J.P.E. Hartmann: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Europæisk musik: Smårettelser
→‎Liv: Sammenskrivning af den løse sætningen uden afsnit da der ingen grund til at den var der. Samt ændret hovedafsnittets titel til biografi.
Linje 21:
'''J.P.E. Hartmann''' – kort for '''Johan Peter Emilius [[Hartmann (slægt)|Hartmann]]''' – ([[14. maj]] [[1805]] i [[København]] – [[10. marts]] [[1900]] sammesteds) var en af [[Danmark]]s betydeligste [[komponist]]er. Korværket ''[[Vølvens spådom (korværk)|Vølvens spådom]]'' er optaget i [[Kulturkanonen]]. Han var far til billedhuggeren [[Carl Hartmann]] og komponisten [[Emil Hartmann]].
 
== LivBiografi ==
 
J.P.E. Hartmann var søn af musikeren [[August Wilhelm Hartmann]] og Christiane Wittendorff, datter af [[kantor]] Wittendorff i [[Fredensborg]].
 
=== Barndom ===
 
SitJ.P.E. musiktalentHartmann togvar hansøn iaf arvmusikeren fra[[August sine forældre, A.V.Wilhelm Hartmann]] og Christiane Wittendorff, datter af [[kantor]] Wittendorff i [[Fredensborg]]. Som en mand af den gamle skole anså Hartmanns fader dog musikken for et lidet attråværdigt livskald, og han blev derfor efter professor [[F.C. Sibbern]]s råd sat i [[Borgerdydskolen i København]] under rektor Nielsen, hvor han i mange år sad side om side med senere [[biskop]] [[P.C. Kierkegaard]]. Til fornøjelse og tidsfordriv fik han dog, som forældrenes eneste barn, timer i [[violin]]spil af en af faderens kolleger nede fra [[kapel]]let. På [[klaver]]et fandt han sig selv nogenlunde til rette. Når der så om aftenen blev spillet derhjemme, fik også den lille søn sin stemme med i laget til største fryd for sig selv. Også op til [[orgel]]et i [[Garnisons Kirke]] fulgte den lille dreng sin fader, det store, mægtige instrument kunne ikke andet end virke fristende på ham. Således forløb barndomstiden, delt mellem skolen, musikken og legene med de glade kammerater. Blandt de sidste befandt sig ingen ringere end den omtrent jævnaldrende prins Frederik, den senere [[Frederik 7.]], hos hvem Hartmanns moder en tid lang var ansat som kammerfrue.
 
Planen var, at Hartmann skulle være student og kandidat og gå embedsvejen, et mål, som også i virkeligheden blev nået. Allerede tidlig viste der sig imidlertid bebudere om, at den unge mands livskald skulle gå i en helt anden retning. Navnlig orgelet lokkede ham. Hjulpet af faderens anvisninger og af eget nemme, satte han sig snart i fortroligt forhold til manualerne allerede inden hans ben endnu var lange nok til at nå pedalerne. Da faderen havde meget at gøre, var det naturligt, at sønnen ved lejlighed hjalp til ved orgelet. [[Weyse]] lagde mærke til drengen og fik udvirket, at denne fik lov til at drive sin musik mere planmæssig. For bedre at nå dette blev han taget ud af skolen og læste privat. Begge dele, musik og Studier, trivedes fortræffelig. Allerede som skoledreng, kun 15 år gammel, havde Hartmann sin musikalske debut. Det var som violinspiller, idet han sammen med den omtrent jævnaldrende [[August Bournonville]] spillede en koncert for to violiner (af Moralt) i "''Selskabet for Musikkens Udbredelse''".