninger, [[auktion]]er, afholde forhør med mere. På egne vegne afholdt de auktioner over småvrag og hittefæ, foretog [[udpantning]]er, opkrævede skatter, førte tilsyn med karantænevæsen, foretog på- og afmønstringer og ledte [[Grindedrab|grindefangst]], ligesom de var formænd for syslernes landvæsenskommissioner.<ref name="Trap 842">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 842</ref>

Sideløbende med, at man fra dansk side bestræbte sig på at gøre Færøerne til en i alle henseender ligestillet del af det danske rige, udvikledes der sig på Færøerne en særlig national (færøsk) bevidsthed, i første omgang synliggjort ved at gøre færøsk til et særskilt sprog i skrift. [[V.U. Hammershaimb]] skabte i 1846 en [[ortografi]] for det færøske skriftsprog, og dette blevet taget i brug, da der begyndte at udkomme færøske aviser.<ref>[http://runeberg.org/nfbi/0172.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 9 (1908), sp. 307; opslag: Färöarna]</ref>

To politiske partier blev stiftet samme år: [[Sambandsflokkurin]] og [[Sjálvstýrisflokkurin]]. Sambandsflokkurin gik ind for at bevare de bestående forhold, mens Sjálvstýrisflokkurins mål var, at færingerne selv, fik mere indflydelse på egne anliggender. Partiet, som også kæmpede for uafhængighed af Danmark, fik i 1918 for første gang flertallet i Lagtinget.

Realskolen i Tórshavn oprettedes i 1861, og i 1870 fulgte Færøernes seminarium. Siden [[1872]] havde Færøerne også haft almueskoler, men undervisningssproget var stadig dansk. I 1899 grundlagde [[Símun av Skarði]] sammen med Rasmus Rasmussen [[Føroya Fólkaháskúli]], med færøsk som undervisningssprog.

* ''Samband'' mente, at det dog var vigtigvigtigt at lære dansk, og at det skulle være mere end blot et fremmedsprog ligesom engelsk og tysk. Deres bedste argument var, at man kun kan uddanne sig i Danmark, når man behersker dansk lige så godt som modersmålet.

* ''Sjálvstýris'' bedste argument var, at det jo i andre lande er selvfølgeligt, at der undervises i modersmålet, f.eks.fx på Island.

Diskussionen førte til det ''kompromis'', at færøsk blev undervisningssprog til de mindre børn, og hjælpemiddel for de ældre. Den [[16. januar]] [[1912]] kom den tilsvarende lov fra København, hvor §7 gjorde kompromiset til lov.

Ulden forarbejdedes ved [[husflid]] mest til beklædningsgenstande, navnlig til trøjer (kendt som "islandske trøjer"), strømper og vanter, op imod århundredeskiftet også til tæpper. Kødet blev for det meste vindtørret og spist under navn af "skærpekød". Fårene var tidligere i almindelig fælles ejendom således, at både udbyttet af uld og slagtefår deltes mellem ejerne efter disses andel, men kom i løbet af anden halvdel af 1800-tallet i stigende omfang i særeje ("kenning“).<ref name="Trap 835"/>

De meget små [[Færøsk hest|færøske heste]], som tidligere var langt talrigere, gik for en stor del ligesom fårene halvvilde ude hele året i udmarken. De anvendtes for det meste kun til transport af [[tørv]], som udgjorde øernes vigtigste brændselsmateriale, og gødning (til en kløvsaddel fastgjordes på hver side af hesten en tremmekasse, "''løb''") — den meste transport foregik dog på menneskeryg —, sjældensjældent til [[ridning]] og kun undtagelsesvis til at køre med, da der næsten ikke fandtes køreveje. Derimod udgjorde hestene en handelsvare til udførsel. Af [[ged]]er og [[Gris|svin]] var der så godt som ingen, derimod fandtes næsten overalt [[Gås|gæs]], [[And|ænder]] og [[Høne|høns]]. Til belysning af husdyrenes indbyrdes betydning kan nævnes, at efter kreaturtællingen den 15. juli 1898 var der i alt 106.465 får, 4.516 stykker hornkvæg, 706 heste, 33 geder og 3 svin.<ref name="Trap 836"/>

De engelske [[trawler]]e tilføjede navnlig langlinefiskeriet betydelig skade. Fangsten af [[helleflynder]] var tidligere større end på denne tid, da engelske [[Dampskib|dampere]] med deres langliner drev dette fiskeri i øernes nærhed i de senere år. Derimod tog [[sild]]efiskeriet til, efter at man i på flere steder havde anlagt fiskehuse til opbevaring af sildene, som afgav en fortrinlig [[agn]] til torskefiskeriet. Silden blev fanget med garn inde i fjordene, hvortil den kom dels om sommeren (navnlig i juli og begyndelsen af august), dels om vinteren.<ref name="Trap 833"/>

Øerne havde flere fortrinlige naturlige [[havn]]e, hvor fiskerskibene om vinteren kunne ligge fortøjede. Derimod blev fiskerbådene alle halet på land, når de ikke benyttedes, hvad enten [[bygd]]erne lå ved en [[fjord]], hvor bunden gik jævnt over i landet, eller de lå oven for klippeskrænter, hvor da bådene måtte hejses op med stort besvær.<ref name="Trap 834">J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 5, s. 834</ref>

I takt med at motoriseringen af fiskerflåden skred frem, kunne man sejle på fjernfiskeri ved Island og Grønland, og udnytte de store fiskeforekomster i disse egne. De store mængder fisk, der således blev landet af fiskerne, forbedrede mange færingers livsvilkår. I 1927 oprettedes den såkaldte [[Færingehavn]] på Grønland med den danske regerings tilsagn som modtræk mod den konkurrence, færingerne var udsat for i hjemlige farvande fra britiske og tyske [[trawl]]fiskere som et led i støtten til det færøske fiskeri. Fra oprindelig at være en nødhavn udviklede Færingehavn sig med tiden til en egentlig fiskerihavn af største betydning for færøske fiskere.

Efter den tyske ''[[Operation Weserübung]],'' da Danmark og Norge blev besat den [[9. april]] [[1940]], opstod der en strategisk, yderst betydningsfuld situation for England. I modsætning til [[Første Verdenskrig]], hvor de havde en søblokade mod Tyskland i Nordatlanten fra [[Skotland]] over [[Shetlandsøerne]] til [[Bergen]] i det neutrale Norge, så var det nu nødvendigt at skabe søblokaden fra Skotland over Færøerne til Island – en meget mere vanskelig opgave.

