Forskel mellem versioner af "Egentlige Kina"

275 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
Ref. til div. wiki-links, korrektur og omformulering samt enkelte tilføjelser fra bl.a. eng. wiki
(retter artiklen så den svarer til sit emne)
m (Ref. til div. wiki-links, korrektur og omformulering samt enkelte tilføjelser fra bl.a. eng. wiki)
[[Fil:Great Wall of China.jpeg|thumb|[[Den kinesiske mur]].]]
 
'''Egentlige Kina''' eller '''Indre Kina''' er et vestligt begreb for det historiske østlige kerneområde i Kina forud for ekspansionen efter [[2. verdenskrig]], ofte yderligere opdelt i [[Sydkina]] og [[Nordkina]] med [[Huai He|Huai-floden]] og [[Qinling]]-bjergene som delingsgrænse.<ref>[http://lcweb2.loc.gov/frd/cs/china/cn_glos.html USA's kongressbiblioteks ordliste over Kina-relaterade begreber]</ref>
 
Der findes ingen vedtagen grænse for dette område. Det kan defineres som det område, som de [[hankineser|hankinesiske]] kejserdømmer normalt beherskede, eller som det område, hvori hanbefolkningen hovedsagelig bebor, uden de områder, som domineres af ikke-hankinesiske folk og kulturer: [[Xinjiang]], [[Indre Mongoliet]], [[Tibet]], tidligere almindeligvis [[Manchuriet]], men i dag måske snarere [[Taiwan]], [[Hongkong]] og [[Macao]]. Den almindeligste definition på det Egentlige Kina omfatter de 18 provinser, som udgjorde Kina under [[Mingdynastiet]] og senere blev kernen i [[Qingdynastiet|Qingimperiet]] efter 1644.<ref>"Det egentliga K., eller "de 18 provinserna" (Kin. Sji-pa-tjeng), omfattar den sydöstra delen af kinesiska väldet mellan hafvet i s. ö., Annam och Birma i s., Tibet i v. samt Mongoliet och Mandsjuriet i n., der kinesiska muren bildar gräns. [http://runeberg.org/nfah/0348.html Nordisk Familjebok] (1884), band 6, s. 687.</ref>
Det er ikke klart, hvornår begrebet "Egentlige Kina" dukkede op i den vestlige verden. Det er dog sandsynligt, at historikere i tiden for de store imperier og hurtigt skiftende grænser i det attende århundrede anvendte det til at skelne Kinas 18 provinser fra landets nyerhvervede områder, omtrent svarende til at skelne mellem Storbritannien og det britiske imperium, som ville omfatte store landområder i udlandet eller mellem Frankrig og det franske imperium, som Napoleon formåede at skabe hele vejen til Moskva.
 
Begrebet dukker første gang op i anden halvdel af det 18. århundrede. Det forekommer således i ''The Monthly Review'', udgivet i 1749, og i ''The Gentleman Magazine'', udgivet i 1790.<ref>findes på [[Google Books]].</ref> I 1795 anvendte den britiske baptist [[William Winterbotham]] begrebet i sin bog. Ved beskrivelsen af det kinesiske imperium under Qing-dynastiet inddelte Winterbotham dette i tre dele: det Egentlige Kina, kinesisk Tataria (mongolske og tatariske områder), og stater skattepligtige til Kina. Han inddrog udtalelser fra [[Du Halde]] og [[Grosier]] og formodede, at navnet "Kina" kom fra Qin-dynastiet. Han sagde: "Det såkaldte Egentlige Kina ... omfatter fra nord til syd atten grader, dens udstrækning fra øst til vest er noget mindre ..."<ref>[[William Winterbotham|Winterbotham, William]] (1795). ''An Historical, Geographical, and Philosophical View of the Chinese Empire...'', London: Printed for, and sold by the editor; J. Ridgway; and W. Button. (pp.&nbsp;35–37: General Description of the Chinese Empire → '''China Proper'''→ 1. Origin of its Name, 2. Extent, Boundaries, &c.) {{en sprog}}</ref>
 
