Gunnlaugr Ormstunga: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Haukur (diskussion | bidrag) Fra Finnur Jónsson; ikke korrekturlæst |
Haukur (diskussion | bidrag) nogen oprydning |
||
Linje 1:
'''Gunnlaugr Ormstunga'''
==Familie og karekter==
Gunnlaugr var sön af Illuge Svarte på Gilsbakke, en dattersön af Midfjordskegge og en brodersön af [[Tindr Hallkelsson]]. Han er födt omtrent 983, og han var, som det hedder i hans saga, "tidlig udviklet, stor og stærk, med lysebrunt hår, som faldt smukt, med sorte öjne og noget styg næse, men ansigtstrækkene var dog tiltalende ... urolig og tidlig ærgerrig, overfor alt uskånsom og hård, en god skjald, men tilböjelig til at digte satiriske vers". Sit tilnavn arvede han tiligemed sit egentlige navn efter sin oldefader; af beskrivelsen ses, at Gunnlaugr har båret sit (til)navn med rette; sagaen giver os desuden beviser på, at hans tunge var hvas, og at han havde let ved at benytte dens skarphed. Lige så åben som han var in sin dadel, lige så oprigtig og retfærdig var han, når han skulde bedömme sine modstandere (Erik jarl), hvilket gör hans karakter ære. Sagaen fortæller særlig om hans kærlighed til og trolovelse med Helga den fagre, en datter af Þorsteinn på Borg. Hun var omtrent hans jævnaldrende. De fattede til hinanden en ubrödelig kærlighed, og skönt hun, mod sin vilje, blev to gange gift, först med digteren [[Hrafn Önundarson]] og senere, efter hans og Gunnlaugs död, med Þorkell i Hraundalr, "kunde hun dog aldrig glemme Gunnlaugr; det var hendes störste fryd at se på en kappe, som han havde givet hende," og hun döde med den foran sig. Gunnlaugr var på sin side lige så trofast og standhaftig og langt mere betaget af sin kærlighed end f. ex. [[Hallfreðr vandræðsakáld]], Björn osv. Gunnlaugr er den romantiske elsker frem for alle andre. Da Hrafn siger til ham, at der gives mange andre kvinder foruden Helga, svarer han: "Kan gærne være, men '''jeg''' synes nu ikke det." Gunnlaugr og Helga er de gamle sagaers mest indtagende elskerpar både for deres rene kærlighed og tragiske skæbne.
==Liv==
Efter först at have trolovet sig, foretog Gunnlaugr den sædvanlige 3 års udenlandsrejse (1000), kom til Norge, traf Erik jarl, fornærmede ham blodig og måtte skyndsomt flygte bort fra landet. Så kom han til kong Adelråd i England og derefter til forskellige andre fyrster, blandt andre Olaf den svenske; hos denne gjorde han det skæbnesvangre bekendtskab med Hrafn Önundarson. I begyndelsen gik alt godt, men Gunnlaugs tunge kom til overfor Hrafn at vise sin skarphed, og Hrafn vidste at hævne sig. Da Gunnlaugr ikke kom hjem til Island i rette tid, var Þorsteinn löst fra sine forpligtelser mod ham, og da Hrafn, som imidlertid var kommen hjem, fride til Helga, blev udfaldet, at Hrafn ægtede hende samme efterår, som Gunnlaugr kom hjem (1005).
Året efter havde Gunnlaugr og Hrafn en uafgjort tvekamp på altinget, hvilket förte til, at tvekampe blev forbudt på Island. Året efter (1007) rejse de bægge udenlands for der at udkæmpe deres sag, men de traf först hinanden i året 1008 og fældede hinanden. Ifölge sagaen gav Hrafn Gunnlaugr banesåret i de öjeblik, da Gunnlaugr rakte ham vand at drikke i sin hjælm.
==Digtning==
Af Gunnlaugs forskellige digte om kong Adelråd (1002), om Sigurðr jarl Hlöðvisson på Orknöerne (en flokkr 1002), om Sigurðr jarl i Skara i Vester-Götland (en flokkr 1002), om Olaf den svenske (drape 1003) og endelig af hans drape om Sigtryggr silkeskæg i Dublin (1002) i [[runhent]] versemål er der intet tilbage med undtagelse af stefet (et halvvers) af drapen om Adelråd, samt stefet (to linjer), et halvvers af begyndelsen og vitnok slutningsverset af drapen om Sigtryggr. Heller ikke haves der noget af det i [[Skáldatal]] antydede digt om Erik jarl (fra 1007).
Af löse vers haves i sagaen i det hele 13, foruden et vers af [[Kormákr]], som her urigtig tillægges Gunnlaugr. Af dem handler
endel om stridigheder og kampe, hvortil endnu et slutter sig (om digterens personlige mod: "han er mindre bange for ikke at blive gammel og grå end at blive kaldt mindre dygtig end Hrafn"). Af særlig interesse er en lille kvædling
på 4 linjer, hvori han forhåner en af Erik jarls hirdmænd: "Der er hen hirdmand, han er særdeles skadelig; tror ham ikke, han er ond og sort." De övrige er mere eller mindre erotiske, og udtaler hans fölelser for Helga og hans savn. Det smukkeste af disse er fölgende: "Ingen hel dag blev glædelig for Ormstunge under fjældenes sal (på jorden), siden Helga den fagre fik navn af Hrafns hustru. Kun lidt har hendes fader, den blonde mand [Þorsteinn kaldtes ''hinn hvíti''] taget sig lagt for min tunge."
Alle disse vers er sikkert ægte. Der er intet som helst, der afgjort viser uægtheden af noget af versene. Nogle uregelmæssigheder, som de mindre heldige (ikke urigtige) rim ''linns: kindar, lands: gunnar'' taler snarere for end mod, at de er ægte. Her må det også tages i betragtning, at versene er mindre godt overleverede. Desuden anförer Snorre et halvvers, og endelig er versene så aktuelle (jfr. ''hinn hvíti'' om Þorsteinn osv.), at de næppe synes at kunne ilhöre andre end Gunnlaugr selv.
Hvor höjt Gunnlaugr har stået som digter, er ikke let at bestemme. Han synes at have haft meget let ved at rime, og i det
hele været godt inde i digtekunstens teori. Derimod kan han næppe siges at have været nogen original digternatur. Vi har en interessant karakteristik af Gunnlaugr, given af Hrafn i Olaf den svenskes hal: "Digtet er fuldt af store ord, ikke skönt og noget stift iformen, ligesom Gunnlaugr selv i sit sind." Denne dom synes at være fuldstændig rigtig. De "store ord" genfindes f. ex. i stefet af drapen om Adelråd, hvor det hedder: "Hele folket frygter Englands konge som gud; alle böjer sig for Adelråd." det er ikke urimeligt, at Gunnlaugr — ubevidst; — har villet böde på sin originalitet med kllingende, store ord. Det "uskönn" kunde snarest antyde visse fejl ved formen, f. ex. i rimene, noget, som versene undertiden netop udviser; endelig er versene ikke så flydende eller lette; sammenstöd af mange konsonanter forekommer flere gange og giver det hele en vis stiv form. Ellers er omskrvningerne udadelige og ret godt valgte; synderlig hyppig brug af dem synes Gunnlaugr ikke at have gjort.
| |||