Gunnlaugr Ormstunga: Forskelle mellem versioner

Gunnlaugr var sönsøn af Illuge Svarte på Gilsbakke, en dattersöndattersøn af Midfjordskegge og en brodersönbrodersøn af [[Tindr Hallkelsson]]. Han er födtfødt omtrent 983, og han var, som det hedder i hans saga, "tidlig udviklet, stor og stærk, med lysebrunt hår, som faldt smukt, med sorte öjneøjne og noget styg næse, men ansigtstrækkene var dog tiltalende ... urolig og tidlig ærgerrig, overfor alt uskånsom og hård, en god skjald, men tilböjeligtilbøjelig til at digte satiriske vers". Sit tilnavn arvede han tiligemed sit egentlige navn efter sin oldefader; af beskrivelsen ses, at Gunnlaugr har båret sit (til)navn med rette; sagaen giver os desuden beviser på, at hans tunge var hvas, og at han havde let ved at benytte dens skarphed. Lige så åben som han var in sin dadel, lige så oprigtig og retfærdig var han, når han skulde bedömmebedømme sine modstandere (Erik jarl), hvilket görgør hans karakter ære. Sagaen fortæller særlig om hans kærlighed til og trolovelse med Helga den fagre, en datter af Þorsteinn på Borg. Hun var omtrent hans jævnaldrende. De fattede til hinanden en ubrödeligubrødelig kærlighed, og sköntskønt hun, mod sin vilje, blev to gange gift, förstførst med digteren [[Hrafn Önundarson]] og senere, efter hans og Gunnlaugs döddød, med Þorkell i Hraundalr, "kunde hun dog aldrig glemme Gunnlaugr; det var hendes störstestørste fryd at se på en kappe, som han havde givet hende," og hun dödedøde med den foran sig. Gunnlaugr var på sin side lige så trofast og standhaftig og langt mere betaget af sin kærlighed end f. ex. [[Hallfreðr vandræðsakáld]], Björn osv. Gunnlaugr er den romantiske elsker frem for alle andre. Da Hrafn siger til ham, at der gives mange andre kvinder foruden Helga, svarer han: "Kan gærne være, men '''jeg''' synes nu ikke det." Gunnlaugr og Helga er de gamle sagaers mest indtagende elskerpar både for deres rene kærlighed og tragiske skæbne.

Efter förstførst at have trolovet sig, foretog Gunnlaugr den sædvanlige 3 års udenlandsrejse (1000), kom til Norge, traf Erik jarl, fornærmede ham blodig og måtte skyndsomt flygte bort fra landet. Så kom han til kong Adelråd i England og derefter til forskellige andre fyrster, blandt andre Olaf den svenske; hos denne gjorde han det skæbnesvangre bekendtskab med Hrafn Önundarson. I begyndelsen gik alt godt, men Gunnlaugs tunge kom til overfor Hrafn at vise sin skarphed, og Hrafn vidste at hævne sig. Da Gunnlaugr ikke kom hjem til Island i rette tid, var Þorsteinn löstløst fra sine forpligtelser mod ham, og da Hrafn, som imidlertid var kommen hjem, fride til Helga, blev udfaldet, at Hrafn ægtede hende samme efterår, som Gunnlaugr kom hjem (1005).

Året efter havde Gunnlaugr og Hrafn en uafgjort tvekamp på altinget, hvilket förteførte til, at tvekampe blev forbudt på Island. Året efter (1007) rejse de bægge udenlands for der at udkæmpe deres sag, men de traf förstførst hinanden i året 1008 og fældede hinanden. IfölgeIfølge sagaen gav Hrafn Gunnlaugr banesåret i de öjeblikøjeblik, da Gunnlaugr rakte ham vand at drikke i sin hjælm.

Af Gunnlaugs forskellige digte om kong Adelråd (1002), om Sigurðr jarl Hlöðvisson på OrknöerneOrknøerne (en flokkr 1002), om Sigurðr jarl i Skara i Vester-GötlandGøtland (en flokkr 1002), om Olaf den svenske (drape 1003) og endelig af hans drape om Sigtryggr silkeskæg i Dublin (1002) i [[runhent]] versemål er der intet tilbage med undtagelse af stefet (et halvvers) af drapen om Adelråd, samt stefet (to linjer), et halvvers af begyndelsen og vitnok slutningsverset af drapen om Sigtryggr. Heller ikke haves der noget af det i [[Skáldatal]] antydede digt om Erik jarl (fra 1007).

Af löseløse vers haves i sagaen i det hele 13, foruden et vers af [[Kormákr]], som her urigtig tillægges Gunnlaugr. Af dem handler

på 4 linjer, hvori han forhåner en af Erik jarls hirdmænd: "Der er hen hirdmand, han er særdeles skadelig; tror ham ikke, han er ond og sort." De övrigeøvrige er mere eller mindre erotiske, og udtaler hans fölelserfølelser for Helga og hans savn. Det smukkeste af disse er fölgendefølgende: "Ingen hel dag blev glædelig for Ormstunge under fjældenes sal (på jorden), siden Helga den fagre fik navn af Hrafns hustru. Kun lidt har hendes fader, den blonde mand [Þorsteinn kaldtes ''hinn hvíti''] taget sig lagt for min tunge."

Alle disse vers er sikkert ægte. Der er intet som helst, der afgjort viser uægtheden af noget af versene. Nogle uregelmæssigheder, som de mindre heldige (ikke urigtige) rim ''linns: kindar, lands: gunnar'' taler snarere for end mod, at de er ægte. Her må det også tages i betragtning, at versene er mindre godt overleverede. Desuden anföreranfører Snorre et halvvers, og endelig er versene så aktuelle (jfr. ''hinn hvíti'' om Þorsteinn osv.), at de næppe synes at kunne ilhöreilhøre andre end Gunnlaugr selv.

Hvor höjthøjt Gunnlaugr har stået som digter, er ikke let at bestemme. Han synes at have haft meget let ved at rime, og i det

hele været godt inde i digtekunstens teori. Derimod kan han næppe siges at have været nogen original digternatur. Vi har en interessant karakteristik af Gunnlaugr, given af Hrafn i Olaf den svenskes hal: "Digtet er fuldt af store ord, ikke sköntskønt og noget stift iformen, ligesom Gunnlaugr selv i sit sind." Denne dom synes at være fuldstændig rigtig. De "store ord" genfindes f. ex. i stefet af drapen om Adelråd, hvor det hedder: "Hele folket frygter Englands konge som gud; alle böjerbøjer sig for Adelråd." det er ikke urimeligt, at Gunnlaugr — ubevidst; — har villet bödebøde på sin originalitet med kllingende, store ord. Det "uskönnuskøne" kunde snarest antyde visse fejl ved formen, f. ex. i rimene, noget, som versene undertiden netop udviser; endelig er versene ikke så flydende eller lette; sammenstödsammenstød af mange konsonanter forekommer flere gange og giver det hele en vis stiv form. Ellers er omskrvningerne udadelige og ret godt valgte; synderlig hyppig brug af dem synes Gunnlaugr ikke at have gjort.