For at indføre Egentlige Kina brugte Winterbotham det (da forældede) system med 15 provinser under Ming-dynastiet, som Qing-dynastiet benyttes indtil 1662. Selv om Ming-dynastiet havde også 15 grundlæggende lokale afdelinger, bruger Winterbotham navnet Kiang-nan (江南,; Jiangnan[[pinyin]]: Jiāngnán) provinsen, som var blevet kaldt Nan-Zhili (南 直隶, Nan Zhili) i Ming-dynastiet og blev omdøbt til Kiang-nan (dvs. Jiangnan) i 1645, det andet år efter Qing-dynastiet væltede Ming-dynastiet. Dette 15-provins-system blev gradvist erstattet af et nyt 18-provins-system mellem 1662 til 1667. Ved hjælp af 15-provins-systemet og navnet på Kiang-nan-provinsen kan det sandsynliggøres, at begrebet det "Egentlige Kina" dukkede op mellem 1645 og 1662, og dette koncept kan afspejle den idé, at identificere Kina som området omfattende det tidligere Ming-dynasti efter [[Manchuere|manchuernes]] erobring af Ming.
 
I det nittende århundrede blev udtrykket "Egentlige Kina" undertiden brugt af kinesiske embedsmænd, når de kommunikerede på fremmedsprog. For eksempel brugtbrugte Qing-ambassadøren til Storbritannien Zeng Jize det i en artikel på engelsk, som han offentliggjorde i 1887.<ref>Marquis Tseng, "China: The Sleep and the Awakening", ''The Asiatic Quarterly Review'', Vol. III 3 (1887), p. 4.</ref>
 
=== Qing-imperiets sprogbrug ===
[[File:China Proper.jpg|thumb|De 18 provinser i det Egentlige Kina i 1875, inden Taiwans adskillelse fra Fujian i 1885 og øens annektion af Japan i 1895.]]
Anderledes forholdt det sig i selve Qing-imperiet. ''Dulimbai Gurun'' var manchuernes navn for Kina (中國, Zhongguo, "Riget i Midten"). <ref>[http://books.google.com/books?id=NESwGW_5uLoC&pg=PA117&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=iT7tUsrhM4bhyQH_04HYBg&ved=0CFgQ6AEwCQ#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Hauer 2007], s. 117. {{en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=TmhtAAAAIAAJ&pg=PA80&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=-0PtUoKZEKWgyAH8oIHgBQ&ved=0CF0Q6AEwCTge#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Dvořák 1895], 2. 80. {{en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=zqVug_wN4hEC&pg=PA102&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=m0PtUtv-OIOTyQHX8YCwAQ&ved=0CDAQ6AEwATgU#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Wu 1995], s. 102. {{en sprog}}</ref> Efter erobringen af Ming-dynastiet, identificerede manchuernes Qing-dynasti deres stat slet og ret som "Kina" (Zhongguo), og henviste til det som "Dulimbai Gurun" i manchuisk. De skiftende manchuiske Qing-kejsere sidestillede deres lande i Qing-staten, (herunder både det "Egentlige Kina", og de lande, som senere er kendt som Manchuriet, Xinjiang, Mongoliet, Tibet og andre områder, som "Kina" i både det kinesiske og manchuiske sprog, der således definerede Kina som en multietnisk stat og dermed afviste ideen om, at Kina kun betød Han-beboede områder i "Egentlige Kina". Man anså, at både han og ikke-han folkene var en del af "Kina" og brugte navnet "Kina"for at henvise til Qing-dynastiets magtområde i officielle dokumenter, internationale traktater, og udenlandske anliggender, lige som man talte om "kinesiske sprog" (''Dulimbai Gurun'' på bithe) for at henvise til kinesisk, manchu og mongolske sprog, og udtrykket "kinesiske folk" (中國 人 ''Zhongguo ren'', manchu: ''Dulimbai Gurun'' på niyalma) for at henvise til alle han, manchuere og mongolske folk i Qing-dynastiet. [9]
 
