Åbn hovedmenuen

Ændringer

154 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
Fjerner version 8623385 af 94.191.187.241 (diskussion) Fjerner redigering fra IP-bruger, der uden begrundelse har slettet formatering, der er i overensstemmelse med retlingslinjerne.
[[Fil:AD 0350 - Central Eastern Europe to Ural - DK.png|thumb|upright=2.00|Hunnernes og andre stammers placering omkring år 350.]]
[[Fil:Hun üstök.jpg|thumb|upright=1.35|Hunniske kogekar, fundet i det nuværende [[Ungarn]]. På grund af deres ligheder med tilsvarende kogekar fra Mongoliet, bliver de brugt i argumentationen for hunnernes oprindelse ved Kinas grænser.]]
Begrebet '''hunner''' er en betegnelse for et [[Centralasien|centralasiatisk]] folk med [[nomade|nomadisk]] og senere halvnomadisk levevis. Man ved ikke ret meget om hunnernes oprindelse, og forskerne diskuterer stadig, hvilket sprog, de talte. I lighed med mange andre nomadefolk efterlod de ingen skriftlige spor, og historikerne må derfor forlade sig på de beskrivelser, der findes hos de folk, de kom i berøring med, primært [[romerriget]].
 
 
Andre historikere har sået tvivl om xiongnu-teorien. For eksempel praktiserede hunnerne [[kunstig kraniedeformation]],<ref>[http://www.zum.de/Faecher/G/BW/Landeskunde/rhein/kultur/museen/speyer/ausstell/hunnen/hunnin.htm Rekonstruktion af hunnisk kraniedeformation fra museet i [[Speyer]].] {{de icon}}</ref> og det gjorde xiongnu-folket ikke. Derfor hælder flere historikere til en teori om, at hunnerne snarere er opstået som en koalition af stammer fra stepperne. Østrigeren Walter Pohl udtrykker det således: ''Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at navnet hunnerne i senantikken (4. århundrede) blev brugt til at beskrive herskende grupper af steppekrigere med høj prestige.''<ref>Walter Pohl. ''Huns. Late Antiquity: a guide to the postclassical world'', ed. Glen Warren Bowersock, Peter Robert Lamont Brown, Oleg Grabar. Harvard University Press, 1999, side 501-502</ref> Historikeren [[Peter Heather]] skriver: ''Forfædrene til vores hunner i Europa i det 4. århundrede kunne godt have været en del af xiongnu-konføderationen i det 1. århundrede, uden at være det "rigtige" xiongnu-folk. Selv om vi etablerer en slags forbindelse mellem hunnerne i det fjerde århundrede og xiogngnu i det første, så er der løbet vældig meget vand under vældig mange broer i form af trehundrede års tabt historie.''<ref>Heather (2005), side 149.</ref>
[[Fil:AD 0375 - Central Eastern Europe to Ural - DA.png|thumb|upright=2.00|Hunnernes angreb på [[alanerne]] blev starten på en kædereaktion af angreb fra øst mod vest.]]
 
== Historie ==
=== Hunnerne i det 4. århundrede ===
 
=== Hunnerne i det 5. århundrede ===
[[Fil:Giorgio Vasari - Defeat of Radagasio below Fiesole - Google Art Project.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne deltog som romerske lejetropper i nedkæmpningen af de gotere, der blev ledet af [[Radagaisus]]. I loftudsmykningen i ''Palazzo Vecchio'' i [[Firenze]] indgår dette billede - malet 1563-1565 - hvor [[Giorgio Vasari]] har forestillet sig det afgørende slag ved [[Fiesole]].]]
[[Fil:Hunnish - Bracelet - Walters 571082 - Detail Front.jpg|upright=1.35|thumb|I takt med, at hunnerne fik adgang til guld, udviklede de deres eget guldsmedearbejde. Her et granat-besat guldarmbånd fra det 5. århundrede. Er på Walters Art Museum]]
[[Fil:Walls of Constantinople.JPG|thumb|upright=1.35|Selv om hunnerne i løbet af 430'erne havde lært at bygge belejringsmaskiner, så opgav de på forhånd at forcere de nybyggede og massive mure omkring [[Konstantinopel]].]]
 
