Pave Marcellinus: Forskelle mellem versioner

'''Pave Marcellinus 1.''' blev ifølge [[Det Liberiske Katalog]] [[Rom]]s biskop [[30. juni]] [[296]] som efterfølger til [[Pave Caius 1.]] Han omtales ikke i ''Martyrologium hieronymianum'', ''Depositio epscoporum'' eller ''Depositio martyrus''.

 

 

''[[Liber Pontificalis]]'', der baserer sig på ''Sankt Marcellinus' forordninger'', hvis tekst er forsvundet, nævner, at under Diocletians forfølgelser blev Marcellinus tvunget til at ofre til afguder, hvilket han gjorde i form af røgelse, men han angrede kort efter og vedgik sig sin kristne tro, hvilket betød, at han kom til at lide [[martyr]]døden sammen med adskillige fæller. Andre dokumenter omtaler også hans frafald, og det er sikkert dette fejltrin, der forklarer tavsheden i de gamle liturgiske kalendere. I begyndelsen af det [[5. århundrede]] bekræftede [[Petilianus]], den [[donatisme|donatistiske]] biskop i [[Constantine (Algeriet)|Constantine]], at Marcellinus og hans præster havde svigtet de hellige bøger over for de vantro under forfølgelserne og ofret røgelse til falske guder. [[Augustin]] stiller sig tilfreds med at fornægte sagen. Optegnelserne fra pseudo-konciliet i [[Sinuessa]], som blev fremstillet i starten af det [[6. århundrede]], nævner, at Marcellinus efter sit frafald stillede sig frem for en kirkeforsamling, som nægtede at dømme ham på grund af ''prima sedes a nemine iudicatur'' ("Den hellige leder skal ikke dømmes af noget menneske").

Under Marcellinus' pavedømme blev [[Armenien]] det første kristne land i [[301]].

 

{{Commonskat|Marcellinus}}

{{paver}}