Da Qing erobrede Dzungaria i 1759, proklamerede de, at det nye land blev optaget i "Kina" (''Dulimbai Gurun'').<ref>[http://books.google.com/books?id=6qFH-53_VnEC&pg=PA77&dq=Dulimbai+gurun+land&hl=en&sa=X&ei=jEHtUunnIIvksASBzIEQ&ved=0CCoQ6AEwAA#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun%20land&f=false Dunnell 2004], s. 77. {{en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=6qFH-53_VnEC&pg=PA83&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=iT7tUsrhM4bhyQH_04HYBg&ved=0CDMQ6AEwAg#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Dunnell 2004], s. 83. {{en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=_qtgoTIAiKUC&pg=PA503&dq=steppes+mountains+rivers+Dzungar+unified+with+china&hl=en&sa=X&ei=5UHtUuvvCcu_sQStu4HYBw&ved=0CCgQ6AEwAA#v=onepage&q=steppes%20mountains%20rivers%20Dzungar%20unified%20with%20china&f=false Elliott 2001], s. 503. {{en sprog}}</ref> Qing-dynastiet udlagde på sin ideologi således, at de forenede den "ydre" ikke-han kinesisk lige som indre mongolerne, østlige mongolere, Oirat mongolere og tibetanere sammen med "indre" han-kinesere, i "en familie" forenet i Qing-staten, der viser, at de forskellige emner af Qing var alle en del af en familie, Qing brugte udtrykket "Zhong Wai Yi Jia" 中外 一家 eller "Nei Wai Yi Jia" 內外 一家 ("indvendig og udvendig som én familie"), til at formidle denne idé om "forening" af forskellige folk.<ref>[http://books.google.com/books?id=6qFH-53_VnEC&pg=PA77&dq=Dulimbai+gurun+land&hl=en&sa=X&ei=jEHtUunnIIvksASBzIEQ&ved=0CCoQ6AEwAA#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun%20land&f=false Dunnell 2004], s. 76-77. {{ en sprog}}</ref> En manchu sprogversion af en traktat med det russiske imperium vedrørende strafferetligestrafferetlig jurisdiktion over banditter kaldte folk fra Qing for "folk fra det Centrale Kongerige (''Dulimbai Gurun'')."<ref>[http://books.google.com/books?id=qlJpAgAAQBAJ&pg=PA205&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=iT7tUsrhM4bhyQH_04HYBg&ved=0CDsQ6AEwAw#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Cassel 2011], p. 205.</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=t2JTJW0X6LkC&pg=PA205&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=iT7tUsrhM4bhyQH_04HYBg&ved=0CEAQ6AEwBA#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Cassel 2012], s. 205. {{ en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=qlJpAgAAQBAJ&pg=PA44&dq=Qing+Russian+jurisdiction+crossborder+crime+bandits&hl=en&sa=X&ei=ppdQU4HeEY6VyASigoKIBw&ved=0CC0Q6AEwAA#v=onepage&q=Qing%20Russian%20jurisdiction%20crossborder%20crime%20bandits&f=false Cassel 2011], s. 44. {{ en sprog}}</ref><ref>[http://books.google.com/books?id=t2JTJW0X6LkC&pg=PA44&dq=Qing+Russian+jurisdiction+crossborder+crime+bandits&hl=en&sa=X&ei=ppdQU4HeEY6VyASigoKIBw&ved=0CDMQ6AEwAQ#v=onepage&q=Qing%20Russian%20jurisdiction%20crossborder%20crime%20bandits&f=false Cassel 2012], s. 44. {{ en sprog}}</ref> I den manchuiske embedsmand Tulisens manchuiske fremstilling af hanssit møde med [[kalmuk]]kernes leder, [[Ayuki Khan]], blev det nævnt, at mens [[torghut]]-tatarerne i modsætning til russerne var "folk i det Centrale Kongerige" (''dulimba-i Gurun'' 中國, Zhongguo) var torghut lige somligesom "folk i det Centrale Kongerige" henviste til manchuerne.<ref>[http://books.google.com/books?id=J4L-_cjmSqoC&pg=PA218&dq=Dulimbai+gurun&hl=en&sa=X&ei=90LtUpuHEaSMyAHAl4DoDA&ved=0CEQQ6AEwBTgK#v=onepage&q=Dulimbai%20gurun&f=false Perdue 2009], p. 218. {{ en sprog}}</ref>
 
Mens manchumanchuerne under Qing søgessøgte brugtat bruge betegnelsen "Kina" (中國; ''Zhongguo'') 中國 til at beskrive ikke-han områder, menvar nogle han -akademikere og embedsmænd var imod Qing manchu kejserens brug af Zhongguo attil brug for henvisehenvisning til ikke-Han-områder, ved hjælpmed Zhongguo at markere en sondring mellem kulturelt han-kinesiske områder og områder, der nyligt var blevet lagt ind under det manchuiske Qing-imperium. I det tidlige 19. århundrede kaldte den kinesiske historiker, Wei Yuan, i ''sit værk Shengwuji'' den(聖武記; Qing-dynastiets militærhistorie) de indre asiatiske politiske enheder for ''guo'', mens de sytten provinser i dendet traditionelle kerneland, det vil sige det "Egentlige Kina", og tre østlige provinser i Manchuriet kaldesfor "''Zhongguo''".<ref>Joseph Esherick, "How the Qing Became China," in Joseph W. Esherick, Hasan Kayali and Eric Van Young, ed., ''Empire to Nation: Historical Perspectives on the Making of the Modern World'' (Rowman & Littlefield, 2006 ISBN 0742540308): 233. {{en sprog}}</ref> Nogle han-kinesiske Ming -loyalister nægtede at bruge "''Zhongguo''" for at henvise til områder uden for grænserne for Ming-imperiet så som Ydre Mongoliet, det vil sige, at de i realiteten nægtede at anerkende Qing-imperiet.
 