Efter [[2. verdenskrig]] ønskede Færøerne ikke at vende tilbage til sin gamle status som et dansk [[amt]]. I efteråret 1945 rejste et lagtingsudvalg til Danmark for at forhandle med rigsmyndighederne om en ny forfatningsordning for Færøerne. Det, der kendetegnede udvalget, var, at det ikke forinden afrejsen fra Færøerne havde en fælles indstilling, som det forelagde for danskerne. Forhandlingerne sluttede med, at den danske regering fremlagde et forslag til styrelsesordning for udvalget med bemærkning om, at dette var det videste, man mente at kunne strække sig inden for grundlovens rammer. Her efterHerefter blev det bestemt at afholde folkeafstemning på Færøerne. Afstemningsformen var usædvanlig. Der blev ikke afholdafholdt en folkeafstemning, hvor der skulle stemmes ja eller nej til det danske regeringsforslag til styrelsesordning. Der var kun to muligheder for vælgerne: enten at stemme for det danske regeringsforslag eller at stemme for løsrivelse mellem Færøerne og Danmark. Folkeafstemningen blev afholdt [[14. september]] [[1946]]. Resultatet blev 5.499 for regeringsforslaget, 5.660 for løsrivelse og 478 stemmer var ugyldige eller blanke. Valgret havde 17.540 svarende til, at 32,3% af den stemmeberettigede befolkning havde stemt for løsrivelse 31,4% havde støtte regeringsforslaget; 6.381 eller 36,4% havde ikke deltaget i afstemningen.

Fire dage senere, den [[18. september]], udråbte lagmand [[Thorstein Petersen]] Færøerne som en selvstændig nation. Oppositionen hævdede, at beslutningen var grundlovsstridig og fik støtte fra den danske regering. Som følge heraf besluttede den danske konge, [[Christian 10.]], at opløse det færøske lagtingetlagting [[23. september]] med støtte fra samtlige partier i [[Folketinget]] og at præcisere, at Danmark kun kunne godtage færøsk selvstændighed efter gensidig forhandling. Ved det efterfølgende valg var flertallet af partierne for samhørighed. Den nye lagtingsformand [[Jákup Frederik Øregaard]] udbragte en hyldest: ''Leve kongen, for Færøerne, for Danmark'', hvilket ikke før var sket i lagtinget.

Fiskeri var den vigtigste næringsvej med mere end en tredjedel af sysselsætningen mellem 1945 og 1960. I 1960-'erne gik industri kraftigt frem (absolut, ikke relativt), heraf udgjorde næringsmiddelindustrien i 1977 en tredjedel med 2.567 ansatte mod 5.100 i resten af industrien, men industrien stagnerede i 1970-'erne. Byggeri, handel, transport, administration og service var vedvarende i fremgang, mens landbrug og gartneri vedvarende var i aftagende.

[[Klaksvíkstriden]] i [[1955]] viste endnu engang, hvor paradoks den færøske politik kan være. Den vikarierende læge på Klaksvik sygehus, Olaf Halvorsen, blev i 1953 af Den Almindelige Danske Lægeforening anklaget for under 2.verdenskrig at have meldt sig til tjeneste som læge for SS. [[Klaksvík]]ingerne, som er kendt som løsrivelsesfolk, kæmpede for endenne danskdanske læge, fordi han skulle erstattes af en færøsk kollega. I stedet for at glæde sig over at få en landsmand, kritiserede de, at det var ikke deres eget valg, men et diktat fra Tórshavn. Men inden den store militære konfrontation (200 politifolk var på vej, Klaksvíkingerne var allerede under våben og miner var udlagt i havnen), fandt man et politisk forlig. Men sagen stak dog langt dybere. Det handlede om Færøernes suverænitet.

Fangstmetodernes modernisering gjorde, at den samlede fiskeriproduktion blev fordoblet fra 1960 til 1970. Det var særlig [[sild]]efiskeriet, der forårsagede denne vækst.

Der blev i årtiet bygget en lang række [[filet]]fabrikker på øerne, som gjorde, at færingerne selv kunne bearbejde råvarerne med deraf følgende fortjeneste. Antallet af ansatte i industrien voksede med 15,3% fra 6.645 i 1960 til 7.660 i 1970 svarende til ca. en femtedel af den samlede befolkning. Gennem [[1960'erne]] var Færøerne dermed et moderne industrisamfund.

I [[1970]] åbnede [[Færøernes Kunstmuseum]]. Siden 1970 har Færøerne haft deres egen repræsentant i [[Nordisk Råd]], og i 1972 besluttede et enigt [[Lagting]], at Færøerne ikke skulle følge Danmark ind i [[Europæiske Fællesskab|EF]], da man selv vilville have lov til at bestemme over fiskeriet, der ervar landets hovedindkomst.

I 1984 fik Færøerne offentligt fjernsyn, da [[Kringvarp Føroya|Sjónvarp Føroya]] (senere lagt sammen med Útvarp Føroya til Kringvarp Føroya) blev etableret. Nyhedsudsendelsen, "Dagur og vika", blev vist tre gange om ugen. Der blev samarbejdet med [[Danmarks Radio]] om at vise udsendelser, som før var blevet vist i DR.

[[Sea Shepherd Conservation Society|Sea Shepherd]] ankom i Færøsk farvand i august 1986 for at forhindre færinger i at dræbe grindehvaler. DetDa kom det til voldsomme konfrontationer med færøsk (dansk) politi og det [[Søværnet|danske søværn]], som affyrede tåregas mod aktivisternes skib, der til gengæld var omviklet med pigtråd for at forhindre politiet i at komme ombord. Aktivisterne hældte benzin ud på havet og affyrede nødraketter for at antænde den.<ref>[http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3290439/kamp-om-grinderne/?page=1 jyllands-posten.dk - Kamp om grinderne. Skrevet af JESPER STEIN LARSEN den 6. juli 2000.] Hentet 10. januar 2015.</ref>

[[1992]]: Den restriktive alkohollovgivning fra [[1928]] modereredes af den første kvindelige lagmand [[Marita Petersen]], som på daværende tidspunkt var minister. Alkoholloven er fra den 10. marts 1992.<ref>[http://arbeidseftirlit.fo/data/attachments/81E580C7-DEFE-4835-85CB-3D11F4C6830B/D5C30DC6-F363-41C4-88BB-ABCE346BAB0C.pdf arbeidseftirlit.fo]</ref> Nu kunne man købe øl, vin og spiritus uden rationering. Før fik færinger rationeringskort, hvormed de kunne bestille alkohol fra Danmark, f.eks. fra F. W. Kattrup<ref>[http://pensionistpaabornholm.blogspot.com/2013/07/en-frsk-historie-ved-juletid.html pensionistpaabornholm.blogspot.com - En færøsk historie ved juletid (privat blog)]</ref> eller Teilmann Vin. [[Rúsdrekkasøla Landsins]], også kaldet Rúsan, åbnede i Tórshavn og andre steder rundt omkring på Færøerne, hvor alkoholiske drikke sælgessolgtes. Samtidig kunne restauranter og barer søge om tilladelse til udskænkning af alkohol,<ref>[http://timarit.is/view_page_init.jsp?pageId=944341&lang=2 timarit.is - KUNNGERÐ um skeinkingarloyvi.]</ref> før var det kun tilladt i ølklubberne, hvor der krævedes medlemskab.

