Slaget ved Bornhøved (1227): Forskelle mellem versioner

Det danske [[monarki|kongedømme]] under Valdemar Sejr, som havde vundet megen berømmelse som [[korsfarer]], havde underlagt sig store dele af det nordlige Tyskland i første halvdel af 1200-tallet efter Valdemars tronbestigelse i [[1202]]. I 1219 havde danskerne udviklet et eget [[imperium]] over [[Østersøen|Østersøområdet]]bestående [[Grevskabet Holsten|Holsten]], [[Pommern]], små [[fyrstedømme]]r langs kysten, og byer som [[Lübeck]] og [[Hamborg]], med rett på alt landområde nord for [[Elben]], anerkendt af den tyske konge blot få år tidligere. Valdemar Sejr underlagde sig fyrste efter fyrste, hvilke blev tvungne til at sværge lydighedsed over for den danske konge. En af disse var [[grev Gunzelin II]] af [[Schwerin]].

 

 

Han tog hævn under et besøg hos Valdemar Sejr på [[Lyø]] i [[1223]]. Der fandt han kongen på jagttur sammen med sin søn [[Valdemar den Unge]] som på det tidspunkt var medkonge i Danmark ved siden af sin fader. Efter en lystig fest overfaldt greven – sammen med sit folk – kongen og den unge medkonge, bagbandt og bortførte dem over til fastlandet sydpå. [[Kidnapning]]en var ikke uden støtte på alle kanter, selv om paven var hurtig til at fordømme ugerningen, efter som Valdemar Sejr var en [[korsfarer]].