Manchu Qing henviste til de af han-kineserne beboet 18 provinser som 內地 十八 省 (''Neid Shiba Sheng''), hvilket betød, at "indre områdes 18 provinser", eller forkortetforkortede det som 內地 (''Neid''), "indre område", og også som 郡县 (''Junxian''), mens de henviste til de ikke-han-områder af Kina som det nordøstlige, [[Ydre Mongoliet]], [[Indre Mongoliet]], [[Xinjiang]], og [[Tibet]] som 外藩 (''wàifān''), hvilket betyder "ydre feudalområder" eller "ydre vasalområder" eller som' 藩 部 (''fānbù''), "feudale region." Disse fuldt ''waifan'' blevvar udsathelt forunderkastet og styret af Qing-regeringen og blev betragtet som en del af Kina (中國; Zhongguo), i modsætning til ''wàiguó'' (外國,) , det vil sige de "ydre lande" som [[Korea]], [[Vietnam]], og [[Ryukyu-øerne]], der hyldedebetalte tribut-skat til Qing, men ikke var en del af Kina.
 
I det 20. århundrede har beskrivelser af Kina som regel skelnet mellem de 18 provinser (Hopei, Shantung[[Shandong]], Honan, Shansi, Shensi, Kansu, Kiangsu, [[Anhui]], Hupeh, [[Sichuan|Szechwan]], Chekiang, Fukien, Kwangtung[[Guangdong]], Kiangsi, [[Hunan]], Kwangsi, [[Guizhou|Kweichow]], Yunan[[Yunnan]]), fjernere provinser (Sinkiang, Chinghai, Sikiang, Chahar, Suiyuan, Ninghsia), vasalstater (Ydre Mongoliet, Tibet) og Manchuriet. Beroende på forfattere har man udskilt de 18 provinser som det "Egentlige Kina" (fx [http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0875.html ''Salmonsen'', s. 857], Vahl og Hatt, s. 149; ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan, bind 14, sp. 27 og Ellinger, s. 10) eller de 18 provinser sammen med de fjernere provinser som det "Egentlige Kina" (fx Grünbaum og Kobylinski, s. 13f).
 
=== Natur- og kulturgeografisk begreb ===
 
Uanset den statspolitiske brug af begrebet er der også i geografisk, demografisk, sproglig og historisk henseende grund til at skelne mellem det kinesiske lavlandsområde mod øst og højlandsområder mod vest og nord med et andet terræn, klima, plantevækst og dyreliv samt befolkningsmæssige og erhvervsøkonomiske forhold. Selv om der i løbet af det 20. århundrede er sket en vis kinesisk kolonisering af de tilgrænsende områder, og selv om den teknologiske udvikling har muliggjort en vis udligning af tidligere forskelle, er der fortsat klare skel mellem det Egentlige Kina og de ydre dele af Folkerepublikken Kina.
 
== Geografi ==
=== Lavlandet ===
 
Nord, vest og syd for Shantung[[Shandong]] strækker sig som en bred bue det kinesiske lavland, der indtager et areal af 445.000 km<sup>2</sup>. Jordbunden består ved randen af bjergene, særlig neden for Hwai-bjergenes nordskråning, over store strækninger af [[Löss|løss]]. Den største del af sletten er dog dannet af flodaflejringer, der kun få steder dækkes af sort muld. Hvor det af floderne aflejrede materiale stammer fra [[løss]]-egne, således i [[HoanghoDen Gule Flod|Huanghes]]s og [[HwaihoHuai He|Huai Hes]]s [[Floddelta|delta]], har jorden en gul farve, hvilken der imod ikke findes i [[JangtsekiangYangtze]]s-flodens delta.
 