Efter en økonomisk stagnation i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, kom Færøerne ind i en højkonjunktur fra [[1983]]. Efter at de borgerlige partier havde vundet [[lagtingsvalget 1980]], gennemførte [[Regeringen Pauli Ellefsen|Ellefsens regering]] omfattende skattelettelser for privatpersoner og næringsliv, og der blev givet væsentlig flere licenser til fiskeopdræt på øerne: i [[1980]] var der kun givet to tilladelser til fiskeopdræt, mens der blev givet yderligere fire i [[1982]], og hele 14 i 1983.<ref>Justinussen 1997, s. 104</ref> Enkelte gange i 1980'erne udgjorde eksporten af opdrættet fisk helt op imod 20% af Færøernes samlede eksport.<ref>Justinussen 1997, s. 111</ref> I [[1986]] eksporterede Færøerne 2.500 [[ton]] opdrættet fisk. I [[1988]] var der 63 fiskeopdrætsanlæg i drift. Havfiskeriet var præget af gode fangster og gunstige priser, og der blev tillige investeret betragteligt i en yderligere udbygning af fangstkapaciteten. I [[1987]] nåede fiskeriet et højdepunkt med næsten 390.000 ton fisk.<ref>[http://snl.no/F%C3%A6r%C3%B8yene/n%C3%A6ringsliv "Økonomi og næringsliv på Færøyene"] fra ''Store norske leksikon'', en artikel med "Fri gjenbruk".</ref> I 1986 oprettedes Færøernes tredje bank, den privatejede [[Fossbankin]], der trak en del kunder til sig ved at love høje indskudsrenter.

I [[1993]] kom det frem, at den færøske økonomi og banksystemet var tæt på [[bankerot]]. Konkurserne i fiskeriet bidrog til, at [[Fossbankin]] gik konkurs. Lån på 2,7 milliarder kroner blev optaget i Danmark, og der blev indgået en aftale om tilbagebetaling af udlandsgælden. De to største banker, [[Føroya Banki]] og [[Sjóvinnubankin]], blev i 1994 fusionerede under navnet ''Føroya Banki'' for at redde sig ud af truende konkurs. [[Den Danske Bank]] trak sig der efter ud af sit færøske engagement. I marts accepterede færøske forhandlere en plan, der gjorde landsstyret til ejer af Føroya Banki. I perioden 1992–[[1993]] faldt lønningerne på Færøerne med 20 %, og 4.200-4.500 færinger (10 %) blev arbejdsløse. Omkring 10nbsp;10% af befolkningen udvandrede, omkringheraf halvdelen til Danmark, og en del uden at vende tilbage. I [[1995]] nedsatte regeringen [[Poul Nyrup Rasmussen]] en undersøgelseskommission for at efterforske den færøske banksag. I [[1998]] udkom denen 2.500 sider lange rapport om den færøske banksag. Færøerne krævede herefter 1,5 milliarder kroner i erstatning fra Danmark, men fik kun 900 millioner. Færøerne blev ramt af økonomisk krise.

I [[1993]] fejrede Færøerne 1000 året for kristendommens indførelse. Indtil 2007 betalte den danske stat årligt 13 mio. kroner<ref>[http://www.kristeligt-dagblad.dk/historie/folkekirken-p%C3%A5-f%C3%A6r%C3%B8erne-%C3%B8nskes-overtaget-til-nyt%C3%A5r kristeligt-dagblad.dk - Folkekirken på Færøerne ønskes overtaget til nytår]</ref> til [[Færøernes folkekirke|folkekirken på Færøerne]]. Efter folkekirkens overdragelse til det færøske hjemmestyre den [[29. juli]] [[2007]], betales udgifterne af de færøske skatteborgere.

Advokatundersøgelsen af den færøske banksag offentliggjort i [[1998]]<ref>[https://www.danskebank.com/da-dk/Presse/nyheder/Pages/smpm31031998.aspx danskebank.com - Den færøske banksag]</ref> skabte også øget spænding i forholdet mellem Færøerne og Danmark. Lagtingsvalget samme år skabte en flertal for [[Høgni Hoydal]]s republikanere og [[Anfinn Kallsberg]]s Folkeparti. Efter valget gik [[Fólkaflokkurin]] (Folkeflokken), [[Tjóðveldi]] (Republikanerne) og [[Sjálvstýrisflokkurin]] (Selvstyrepartiet) sammen i regering. Et af landstyrets vigtigste mål var, at Færøerne blev en selvstændig stat. Regeringen forhandlede med Danmark om løsrivelsen. De danske krav var en hurtig overgangsordning på fire år, hvor efterhvorefter [[bloktilskud]]det skulle bortfalde. Færingerne var chokerede over udmeldingen og foreslog selv en overgangsordning på 10-15 år. Det totale sammenbrud i forhandlingerne skete i [[2000]]. Samme år fik 12 olieselskaber 7 licenser til at søge efter olie ved Færøerne.

Den [[29. marts]] [[2005]] nåede krisen mellem Færøerne og Danmark et foreløbigt slutpunkt, idet [[Jóannes Eidesgaard]] og den danske udenrigsminister [[Per Stig Møller]] i [[Fámjin]] underskrev [[Fámjinserklæringen]], en fælles aftale om, at Færøerne fik ret til at deltage i alle internationale organisationer som associeret medlem og ret til at oprette egne repræsentationer på Danmarks [[ambassade]]r.<ref>[http://www.stm.dk/_p_5621.html Famjinerklæringen]</ref> Den 31. august indgik Færøerne en aftale med Island om en fælles handelaftale. Den 2. september ophævedes alle told- og handelsbegrænsninger mellem de to lande. Samme år vedtoges overtagelsesloven til fremtidig regulering af Færøernes selvstyre.

