Transvaal: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m rettet intern henvisning
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m rettet intern henvisning
Linje 15:
De følgende år forløb nu i fred, og Transvaal modtog endog enkelte territoriale forøgelser, således indlemmedes 1887 den i Zululand liggende lille boerrepublik [[Nieuwe Republik]] som [[Distriktet Vryheid]] og 1895 [[Swasi-Land]], mens England 1885 annekterede de to små vest for Transvaal liggende boerrepublikker [[Stella-Land]] og [[Gosen]]. Det fredelige forhold mellem Transvaal og England holdt sig dog ikke i længden. Efter de store [[guld]]fund rundt om i landet og navnlig i [[Witwaters Rand]], hvor byen [[Johannesburg]] voksede op som en paddehat, foregik der en livlig indvandring af fremmede, hovedsagelig englændere og amerikanere, de såkaldte "uitlanders", som hurtig blev utilfredse med boernes ikke i alle henseender heldige styrelse; navnlig trykkedes de stærkt af den høje afgift for minedriften, dynamitmonopolet, den høje jernbanetarif og den dyre arbejdsløn, mens staten samtidig bragte sine finanser i en glimrende stilling.
 
I 1895 dannede der sig derfor i Johannesburg et komplot med det formål med magt at kuldkaste boernes herredømme, og lederne trådte i forbindelse med [[Cecil Rhodes]], styreren af ''Chartered Company'', der ejede landet nordvest for Transvaal. Under den dybeste fred brød Rhodes’ højre hånd, dr. Jameson, den 29. december 1895 fra [[Mafeking]] med 800 mand ind i Transvaal for at forene sig med de utilfredse uitlanders i Johannesburg. Boerne havde dog fået nys om hans forehavende og tvang ham 1. januar 1896 til at overgive sig med alle sine folk ved [[Krugers-dorp]]. Lederne af bevægelsen i Johannesburg blev dømte til døden eller fængsel, men alle benådede, Jameson blev udleveret til englænderne. Den engelske regering fralagde sig al forbindelse med de folk, der havde foretaget et så flagrant brud på folkeretten, men koloniministeren Chamberlain støttede dog på alle måder uitlanders’ krav på stemmeret, hvad boerne bestemt modsatte sig, dels fordi uitlanders efterhånden var komne i flertal, og boerne således ville miste herredømmet i deres eget land, dels fordi uitlanders talte mange eventyrere og løse fugle, som ikke ville fæste bo i landet men forsvinde så snart, de havde tjent sig en formue. Spændingen voksede fra år til år; boerne benyttede tiden til at forsyne sig med krigsmateriel over [[Delagoa-Bugten]] og til at slutte et nært forsvarsforbund med søsterrepublikken [[Oranje-FristatenOranjefristaten]], mens samtidig englænderne forstærkede deres troppestyrke i Sydafrika og trak tropper sammen langs Transvaals grænser.
 
Den 9. oktober 1899 opfordrede præsident Kruger englænderne til at trække deres tropper bort fra grænsen, og da englænderne vægrede sig, begyndte krigen den 12. oktober 1899. Begyndelsen var meget heldig for boerne, men efter general Cronje’s kapitulation i februar 1900 udbredte englænderne, der efterhånden havde samlet en mægtig hær i Sydafrika, sig over hele Transvaal, og til trods for Botha’s, Delarey’s, De Wet’s og andres heltemodige kampe måtte boerne bukke under for overmagten og slutte [[Freden i Vereeniging]] [[15. maj]] [[1902]], hvorved England annekterede hele landet. I de første år efter anneksionen holdt spændingen mellem boerne og englænderne sig, men efter at der 1906 var indført selvstyre, bedredes forholdet. Boernes overgeneral i krigen [[Louis Botha]] blev Transvaals første præsident.