==== Før Attila: Perioden 400-437 ====
I det østromerske rige oprustede man i denne periode. Felthæren var kommet tilbage fra Sicilien, og i september 443 blev der udsendt en forordning om, at alle fæstningsanlæg skulle repareres og antallet af tropper i garnisionerne skulle bringes op på de aftalte styrkemål. Man vurderede, at Attila havde nok at se til med at fastholde positionen som enehersker efter broderens død, og østromerne følte sig derfor stærke nok til at se stort på de årlige betalinger til hunnerne.<ref name=autogeneret1 /> Svaret fra Attila kom i 447. Med en stor invasionshær gik han over Donau og de romerske fæstningsbyer faldt én efter én. Ved floden Utus (nu ''Vit'') i det nuværende Bulgarien tørnede hunnerne sammen med den romerske felthær på Balkan og besejrede den. Herefter var vejen åben mod syd til Konstantinopel, og de mellemliggende byer blev næsten alle erobret og plyndret. Endnu en østromersk hær blev slået, ikke langt fra Konstantinopel, men byens mure var trods alt for stor en udfordring for hunnerne, så i stedet indledte de et plyndringstogt sydpå i det nuværende [[Grækenland]].<ref>Heather (2005), side 308-309.</ref> Kejser [[Theodosius 2.]] så ingen anden udvej end at bede om fred, og i fredstraktaten gik østromerne med til at betale 6.000 pund guld, som havde været tilbageholdt, samt en årlig udbetaling på 2.100 pund guld.<ref>Heather (2005), side 312.</ref>
 
[[Fil:Huns450.png|thumb|upright=1.35|Hunnernes magtområde omkring 450, da rigets indflydelse kulminerede. Lysere farver symboliserer svagere tilknytning.]]
[[Fil:Hunnish - Set of Horse Trappings - Walters 571050, 571051, 571052, 571060 - View A.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne brugte noget af det nyvundne guld på deres heste. Her er det en pandeplade, hovedtøj og et piskeskaft. Fra Walters Art Museum]]
I slutningen af 440'erne gik Attila i gang med at forberede krig mod det Vetstromerske rige. Forholdet til romernes magthaver, Aëtius, havde været godt i mange år, men nu var der ikke meget mere at plyndre mod øst, så Attila vendte blikket vestpå. I 448 gav han asyl til nogle oprørsledere fra Gallien, hvis hære var blevet nedkæmpet af Aëtius, og i 449 truede han vestromerske udsendinge med krig, fordi en romersk købmand havde beholdt noget guld, som Attila mente at have plyndret sig til. I 450 modtog Attila et brev fra kejser [[Valentinian III|Valentinian 3.'s]] søster Honoria. Hun bad om hjælp til at undgå et tvangsægteskab, og sendte oven i købet en ring. Attila tog det som et ægteskabstilbud og forlangte halvdelen af det Vestromerske rige som medgift. Senere i 450 støttede Attila en anden kandidat til kongetitlen over de ripuariske frankere, end den mand, Aëtius ønskede på tronen. Selv om Attila truede med at invadere Italien for at få ægteskab og medgift, så var hans fokus rettet mod Gallien, og han lod skrive breve til goterne i Gallien, hvor han opfordrede dem til oprør mod romerne.<ref>Heather (2005), side 335-336.</ref> I foråret 451 satte den hunniske invasionshær sig i bevægelse, og overskred Rhinen i nærheden af [[Koblenz]]. Byerne [[Metz]] og [[Trier]] blev erobret og plyndret, og hunnerne satte derefter kurs mod [[Orléans]] og indledte en belejring. Hunnernes hær bestod - foruden hunner - af folkeslag de havde overvundet eller allieret sig med. Det Vestromerske rige sendte en undsætningshær med Aëtius i spidsen, og han havde også hjælpetropper med, i form af visigoter (anført af deres konge, Theoderik) og [[burgunder]]. Hunnerne afbrød belejringen af Orléans og de to hære stødte sammen i [[slaget ved Chalons]] i juni 451. Kampen endte med, at hunnerne måtte trække sig tilbage, og det siges, at Attila overvejede selvmord i sin vognborg. Aëtius fulgte imidlertid ikke op på sejren, og hunnerne kunne foretage et ordnet tilbagetog over Rhinen.<ref>Heather (2005), side 337-339.</ref>
 
