Transvaal: Forskelle mellem versioner

I en længere årrække havde derpå Transvaal fred for englænderne, men i det indre førtes der uafladelige kampe med de indfødte [[kaffere]], og 1876 var faren for en almindelig nedsabling af alle de hvide så stor, at boerne påkaldte Englands hjælp. Englænderne bragte også den ønskede hjælp, men den engelske kommissær Shepstone tilrev sig hele magten og gjorde 1877 faktisk Transvaal til en engelsk besiddelse; i øvrigt styrede han landet godt, gjorde en ende på kampene med de indfødte og bragte de fortvivlede finansforhold på fode, men forbitrelsen mod det engelske påtvungne herredømme steg hos boerne mere og mere, særlig efter at [[Paul Kruger]] var blevet valgt til præsident og Jourbert til øverstbefalende for hæren (generalkommandant). Ved en pludselig overrumpling af de små spredte engelske troppestyrker lykkedes det boerne 1880 at afkaste det engelske åg, og den 27. februar 1881 tilføjede de en fra [[Natal]] fremrykkende engelsk hær et føleligt nederlag ved [[Majuba Hill]]; ved den kort efter sluttede fred anerkendte England Transvaals uafhængighed i den indre styrelse, men forbeholdt sig den ydre repræsentation, hvilket forhold 1884 blev indskrænket til, at Transvaal ikke måtte slutte overenskomster med andre stater (undtagen Oranjefristaten) uden Englands samtykke.

 

 

I 1895 dannede der sig derfor i Johannesburg et komplot med det formål med magt at kuldkaste boernes herredømme, og lederne trådte i forbindelse med [[Cecil Rhodes]], styreren af ''Chartered Company'', der ejede landet nordvest for Transvaal. Under den dybeste fred brød Rhodes’ højre hånd, dr. Jameson, den 29. december 1895 fra [[Mafeking]] med 800 mand ind i Transvaal for at forene sig med de utilfredse uitlanders i Johannesburg. Boerne havde dog fået nys om hans forehavende og tvang ham 1. januar 1896 til at overgive sig med alle sine folk ved [[Krugers-dorp]]. Lederne af bevægelsen i Johannesburg blev dømte til døden eller fængsel, men alle benådede, Jameson blev udleveret til englænderne. Den engelske regering fralagde sig al forbindelse med de folk, der havde foretaget et så flagrant brud på folkeretten, men koloniministeren Chamberlain støttede dog på alle måder uitlanders’ krav på stemmeret, hvad boerne bestemt modsatte sig, dels fordi uitlanders efterhånden var komne i flertal, og boerne således ville miste herredømmet i deres eget land, dels fordi uitlanders talte mange eventyrere og løse fugle, som ikke ville fæste bo i landet men forsvinde så snart, de havde tjent sig en formue. Spændingen voksede fra år til år; boerne benyttede tiden til at forsyne sig med krigsmateriel over [[Delagoa-Bugten]] og til at slutte et nært forsvarsforbund med søsterrepublikken [[Oranjefristaten]], mens samtidig englænderne forstærkede deres troppestyrke i Sydafrika og trak tropper sammen langs Transvaals grænser.