Under hensyn til vindforhold kan lufthavne have start- og landingsbaner i to retninger.
Lufthavne inddeles i instrumentlufthavne og ikke-instrumentflyvepladser. For at flyvemaskiner, som trafikerer instrumentlufthavne, skal kunne lande i dårligt vejr kræves, at der findes instrumentindflyvningshjælpemidler[[instrumentlandingssystem]]er. Det almindeligste system idag er ''Instrument Landing System'' (ILS). ILS består i hovedsagen af tre forskellige dele. For det første findes en kurssender (''Localizer'') som er en antennr, som udsender radiobølger i landingsbanens retning for at derved give flyvemaskinen en indikation på hvor, den befinder sig i forhold til landingsbanen midterakse. Endvidere findes en såkaldt glidebane (''Glidepath'') som er en antenne placeret ved flygvemaskinens landingspunkt på banen. Denne udsender en radiostråle, som skal give flyvemaskinen information om hvor, den befinder sig i højde i forhold til en bestemt glidebane (normalt cirka 3 grader). Endelig består ILS-systemet af såkaldte fyr (''Markers'') som befinder sig i bestemte afstande fra banen og udsender lydsignaler og giver information om hvor langt ud fra landingsbanen flyvemaskinen befinder sig. Fyrene kan dog erstattes med ''Distance Measuring Equipment'' (DME), som er en slags radiofyr som kontinuerligt udsender flyvemaskinens afstand fra antennen. Indflyvningen gennemføres til en vis højde, og hvis piloterne da ikke kan se landingsbanen, må de afbryde landingen og stige igen. På ikke-instrumentflyvepladser lander man altid i "godt" vejr men man kan gennemføre starter i ned til 600 meters sigtbarhed.