Sammen med grundloven udgør hjemmestyreloven og overtagelsesloven her efterherefter grundlaget for Færøernes forfatningsmæssige stilling i riget. I overtagelseslovens præambel anføres, at loven hviler på en overenskomst mellem landsstyret og regeringen som to ligeværdige parter. Også efter lovens ikrafttræden vælges to af Folketingets medlemmer på Færøerne i henhold til grundlovens bestemmelser herom. Hovedformålet med indførelse af selvstyre har været at muliggøre en yderligere overførelse af forvaltnings og dermed ansvar til de færøske myndigheder i erkendelse af den særstilling, som Færøerne indtager i national, historisk og geografisk henseende inden for riget.

Myndighederne på Færøerne består fortsat af en folkevalgt forsamling, Lagtinget, samt en offentlig forvaltning, landsstyret, der er oprettet af Lagtinget. Hjemmestyreloven og overtagelsesloven indeholder ikke nærmere regler om disse organers sammensætning med mere, men har overladt det til de færøske myndigheder selv at fastsætte bestemmelserne herom.

Ligeledes gennemførtes lov nr. 579 af 24. juni 2005 om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler ([[fuldmagtsloven]]), der trådte i kraft den [[29. juli]] [[2005]].<ref>[https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=20992 retsinformmation.dk: Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler]</ref> Med loven fik landsstyret mulighed for på rigets vegne at forhandle og indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og mellemfolkelige organisationer, herunder forvaltningsaftaler, som fuldt ud angår de sagsområder, der er overtaget af de færøske myndigheder. Ordningen omfatter ikke folkeretlige aftaler, som vedrører forsvars- og sikkerhedspolitikken, samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles inden for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.<ref name="stm.dk"/>

Ifølge overtagelseslovens § 2, stk. 2, kunne disse sager og sagsområder, overgårovergå til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder efter forhandling med de danske myndigheder.:

Sager, som færøske myndigheder '''ikke''' kan overtage efter Overtagelsesloven, omfatter:

[[Fil:Vágatunnilin, Faroe Islands.JPG|right|thumb|300px|Vágartunnelen forbinder øerne [[Vágar]], hvor lufthavnen er, medog [[Streymoy]]]]

Færøerne overtog ejerskabet og driften af Vágar Lufthavn i 2007 fra danske myndigheder. AftaleDer blev gjortindgået aftale mellem danske og færøske myndigheder om, at Investeringsfonden for Færøerne skulle finansiere de nødvendige udbygninger af Vágar Lufthavn, som færøske myndigheder ønskede, bl.a. forlængelse af landingsbanen og bygning af ny terminal.<ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=91698 retsinformation.dk - Forslag til Lov om ændring af lov om en investeringsfond for Færøerne m.v. (Nedbringelse af fondens egenkapital)]</ref><ref>[https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=99876 retsinformation.dk]</ref> I december 2011 blev Vágar Lufthavn udbygget, banen som før var 1.250 meter lang blev forlænget til 1.799 meter. Den 27. september 2012 blev kontrakt underskrevet med Articon om bygning af ny terminal. Den 16. juni 2014 blev den nye terminal afhændet til Vága Floghavn (Vágar Lufthavn).<ref>[http://www.sandportal.fo/ein-nymotans-terminalur-nogv-folk-vitjadu/ sandportal.fo - EIN NÝMÓTANS TERMINALUR – nógv fólk vitjaðu]</ref>

Færøerne er en lille nation, men har store rigdomme i form af fisk i havet omkring Færøerne. Færøske fiskeskibe fisker et ton for hver 160 tons på verdensplan.<!-- Jeg har fundet 280.000 færøske ton i http://www.seaaroundus.org/doc/publications/wp/2015/Gibson-et-al-Faroe-Islands.pdf side 8, som skal holdes op mod http://videnskab.dk/kort-nyt/kontroversielt-studie-afslorer-globalt-overfiskeri, der globalt angiver henh. 84 og 130 millioner tons som 2 bud. Men det giver så enten 1 til 291 eller 1 til 484. -->

Der er uenighed mellem de forskellige politiske partier om fiskeripolitikenfiskeripolitikken. Der er også uenighed mellem de enkelte lagtingsmedlemmer indeindenfor ihvert af partierne. I 2010 fastsatte Færøerne sine egne makrelkvoter, da forhandlinger med EU og de andre strandlande ikke førte til nogen aftale. I 2011 forhøjede Færøerne egne makrelkvoter til 10%, hvilket førte til stor utilfredshed hos EU og Færøernes nabolande i Nordatlanten. Enkelte partier går ind for, at kvoterne sælges, således, at den færøske landskasse får indtægter ved salget. [[Fólkaflokkurin]] fastholder, at kvoterne ikke skal sælges, men uddeles af fiskeriministeren. Der er blevet rejst kritik af måden, hvorpå kvoterne uddeles,. detDet er fiskeriministeren, [[Jacob Vestergaard]] og en gruppe mandlige lagtingsmedlemmer fra koalitionen samt lagmand [[Kaj Leo Johannesen]], som mødes for at diskutere, hvordan kvoterne skal fordeles. [[Kringvarp Føroya]] sendte første del af tre episoder af en dokumentarserie, som handler om fiskeripolitikken. I udsendelsen blev der sagt, at flere af politikerne, som var i gruppen, somder diskuterede, hvordan kvoterne skulle fordeles, var i familie med eller havde tætte relationer med flere af redernede redere, som modtog kvoter. F.eks.Fx er [[Jákup Mikkelsen (politiker)|Jákup Mikkelsen]] svoger og tidligere kollega til Hanus Hansen, som er reder og næstformand for Færøernes Rederiforening, [[Bill Justinussen]] er bror til rederen Ludvík við Stein og. [[Alfred Olsen]] er far til rederen Johannes Martin Olsen og farbror til Anfinn Olsen, som er formand for rederiforeningen.