Det kinesiske lavland ligger som et mere eller mindre samlet område, dog med ShantungShandong-bjergene som et centralt højland. Dette lavland er opstået ved sænkning, idet bjerggrunden er sunket i dybet og blevet dækket af [[løss]] (vindaflejringer) og flodaflejringer. Da det materiale, som floderne bringer med sig, overvejende er løssmateriale fra indlandet, har det også løssens gule farve. Længere mod nord har lavningen været større men fremtræder nu som havområder: [[Pechihli-bugten]] og [[LiaotungLiaodong-bugten]]. Da samtidig de nordlige bjergkæder når helt ud til Pechihli-bugten, betyder det, at der er en næsten fuldstændig adskillelse mellem det kinesiske lavland og lavlandet i Manchuriet.
 
Det kinesiske Lavland gennemskæres af et stort antal floder, der som hovedregel har deres oprindelse i bjerglandet mod vest og flyder i østlig retning med udmunding i Det Gule Hav. De største floder er [[Chang Jiang]] (Yangtze), [[Huang He]].
 
Nord for [[Yangtsekiang]]sYangtze-flodens munding går lavlandet helt ud til kysten. Det gennemstrømmes af [[HwaihoHuai He|Huaihe]], hvis delta forener sig med Yangtsekiang[[Yangtze]]. Denne del af lavlandet er gennemskåret at talrige flodarme og har mange søer, hvoraf de største er [[Hungtze]], [[Paoying]] og [[Tasung]]. Mod nord fortsætter lavlandet vest om Shantung-højderne til Peking-sletten, som gennemstrømmes af [[Hwangho]] og [[Paiho]].
 
Floderne er i Nordkina kun lidet sejlbare. Til Petshili-bugten løber [[Lwan-ho]], [[Pai-ho]], [[Ho-ang-ho]] og [[Hwai-ho]]. I deres øvre løb er de fulde af strømhvirvler, mens deres udløb spærres af sandbanker eller i det mindste kun vanskelig besejles. I selve lavlandet er floderne der imod af vigtighed såvel for vandingen af markerne som for den lokale færdsel. I forening med det overordentlig forgrenede kanalnet, der nødvendiggøres af risdyrkningen, erstatter de landeveje, af hvilke der tidligere kun fandtes meget få. Den største af alle disse kanaler er [[Kejserkanalen]] (Jynho), der går fra [[Tientsin]] til [[Tshing-kiang]] ved Jang-tse-kiangYangtze og sætter lavlandets kanal- og flodnet i forbindelse med denne flods sejlbare munding. Syd herfor fortsættesfortsætter den til Hangtshou. Kanalens længde er 1.100 km, bredden varierer mellem 80 og 330 m. Også Jang-tse-kiangsYangtzes bifloder er i stor udstrækning sejlbare. Svarende til bjergkædernes parallellitet har lange strækninger af deres løb længdedalenes retning fra sydvest til nordøst, men efter på en kortere eller længere strækning at have fulgt en længdedal genembryder de bjergkæderne uden derved at lide noget skår i sejlbarheden. Der opstår derved den mærkelighed, at vandskellene er ganske uden sammenhæng med bjergkædernes retning. Også de mindre kystfloder ([[Tsientang]], [[Ngau-kiang]], [[Min-kiang]] og [[Han-kiang]]) er sejlbare på kortere eller længere strækninger. Deres brede og dybe mundinger betegner stederne for kystens vigtigste handelsstæder. I Kanton-bugten udmunder de 3 store floder [[Tung-kiang]], [[Pe-kiang]] og [[Si-kiang]], af hvilke den sidste ved sin biflod [[Kwei-kiang]] og en sejlbar kanal er sat i forbindelse med Hsiang-kiang, en biflod til Jangt-tse-kiang. Fra det østlige Jynnan danner Hoti-kiang (Songka) en sejlbar forbindelse med [[Tonkin]], mens floderne Lantsan-kiang ([[Mekong]]) og Lu-kiang ([[Saluen]]), der på deres vej fra Tibet til Bagindien gennemstrømmer bjerglandet i VestYunnan, er fulde af strømhvirvler og derfor usejlbare.
 
På indsøer er visse lavlandsstrækninger temmelig rige, særlig provinsen Kiangsu med [[Hungtsehu]], [[Kaojuhu]], [[Tatsunhu]], [[Taihuog]] og flere mindre. I [[Kiangsi]] ligger [[Pojanghu]], i [[Hunan]] [[Tungtinghu]], Kinas største sø, og endelig er [[Hukwang]]-sletten meget rig på mindre søer. Bjerglandet er meget fattigt på søer undtagen provinsen Yunnan ([[Ørrhai]], [[Tienhai]], [[Fuhienhu]]).