 
Herefter forsvinder hunnerne ud af historien. Man kan finde senere henvisninger til "hunner" i historieskrivningen i middelalderen, men det drejer sig typisk om, at forfatteren opfatter folkeslag, der bor i det gamle hunniske rige, som "hunner", uanset hvad folket selv har valgt at kalde sig.<ref>Halsall, Guy, ''Barbarian migrations and the Roman West, 376–568'', side 48, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-43491-2</ref>
[[Fil:AttilatheHunonhorsebackbyGeorgeSStuart.jpg|thumb|upright=1.35|Denne figur er George Stuarts bud på, hvordan en hunnisk kriger så ud. Stigbøjlerne er uhistoriske.]]
 
== Udseende og skikke ==
== Sprog ==
Der er skrevet rigtig meget om hunnernes sprog, og der er opkastet adskillige teorier om dets oprindelse og tilhørsforhold. En del af disse går på, at det er et tidligt [[tyrkisk sprog]]<ref>Maenchen-Helfen, side 403</ref> Problemet med tolkningerne er, at Priscus og Jordanes kun har omtalt nogle få navne, samt tre ord fra det hunniske sprog. Navnenes betydning tolkes ikke i kilderne og de tre ord (medos, kamos, strava) kan ikke umiddelbart knyttes til tyrkisk. Flere forskere betegner derfor de fremsatte teorier som "spekulative".<ref> Doerfer, Gerhard. Zur Sprache der Hunnen. ''Central Asiatic Journal'', 17(1), side 1-50.{{de icon}}</ref><ref>Sinor, Denis. 1977. The Outlines of Hungarian Prehistory. ''Journal of World History'', 4(3), side 513-540.</ref><ref>Poppe, Nicholas. 1965. Introduction to Altaic linguistics. Wiesbaden: O. Harrassowitz. Ural-altaische bibliothek; 14.</ref> På den basis konkluderer Heather, at vi rent faktisk ikke ved, hvilket sprog hunnerne talte.<ref>Heather (2009), side 209</ref> Derimod ved man, at sproget ved hoffet - i takt med hunnerrigets øgede betydning - i stigende grad gik over til at være [[Gotisk (sprog)|gotisk]], da mange af de erobrede folk (og deres repræsentanter ved hoffet) forstod dette germanske sprog.<ref>Heather (2005), side 330</ref> Heather henviser også til Maenchen-Helfen, der skriver, at de hunniske ledere formentlig både har haft et gotisk/germansk og et hunnisk kaldenavn. Således betyder Attila "lillefar" på germansk.<ref>Heather (2009), side 665, note 3.</ref>
[[Fil:Hunnen.jpg|thumb|upright=1.35|På denne illustration fra 1870'erne viser Peter Johann Nepomuk Geiger hunnerne i kamp mod [[alanerne]]. Bemærk brugen af lassoer.]]
 
== Samfund ==
Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>Ammianus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styreform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>
 
[[Fil:The Hun and the Home.jpg|thumb|upright=1.35|''The Hun and the Home.'' Britisk [[propaganda]] fra 1917, der spiller på forskellen i [[1. verdenskrig]] mellem det fredelige England og det tysk-besatte og undertrykte [[Belgien]].]]
 
=== Militær ===
 
== Henvisninger ==
{{Reflist|3colwidth=30em}}
 
== Litteratur ==
9.997

redigeringer