Kvoterne blev først delt ud til de tre rederier, som ejede notskibe i 2010: Varðin fra Gøta, Christian í Grótinum fra [[Klaksvík]], som har færøske og hollandske ejere og Framherji fra [[Fuglafjørður]], som har færøske og islandske ejere. Året efter, i 2011, forlod [[Fólkaflokkurin]] regeringen, og en mindretalsregering satte sig for at sælge en del af kvoterne på auktion. Det viste sig bare senere, at det ikke udelukkende var en succes, da en stor del af kvoterne viste sig at være blevet solgt til [[Kina]] via en færøsk stråmand, som kun ejede en mindre notbåd, som ikke ville kunne klare at fiske den store kvote. Det store kinesiske modtagerskib Lafayette sejlede til Færøerne ind til [[Skálafjørður]] i 2011, hvor nogle få unge færøske mænd fik arbejde ombord sammen med flere hundrede kinesere. Lønnen, de fik, viste sig at være mindre end hvad, færøske aftaler med fagforeninger ellers fastsatte. Lagtinget vedtog i 2012 en lov som krævede, at udenlandske modtagerskibe skulle betale 2 kroner per kilo af færøsk makrel, det gjorde, at interessen fra udenlandske modtagerskibe blev væsentlig mindre, end før loven trådte i kraft, og det endte med, at de udeblev helt.<ref>[http://kvf.fo/netvarp/sv/2015/02/02/landsstyrisutnevndir-milliardingar kvf.fo - Landsstýrisútnevndir milliardingar (Milliardærer udpegede af Færøernes Landsstyre). TV-dokumentar, produceret af Færøernes Radio ([[Kringvarp Føroya]], Jan Lamhauge og Jógvan Eli Dam, vist i KVF den 2. februar 2015.]</ref><ref>[http://kvf.fo/Archive_Articles/2012/08/09/hava-einki-avreiingargjald-fingi-enn kvf.fo Hava einki avreiðingargjald fingið enn, skrevet i august 2012.]</ref>

Færøske økonomer vurderer, at skibene som har fisket makrel har haft usædvanligt overskud, som efter deres vurdering burde være endt i den færøske landskasse i stedet for som profit for de få familier, som ejer skibene. En af økonomerne, Kári Petersen, kritiserede måden som, kvoterne blev uddelt på. Han sagde, at de blev uddelt til de rederier, som tilfældigvis ejede notskibe, mens andre, som ejede andre typer af skibe, ikke fik nogen andel af kvoterne. Han sammenlignede det med, at hvis der nu blev fundet guld for nogle milliarder et sted på Færøerne, at politikerne så besluttede, at kun de 10 personer, somder ejede en gravko kunne få licens til at grave efter guldet. Han mente, at landskassen burde have fået ca. 600 millioner ved at sælge kvoterne ved auktion.

Andre skibe har senere fået andel af makrelkvoterne, som blev fordelt på nypåny, hvor notskibene fik 68% og industriskibe fik 11%. Flere af de rederier, som har fået tildelt makrelkvoter gratis fra Færøernes Landsstyre, vælger at sælge skibet med kvoten for meget mere, end skibet er værd. På den måde er kvoterne blevet en handelsvare, som nogle får forærende fra landet og derefter sælger videre med stor gevinst.

I 2011-12 blev en pelagisk fabrik, Varðin Pelagic, bygget i [[Tvøroyri]], det skaffede ca. 100 nye arbejdspladser, som skabte ny optimisme på [[Suðuroy]], somder har problemer med forholdsvis stor fraflytning, manglende arbejdspladser og forholsvis stor arbejdsløshed i forhold til de centrale område af Færøerne. Det var Varðin fra Gøta, somder sammen med lokale byggede fabrikken, som åbnede i august 2012. I 2014 blev en lignende fabrik bygget i [[Fuglafjørður]], som ligger i den nordlige del af [[Eysturoy]]. Fabrikken hedder Pelagos og ejes a/s Pelagos, som blev etableret af Havsbrún, Framherji og Palli hjá Mariannu nedmed en startkapital på 50 millionirmillioner kr.<ref>[http://www.fuglafjordur.fo/Index.asp?pID=AB99AA8C-231C-4319-B99D-BB9FF3578938&cID=%7B5FAFE1F0-D9C1-4F92-B267-4A1B1DDA2033%7D&rID=%7BABDCF8C2-16C9-4840-B82C-0C49253188AC%7D fuglafjordur.fo]</ref>

Færøerne og EU var uenige om lakse- og sildekvoter, siden Færøerne i 2010 fastsatte sine egne kvoter, efter at det ikke lykkedes at forhandle sig til kvoter, og efter, at makrelenmakrellen ændrede vaner og nu svømmede omkring Færøerne. Kvoterne, som Færøerne gav sig selv, blev fisket i eget havområde. I 2010 var den færøske kvote 5%, som svarede til 15.000 tons, de ønskede dog 15%. I 2011 fastsatte den færøske fiskeriminister, [[Jacob Vestergaard]], Færøernes makrelkvoter til 150.000 tons, iberegnet kvoter, som [[Island]] og [[Rusland]] fik i gensidige forhandlinger og makrelfiskeri til videnskabeligt formål.<ref>[http://www.fisk.fo/kunning/tidindi/aseting-av-foroyskari-makrelkvotu-fyri-2011/ fisk.fo - Færøernes Fiskeriministerium. Titel: Áseting av føroyskari makrelkvotu fyri 2011. Publiceret den 14. marts 2011.]</ref>

Fra 1. januar 2012 trådte en ny dansk lov i kraft, som viste sig at gøre forskel mellem danske statsborgere fra Danmark, Færøerne og Grønland, hvor borgere fra Færøerne og Grønland, der flyttede til Danmark, ikke havde samme ret til familieydelser på baggrund af optjeningsprincippet. Færinger og grønlændere kom i samme kategori som indvandrere, selv om de var danske statsborgere.<ref>[http://www.kl.dk/ImageVaultFiles/id_60738/cf_202/Fagligt_nyt_fra_Udbetaling_Danmark_1_2013_-_Famili.PDF - Brev til kommunerne fra Udbetaling Danmark. Fagligt nyt fra Udbetaling Danmark 1/2013 – Familieydelser]</ref> Personer, som flyttede til Danmark i 2012, skulle ifølge loven opfylde kravet om at have boet i Danmark<ref>[http://new.folketingsbilag.dk/2Lovforslag.asp?LovforslagId=7746 new.folketingsbilag.dk - L 74 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om en børne- og ungeydelse. (Forhøjelse af loftet over fradrag for fagforeningskontingenter og beregning af ydelser i 2012 ved bopæl eller beskæftigelse i Grønland og på Færøerne).]</ref> I oktober 2014 blev der rettet på uligheden, og færinger og grønlændere, som ellers opfyldte betingelserne til familieydelser, og som flyttede til Danmark i 2012, kunne nu få familieydelserne med tilbagevirkende kraft tilbage til 1. januar 2012. Bopæl i Færøerne og Grønland blev ligestillet med bopæl i Danmark. Det færøske folketingsmedlem, [[Edmund Joensen]], og det grønlandske folketingsmedlem, [[Sara Olsvig]], havde i en periode lagt pres på skatteministeren, for at færinger og grønlændere, der flyttede til Danmark, blev jævnstilletligestillet med danskere i Danmark. Lovændringen ville koste statskassen ca. 7 millioner kroner.<ref>[http://kvf.fo/greinar/2014/10/13/allir-rikisborgarar-sama-raett-til-barnastudulin kvf.fo - Allir ríkisborgarar sama rætt til barnastuðulin (Alle rigsborgere samme ret til børnebidrag)]</ref>

