Forskel mellem versioner af "Kroatien"

1 byte tilføjet ,  for 3 år siden
nogle manglende oversættelser ordnet, artiklen lader til at være mangefuldt oversat.
m (indsat billede)
(nogle manglende oversættelser ordnet, artiklen lader til at være mangefuldt oversat.)
Det kroatiske samfund gik gennem betydelige ændringer i løbet af 900-tallet. De lokale ledere, ''župani'', blev erstattede af kongens [[vasal]]ler, som tog landområderne fra de tidligere jordejerne, og således indførte en form for [[feudalisme|feudalt system]]. De tidligere mere eller mindre frie bønder blev [[livegen|livegne]] og ophørte med at tjenestegøre som soldater, hvilket på sigt bidrog til at mindske Kroatiens militære styrke.
 
[[Fil:Oton Ivekovic, Smrt kralja Petra Svacica u Gori Gvozdu 1097 god.jpg|thumb|Den sidste kroatiske konge, Petar Svačić, ligger død i bjergene i nærheden avaf Gvozd, 1097. Maleri af Oton Iveković.]]
 
Den kroatiske kongeæt uddøde i slutningen af [[1000-tallet]] i [[slaget ved Gvozd-fjellene]], da kong [[Petar Svačić af Kroatien|Petar Svačić]], den sidste af de indfødte konger i Kroatien, blev dræbt i kamp mod kong [[Koloman af Ungarn]]s hær. Kroaterne anerkendte senere Koloman som fælles konge for Kroatien og Ungarn i en traktat i [[1102]], ofte omtalt som ''Pacta conventa''.
I [[1917]] kom Den jugoslaviske komité og Serbien overens om [[Korfu-deklarationen]], som gjorde oprettelsen af [[Kongeriget Jugoslavien]] mulig. Den blev underskrevet i slutningen af 1. verdenskrig på [[Korfu]] den [[20. juli]] 1917. Efter som Serbien havde en hær, kunne landet forhandle ud fra en styrkeposition, som komitéen manglede. I deklarationen blev man enige om at danne en sydslavisk stat med tre folk: serbere, kroater og slovenere, og med [[Peter 1. af Jugoslavien|Peter 1. af Serbien]] som konstitutionel monark.
 
Den [[29. oktober]] [[1918]] erklærede den kroatiske nationalforsamling Kroatien som selvstændigt og overdrog sin myndighed til det sydslaviske nationalråd, som nogen dage senere besluttede, at Kroatien skulle gå ind i en union med Serbien og Montenegro. Da Østrig-Ungarn undertegnede aftalen om våbenhvile den [[3. september]], begyndte de italienske styrker at okkuperebesætte de områder, som var blevet lovet landet i Londonaftalen til trods for, at den nye stat havde overtaget store dele avaf Østrig-Ungarns militære arsenal, blandt andet hele flåden. Den italienske hær handlede hurtigt, tog Istrien og erobrede øerne langs [[Adriaterhavet]] en for en og gik i land selv på [[Zadar]]. Nationalrådet bad om hjælp fra den serbiske hær, som da rykkede ind i [[Beograd]] den 1. november og fortsatte gennem Kroatien for at stoppe de italienske styrker. Den serbiske hær besatte også Montenegro og [[Vojvodina]] og sørgede for, at disse områder også blev tilsluttede den sydslaviske stat.
 
Den [[1. december]] udråbte kong Peter 1. af Serbien den nye stat som "serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige".
 
Da fredsforhandlingerne blev holdt i [[Paris]], fik Italien ikke de løfter igennem, som landet var givet i Londonaftalen, men fik alligevel lov at beholde Istrien og byerne Trieste og [[Fiume]]. Ved [[Rapallotraktaten]] den [[20. november]] [[1920]] fik ItaliaItalien hele Istrien, store dele avaf Dalmatien, Fiume og Trieste.
 
=== 1920-ernes politiske kaos ===
6.424

redigeringer