Hjertet af Vesteuropa var blevet stabiliseret efter at sakserne, skandinaverne og ungarerne var blevet kristnet i slutningen af det 10. århundrede. Men sammenbruddet af [[karolingerne]]s rige gav anledning til fremkomsten af en hel klasse af krigere, som nu ikke havde meget andet at lave end at kæmpe indbyrdes.<ref>{{harvnb|Asbridge|2004|pp=3–4}}.</ref> Krigerklassens tilfældige vold blev jævnligt fordøbt af kirken og som modtræk indførte den gudsfred for at forhindre kampe på bestemte dage i året. På samme tid kom den reformorienterede pave i strid med de [[Tysk-romerske kejsere]], hvilket førte til [[Investiturstriden]]. Paver såsom [[pave Gregor 7.]] forsvarede den efterfølgende krig mod kejserens forbundsfæller i teologiske vendinger. Det blev acceptabelt for paven at anvende riddere i kristendommens navn, ikke kun mod pavestolens politiske fjender, men også mod [[Al-Andalus]], eller i teorien mod [[Seldsjukker]]ne i øst.<ref>{{harvnb|Riley-Smith|1991|pp=5–8}}.</ref>
Øst for Europa lå det byzantinske eller østromerske[[Østromerske rige]], som bestod af kristne, som længe havde benyttet et særskilt ortodokst ritual. Den ortodokse og den katolske kirke havde været dybt splittet siden [[Det store skisma 1054|det store skisma i 1054]]. Historikere har hævdet, at ønsket om at to udstrække den romerske kirkes autoritet i øst kan have et af målene med korstoget,<ref>{{harvnb|Asbridge|2004|p=17}}.</ref> om end Urban 2., som indledte det første korstog, aldrig omtaler et sådant mål i sine breve om korstog. De [[Seldsjukker|seldsjukkiske]] tyrkere havde erobret det meste af [[Anatolien]] efter det byzantinske nederlag i [[slaget ved Manzikert]] i 1071; men deres erobringer skete i små skridt og blev anført af delvist selvstændige krigsherrer, ikke af sultanen. Et dramatisk sammenbrud i det Østromerske riges stilling op til konsilet i Clermont bragte Byzans på katastrofens rand.<ref>{{harvnb|Frankopan|2012|pp=57–71}}</ref> I midten af [[1090'erne]] var det Østromerske rige blevet reduceret til at bestå af områder på Balkan og den nordvestlige del af Anatolien, og det stod overfor normanniske fjender i vest såvel som tyrkere i øst.<ref name="treadgold">{{harvnb|Treadgold|1997|p=8 Graph 1}}</ref> Som reaktion på nederlaget ved Manzikert og senere byzantinske tab i Anatolien i Anatolien i 1074 havde [[pave Gregor 7.]] i 1074 opfordret ''milites Christi'' ("kristi soldater") om at komme Byzans til hjælp. Denne opfordring blev stort set ignoreret og mødte endda modstand.<ref>{{harvnb|Asbridge|2004|pp=15–20}}</ref> Årsagen hertil var, at mens nederlaget ved Manzikert var chokerende, havde det begrænset betydning og førte ikke til store vanskeligheder for det Østromerske rige, i hvert fald ikke på kort sigt.<ref>{{harvnb|Frankopan|2012|pp=97–99}}</ref>