I december [[2012]] vedtog [[lagtinget]], at Færøernes Landsbank (ville svare til nationalbanken, hvis Færøerne var selvstændig stat) skulle nedlægges. Lagtinget ønskede at spare penge og at overføre landsbankens funktioner til andre offentlige institutioner, f.eks. Hagstovan (Færøernes Statistik). [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Landsstyrekoalitionen]] begrundede nedlæggelsen med, at der kunne gennemføres besparelser, og oppositionen kritiserede bl.a. landsstyrekoalitionen for at modarbejde uafhængig økonomisk rådgivning. Landsbanken skulle bl.a. udarbejde rapporter om Færøernes økonomiske situation, forvalte en del af det offentliges likviditet samt være sekretariat for Færøernes Økonomiske Råd. Lovforslaget blev vedtaget med 19 stemmer for og 14 imod. Der er ialti alt 33 medlemmer i Færøernes Lagting.<ref>[http://www.ft-news.com/faeroernes-landsbank-nedlaegges/ ft-news.com - Færøernes Landsbank nedlægges]</ref><ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2012/12/12/landsbankin-avhvdaur kvf.fo - Landsbankin avhøvdaður]</ref> Før loven blev vedtaget, forsøgte oppositionen at få sagen udsat, men det nægtede formandsskabet. Færøernes finansminister, [[Jørgen Niclasen|Jørgen Niclasen,]] ønskede, at Landsbanken skulle nedlægges allerede fra 1. januar 2013, men et flertal af Lagtingets Finansudvalg vedtog at ændre datoen til 1. april 2013. Der var en del offentlig debat og protester i Færøerne både før og efter, at lovforslaget blev lagt forforelagt Lagtinget. [[Færøernes Arbejdsgiverforening]] (''Føroya Arbeiðsgevarafelag'') advarede mod at nedlægge Landsbanken og spurgte, hvem der så skulle stå for uafhængige økonomiske udredninger af Færøernes økonomi.<ref>[http://www.industry.fo/Default.aspx?ID=32&Action=1&NewsId=705&PID=4786 industry.fo - Hvat verður av óheftu búskapargreiningunum?], skrevet den 12. april 2012</ref>

[[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Kaj Leo Johannesens 2. regering]] indførte en pensionsreform, som trådte i kraft den 1. januar 2014. Lovforslaget til den nye efterlønslov blev vedtaget af [[Lagtinget]] den 14. maj 2013,<ref>[http://www.sudurras.fo/24917 sudurras.fo - Eftirlønarlógin samtykt], skrevet af Finn Thomsen, den 7. maj 2013</ref> Ifølge TAKS (Færøernes Told og Skat) var der ca. 3000-4000 færøske lønmodtagere, som ikke havde nogen efterlønsopsparing.<ref>[http://kvf.fo/netvarp/uv/2013/11/05/slakir-4000-froyingar-hava-onga-eftirlnarskipan - Slakir 4000 føroyingar hava onga eftirlønarskipan], kvf.fo har samtale med Eyðun Mørkøre, direktør for TAKS, den 5. november 2011.</ref> Efterlønsloven går ud på, at alle som ikke har egen pensionsopsparing, hvor enten arbejdsgiveren eller arbejdstageren selv betaler ind på en efterlønkonto/ordning, fremover skal tvinges til selv at betale til deres egen efterlønsordning. Fra 1. januar 2014, blev alle indtægter som var over 3000 kroner trukket med 1%, som skulle gå til en efterlønsordning, som lønmodtageren selv har valgt. I 2015 steg egenbetalingen til efterløn af ikke-pensionsgivende indtægter til 2%, og bagatelgrænsen blev sænket til 1500 kroner. Tvungen efterløn forhøjes med 1% hvert år, indtil man når op på 15% i 2028. Årsagen, til at politikerne har indført pensionsreformen, er, at tallet af ældre færinger øges, mens børnetallet formindskes. Fremregninger viser, at landet ikke kommer til at få råd til at betale folkepension til alle i fremtiden. Socialminister [[Annika Olsen]] og [[Regeringen Kaj Leo Johannesen II|Kaj Leo Johannesens 2. regering]] har haft til hensigt at forhøje folkepensionsalderen, som på Færøerne er 67 år og dermed en af de højeste i verden, først til 68 år i 2013 og derefter til 69 år i 2016 ogfor dereftermed optiden tilat ende på 70 år,. detDet blev dog ikke gennemført.<ref>[http://www.tjodveldi.fo/forsida/tidindi.aspx?NewsID=2959 Tjodveldi.fo - Kristina spyr um hækking av pensjónsaldrinum], skrevet den 16-04-2012, forespørgsel fra lagtingsmedlem Kristina Háfoss til lagmand Kaj Leo Johannesen</ref> Arne Thorsteinsson, formand for Færøernes Pensionistorganisation, advarede i september 2014 færinger mod at afskaffe folkepensionen for alle og i stedet ændre den til en almissepension, som den var før i tiden.<ref>[http://www.in.fo/index.php?id=42&tx_news_pi1%5Bnews%5D=16901&tx_news_pi1%5Bcontroller%5D=News&tx_news_pi1%5Baction%5D=detail&cHash=adcc2e142b89b209216143ab177c9c7f in.fo - Ávarar føroyingar ímóti at lata seg lumpa (Advarer færinger imod at lade sig lumpe)], skrevet af Áki Bertholdsen, den 13. sep. 2014.</ref>

Planen er på et tidspunkt at aftageaftrappe eller ændre folkepensionen, således at detden kun ertildeles personer, somder pga. uarbejdsførlighed, længere tids arbejdsløshed m.m. ikke har haft mulighed for at spare op til egen efterløn/pension. Ordningen tager ikke højde for, om en person har en ordning i sit hovederhverv. En lærer eller en kontorfunktionær kan f.eks. have en god efterlønsordning, hvor arbejdsgiveren betaler 15% i efterløn til lønmodtageren, men hvis læreren så har et bierhverv, hvor han eller hun f.eks.fx underviser på aftenskole eller er byrådsmedlem, så skal vedkommende alligevel selv betale til en efterlønsordning af disse sidebeskæftigelser. Alle lønkontorer må oprette efterlønkonti til alle ansatte, også til de personer, som ikke er berettiget til efterløn fra arbejdsgiveren, så skal de i stedet selv betale tvungen efterløn, som arbejdsgiveren trækker af den ansattes løn,. hvisHvis det ikke bliver gjort, så går lønnen ikke igennem, når den skal udbetales fra banken. Der er dog nogle undtagelser i følge Efterlønlovens paragraf 3, som fastsætter bestemmelser om, at visse indtægter ikke skal betale til tvungen efterlønordning, disse undtagelser er f.eks.fx legater, uddannelsesstøtte, pensioner, børnebidrag og bistandshjælp.<ref>[http://www.taks.fo/00007/00066/01611/ Taks.fo - Eftirlønarlógin]</ref>

I 2014 fik Færøerne den første "milliardærfamilie", da aktierne i lakseopdrætsvirksomheden [[Bakkafrost]] voksede så meget, at direktøren for Bakkafrost, Regin Jacobsen, og hans mor, Oddvør Jacobsen,<ref>[http://www.bakkafrost.com/default.asp?menu=213 "Major Shareholders"] fra Bakkafrost.com, 'last updated on October 22nd 2014'</ref> ejede aktier for 1,1 milliard kroner. Bakkafrost havde på det tidspunkt en værdi af 6,1 milliard danske kroner.<ref>[http://www.business.dk/foedevarer/faeroesk-lakseeventyr-skaber-milliardaerfamilie "Færøsk lakseeventyr skaber milliardærfamilie"] fra Business.dk, af Bent Højgaard Sørensen 8. september 2014</ref> Værdiøgningen skete efter, at [[EU]] og Norge valgte at [[boykot]]te [[Rusland]] på grund af krigen i [[Ukraine]], og Rusland til gengæld iværksatte straffesanktioner imod EU og Norge. Mens Danmark og resten af EU var ramt af russiske straffesanktioner, rejste den færøske regeringschef, [[Kaj Leo Johannesen]], til Moskva for at forhandle om øget færøsk eksport til Rusland. Danmarks udenrigsminister [[Martin Lidegaard]] (R) advarede Færøerne om ikke at udnytte situationen.<ref>[http://www.business.dk/oekonomi/faeroesk-hjaelp-til-putin business.dk - Færøsk hjælp til Putin]</ref>

Den 17. januar 2014 valgte Niclasen at invitere til et pressemøde for de færøske medier sammen med sin advokat, Christian Andreasen.<ref>[http://www.nordlysid.fo/tidindafundur+um+tollmalid.html nordlysid.fo Tíðindafundur um tollmálið (Pressemøde om toldsagen)]</ref> Til pressemødet sagde han blandt andet, at han var blevet anklaget for at have snydt i told, og at det ville han tilbagevise. Han sagde, at anklagerne fra medierne havde intet med virkeligheden at gøre. ''Der er blevet betalt told i al min tid'', sagde han, og fortsatte: ''Det vigtigste er, at jeg som direktør for familieforetagendet holdt landets love''. Niclasen forsvarede sig med, at årsagen til, at han og hans firma havde solgt varer, hvor told ikke var betalt først, skyldtes, at de troede, at de havde en toldkredit. Så snart som han i 1992 havde fået oplyst, at toldkreditten var udløbet, så holdt han op med at sælge varer, som ikke havde været igennem toldmyndighederne, og N. Niclasen betalte så meget told ,som man overhovedet orkede. Hans advokat, Christian Andreasen, fremlagde en forklaring, som medierne fik udleveret, umiddelbaetumiddelbart før pressemødet startede.<ref>[http://aktuelt.fo/her+er+nidurstodan+hja+sakforaranum+hja+jorgen+niclasen.html Aktuelt.fo Her er niðurstøðan hjá sakføraranum hjá Jørgen Niclasen. (Her er konklutionen fra Jørgen Niclasens sagfører.)]</ref>

I TV-dokumentarprogrammet kom det frem, at Tróndarson havde været på uanmeldt lagereftersyn rundt omkring på Færøerne for Færøernes toldmyndigheder i august 1992, og fandt da i lageret hos Skipafelagið i [[Sørvágur]], som lå i samme bygning som firmaet N. Niclasen, nogle mistænkelige lister med oversigt over varer, og han vidste ikke, hvad disse lister betød. Da han spurgte folk på stedet, om, hvad det betød, fik han ikke noget svar. Der var flere sider med flere hundrede posteringer. Dagen efter rejste Tróndarson til en toldafdeling i [[Klaksvík]], og der fandt han en side, med 5-6 posteringer, som lignede dem, han havde set i Sørvágur. Da han spurgte, hvad denne liste betød, fik han at vide, at der manglede nogle dokumenter vedrørende disse varer, og derfor var varerne endnu ikke told deklareredetolddeklarerede. Da der fandtes lister med over 300 varer, som ikke var told deklarerede i Sørvágur, burde lageret være fyldt med varer, men det viste sig, da toldmyndighederne besøgte stedet endnu engang, at lageret var fuldstændig tømt for varer. De fik at vide, at varerne var blevet solgt, uden at de var blevet told deklareredetolddeklarerede først.<ref name=Toldsagen/>

Den 25. februar 2015 faldt domfældelse i sagen. [[Jørgen Niclasen]] vandt sagen, og journalisterne tabte. Journalisterne blev dømt til at betale henholdsvis 20 og 10 dagbøder på 1000 kroner. Derudover blev de sagsøgte, Hans Andrias Midjord, Liljan Weihe, Jan Lamhauge og Sveinur Tróndarson dømt til insolidumsom solidarisk hæftelse at betale sagsøgeren 50.000 kr., dog skulle sagsøgte Jan Lamhauge maksimalt betale 5.000 kr. Derudover skulle de sagsøgte inden 14 dage in solidum betale sagsomkostninger til sagsøger, Jørgen Niclasen, med 75.000 kr.<ref>[http://aktuelt.fo/domur+fallin.html aktuelt.fo - Dómur fallin: Jørgen vann (Domfældelse: Jørgen vandt)]</ref><ref>[http://www.domstol.dk/Faeroeerne/nyheder/domsresumeer/Documents/760_2014_dom.pdf Retten på Færøernes DOM - Afsagt den 25. februar 2015 i sag nr. BS 760/2014]</ref> Sveinur Tróndarson valgte at anke dommen til Landsretten.<ref>[http://www.in.fo/news-detail/news/sveinur-trondarson-kaerir-domin/ in.fo - Sveinur Tróndarson kærir dómin], skrevet af Danjal av Rana, den 25. februar 2015.</ref>

Dommeren Søren Seerup mente, at toldsagen var aktuel og relevant for de færøske medier, men at måden, de valgte at fortælle om sagen, burde have været anderledes.<ref>[http://www.in.fo/news-detail/news/truvirdid-fingid-eitt-skot-fyri-bogvin/ in.fo - Trúvirðið fingið eitt skot fyri bógvin], skrevet af Vilmund Jacobsen den 25. februar 2015.</ref> Journalisterne blev senere frifundet ved Landsretten, og Jørgen Niclassen blev dømt til at betale modpartens sagsomkostninger. Jørgen Niclassen prøvede at få sagen for Højesteret, men 5. april 2016 afgjorde Procesbevillingsnævnet, at sagen ikke kunne appelleres til Højesteret. Dommen i Landsretten står derved ved magt.

Færøerne har deltaget ved [[Island Games]] siden legene spartedestartede i 1985, i 2009 vandt Færøerne [[Island Games 2009|Island Games]] med 34 guld medaljer, 23 sølv og 24 bronsebronze.<ref>[https://www.trygging.fo/Taenastur/Tidindi/Tryggingarfelagid_Foroyar_hovudsstudul_hja_oyggjaleikalandslidinum_2011/ Trygging.fo - Tryggingarfelagið Føroyar høvuðsstuðul hjá Oyggjaleikalandsliðnum 2011]</ref>

Færøerne er det eneste land i Norden, som ikke tillader to af samme køn at gifte sig med hinanden. Udover Færøerne er Italien det eneste sted i Vesteuropa, der ikke tillader ægteskab eller registreret partnerskab mellem to af samme køn. Et forslag blev fremsat i lagtinget i 2012 af dele af oppositionen, men det blev nedstemt af daværende borgerlige regeringspartier. I september 2015 blev der for første gang valgt en åbent homoseksuel færing i lagtinget, da Sonja Jógvansdóttir fik næstflest stemmer bland Javnaðarflokkurins kandidater, kun overgået af formanden, Aksel V. Johannnesen. Der opstod dog uenigheruenigheder få dage efter valget, og dagen efter at den nye regering var blevet udnævnt, forlod hun partiet, og udtalte, at hun ikke kunne være medlem af et parti, der blev domineret af nogle få, homofobiske mænd. Hun ønskede at lægge et forslag for lagtinget, som giver to af samme køn ret til borgerlig vielse og eller have samme rettigheder, som ægtepar af forskelligt køn havde. Andre lagtingsmedlemmer ønskede at være med til at lægge forslaget for lagtinget, og mente derved, at der var større sandsynlighed for at få det vedtaget, hvis det blev lagt frem af medlemmer af flere partier. Lovforslaget blev lagt frem af Sonja Jógvansdóttir (løsgænger), Kristianna Winther Poulsen (JF), Hanna Jensen (F) og Bjørt Samuelsen (T) i slutningen af september 2015.<ref>[http://kvf.fo/greinar/2015/09/24/uppskot-broyta-hjunabandslogina-latid-tinginum#.VyDFL_nhAdU kvf.fo - Uppskot at broyta hjúnabandslógina latið tinginum]</ref> Det var ret kompliceret, og derfor brugte Lagtingets administration knap to måneder til at undersøge, hvordan proceduren skulle være. Der var i starten tale om tre forslag, men efter at den øverste ledelse for den færøske folkekirke sagde, at de ikke ønskede, at Lagtinget lovgav indom ikirkelige kirkenforhold, så valgte de fire lagtingskvinder at trække det tredie forslag tilbage, som handlede om, at homoseksuelle par ikke skulle have lov til at blive gift i kirken.

De to lovforslag kom til første behandling i november 2015, hvor det blev besluttet, at det skulle behandles i Velfærdskomiteen og i [[Lagtingets retsudvalg|Retsudvalget]]. Lovforslagene kom til anden behandling den 13. marts 2016, men der kunne ikke opnås enighed om § 1415, stk. 2 i den danske ægteskabslov<ref>https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=173274</ref>, hvor der står, at borgerligt gifte ægtepar har ret til at få deres ægteskab velsignet i kirken. Lige præcis den formulering skabet megen debat i lagtinget og i det færøske samfund. De fire lagtingskvinder forventede ikke, at lovforslagene ville have nogen chance for at blive vedtaget, hvis de homoseksuelle par også fik lov til at blive gift i kirken eller få deres ægteskab velsignet i kirken. Derfor kom de med et ændringsforslag ved anden behandling den 13. marts 2016, men der var så meget modstand og kunne ikke opnås flertal, at de valgte at stemme for et forslag fra nogle af oppositionens medlemmer om at sende forslaget tilbage til udvalgene. Verfærdsudvalget havde 24 møder, hvor de diskuterede og indkaldte forskellige relevante personer, bl.a. biskoppen. Lovforslaget kom for anden gang til anden behandling i Lagtinget den 26. april 2016. Der var stadig megen modstand mod forslaget både fra oppositionen og fra regeringspartierne. [[Heðin Mortensen]] fra Javnaðarflokkurin valgte at komme med et forslag om, at lovforslaget skulle til folkeafstemning, men han fik ikke flertal for det, og det skabte en regeringskrise, der dog blev kortvarig, da han valgte at trække forslaget tilbage, og da Bill Justinussen lagde samme forslag for lagtinget umiddelbart efter, valgte han at stemme imod, sammen med alle medlemmer af regeringskoalitionen og løsgængeren Sonja Jógvansdóttir. Da forlagetforslaget om ægteskabsloven kom til afstemning, var der et flertal, der stemte ja med 19 for og 14 imod. Forslaget forventes at kommekom til tredie og sidste behandling i Lagtinget den 29. april 2016. HvisHer blev det bliver vedtaget, såog skal detnu forelægges Folketinget,. og hvisHvis de stemmer for, så skal den færøske indenrigsminister forhandle med den danske minister om, hvordan man får enten fjernet §1415, stk. 2 eller omformuleret det, således at ægtepar af samme køn ikke kan få deres ægteskab velsignet i kirken. I § 67 står der "Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger"