Versailles-freden: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Bot: fix datolink |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer |
||
Linje 55:
| wikisource = Treaty of Versailles
}}
[[
[[Fil:Council of Four Versailles.jpg|thumb|Fra venstre mod højre: Premierminister [[David Lloyd George]] fra [[Storbritannien]], [[Vittorio Orlando]] fra Italien, Premierminister [[Georges Clemenceau]] fra Frankrig, og Præsident [[Woodrow Wilson]] fra Amerikas Forenede Stater]]
'''Versailles-freden''' blev underskrevet den [[28. juni]] [[1919]] af [[Frankrig]], [[Storbritannien]], [[Belgien]] og deres allierede på den ene side og [[Tyskland]] på den anden side som afslutning på [[1. verdenskrig]].<ref>[http://history.sandiego.edu/gen/text/versaillestreaty/all440.html Versailles traktaten] fulde ordlyd {{en sprog}}</ref> [[USA]] ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: ([[Berlin]]-traktaten af [[1921]]).
Linje 73:
Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi. Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I [[1921]] blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til [[1963]]. Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med på at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i [[USA]], som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I [[1931]] gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i [[1932]] opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24 og 28), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0</ref>
Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige [[nationalsocialistisk]]e parti (''Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei'') og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af [[2. verdenskrig]]. [[Ferdinand Foch]] udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års [[våbenhvile]]!" <ref name=autogeneret2>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 11)</ref>
== Baggrund ==
Linje 84:
Efter [[operation Faustschlag]] på [[Østfronten under 1. verdenskrig|østfronten]] undertegnede [[Russiske SFSR|den nye sovjetiske regering i Rusland]] den 3. marts 1918 en [[Brest-Litovsk-freden|fredsaftale i Brest-Litovsk]] med [[Det tyske kejserrige]]. Rusland afstod ved denne dele af Polen og [[Baltikum]] til Tyskland, anerkendte [[Ukraine]]s uafhængighed og accepterede at betale 6 milliarder [[Goldmark|mark]] i [[krigserstatning]].
I efteråret 1918 kollapsede centralmagterne og underskrev våbenhvileaftaler, mens nationalistiske grupper efterfølgende etablerede nye stater. I Tyskland begyndte hæren at gå i opløsning, [[desertering]]en voksede og civile strejker reducerede drastisk produktionen af krigsmateriel. På [[Vestfronten under 1. verdenskrig|vestfronten]] satte [[Ententemagterne|de
I slutningen af 1918 blev der dannet en polsk regering og et uafhængigt Polen blev proklameret. I december startede polakkerne et oprør i [[Posen-Vestpreussen|provinsen Posen]], som havde været under tysk styre siden [[Polens tre delinger|delingen af Polen]] (1772-1795). Kampene varede til februar 1919, da en våbenhvile blev indgået, hvorved området havnede under polsk kontrol, selv om det formelt fortsat var tysk. Mod slutningen af 1918 marcherede allierede tropper ind Tyskland og begyndte en okkupation af [[Rhinlandet]]. Der blev så indledt en [[Fredskonferencen i Paris (1919)|fredskonference i Paris]] for at formelt afslutte krigen. Navnet Versaillestraktaten blev givet til opgøret mellem det tyske rige og de allierede, aftaler med de andre tidligere centralmagter blev også gjort, og disse blev opkaldte efter forstæderne i Paris, hvor de blev undertegnede.
Linje 101:
* [[Sèvres-traktaten]] med [[Tyrkiet]], undertegnet den [[10. august]] [[1920]]. Denne traktat blev undertegnet af den tyrkiske sultan men afvist af en mod-regering under ledelse af [[Kemal Atatürk]], og traktaten blev aldrig gennemført. I stedet opnåede Tyrkiet i 1923 en mere favorabel fredsaftale, [[Lausanne-traktaten]].
== Traktatens indhold ==
[[Fil:William Orpen - The Signing of Peace in the Hall of Mirrors, Versailles.jpg|thumb|Versaillestraktaten signeres i spejlhallen.<br /><small>Oliemaleri af William Orpen</small>]]
Det blev oprettet et [[Ambassadørrådet|Ambassadørråd]], som skulle se til, at traktatens bestemmelser blev gennemførte. Foruden krav om krigserstatninger havde traktaten en række bestemmelser.
=== Tidligere tyske områder som ændrede deres tilhørighedsforhold ===
[[
* [[Alsace-Lorraine]] (Elsass-Lothringen) blev tilbageført til [[Frankrig]].
* [[Nordslesvig]] omtrent fra [[Tønder]] blev (efter [[Genforeningen i 1920|en folkeafstemning]]) tilbageført til [[Danmark]].
Linje 122:
=== Restriktioner på de tyske væbnede styrker ===
* Hær – maksimalt 100.000 soldater hvoraf kun 4.000 officerer, hvervede, ikke værnepligtige.
* [[reichsmarine|Flåde]] – 6 større [[krigsskib]]e, ikke over 10.000 ton. Ingen [[ubåd]]e.
* Flyvevåben – intet.
* Begrænsninger på rustningsindustrien.
* [[Rhinland]] (området vest for [[Rhinen]]) skulle være [[demilitarisering|demilitariseret]] og i 15 år holdes okkuperet af de allierede.
* [[Det preussiske krigsakademiet|Krigsakademiet]] blev nedlagt.
=== Andre bestemmelser ===
* [[Kul]]minerne i [[Saar]] blev overdragne til Frankrig, og området blev stillet under Folkeforbundets forvaltning.
* Forbud mod at [[Østrig]] blev tilsluttet Tyskland.
* International kontrol over tyske søveje.
* Krigsforbrydere skulle dømmes og straffes, men dette blev ikke altid fulgt.
== Erstatningsbetalinger ==
[[Fil:German losses after WWI.svg|thumb|Tyskland efter Versailles:
Linje 148:
Økonomen [[John Maynard Keynes]], som havde været med i den britiske delegation i Versailles, trak sig i protest over de hårde betingelser og udgav efterfølgende en bog, hvori han påpegede, at så omfattende skadeserstatninger ville blive ødelæggende for hele [[Europa]]s økonomi.
Senere blev erstatningerne fastsatte til 6,6 milliarder pund sterling. Af dette skulle 4 milliarder betales en gang i fremtiden, mens resten skulle betales med 100 millioner om året plus 25% af værdien af Tysklands eksport. Disse krav blev overrakt den tyske regering i form af et [[ultimatum]]. Hvis den ikke betalte inden den 12. maj 1921, ville allierede tropper okkupere [[Ruhr]], hvor mere end 80% af landets [[kul]], [[jern]] og [[stål]] blev produceret. Efter en regeringskrise accepterede Tyskland. Skadeserstatningen var sat til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963, men beløbet var rent fiktivt – kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser som modsvarede 5-6% af Tysklands nationalprodukt. Også Storbritannien og Frankrig led under gæld i form af enorme krigslån, som de havde taget i [[USA]] og håbede på at få eftergivet. De tyske afdrag var ment at skulle dække vestmagternes gæld til USA.<ref name=autogeneret1>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 24)</ref>
Tidlig i [[1920'erne]] blev Tyskland ramt af en stærk [[inflation]], som førte [[økonomi]]en ud i en krise og gjorde det umuligt for tyskerne at betale erstatningerne. Briterne foreslog betalingsudsættelse, mens Frankrig stod hårdt på ultimatumet fra 1921, og den [[11. januar]] [[1923]] marcherede [[Belgien|belgiske]] og franske tropper ind i Ruhr, ([[Ruhrokkupationen]]). Den tyske regering proklamerede ''passiv modstand'', og franskmændene svarede med at isolere det okkuperede område fra resten af Tyskland efter, at de forgæves havde forsøgt at få briterne til at møde tyskernes betalingsnægtelse med begrænsede økonomiske sanktioner. Franskmændene gjorde aldrig noget forsøg på at stanse generalstrejken, hvilket de let kunne have gjort ved at stanse tilførselen af madvarer.<ref
I 1924 etablerede de allierede ''Daweskomitéen'' for at få økonomien på benene igen. Tyskerne skulle nu betale et årlig beløb på 50-125 millioner pund. Nyt var, at Tyskland skulle kunne låne penge i udlandet til at betale erstatningen. I løbet af 1920-erne lånte Tyskland vældige summer, især i [[USA]], og fik en økonomisk blomstringsperiode. I denne periode styrkede republikken sig, og nazisterne havde ringe tilslutning.
Linje 163:
Den franske general [[Ferdinand Foch]] udtalte om traktaten, at "''Dette er ingen fred! Dette er 20 års våbenhvile!''".<ref>Henning Poulsen: ''Hitlers krig'' (s. 11), forlaget Gyldendal, København 1990, ISBN 87-00-32462-0</ref>
== Traktaten brydes ==
{{Uddybende|Tysklands oprustning i 1930'erne}}
Ændringerne af Tysklands grænser var det mindst iøjnefaldende resultat. Ganske vist mistede Tyskland sine få kolonier, men de europæiske landafståelser omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområderne og 15% af produktionen.<ref
Konferencen var resultatløs, indtil den tyske delegat meddelte, at Tyskland ikke ville være med, før konferencen vedtog, at alle nationer havde samme ret til at opruste. Dette betød, at Tyskland ikke længere interesserede sig så meget for de andre landes nedrustning som for sin egen oprustning. I oktober [[1933]] trak Tyskland sig fra nedrustningskonferencen og meldte sig tillige ud af Folkeforbundet. I november arrangerede tyskerne en folkeafstemning med 96 % deltagende, hvor 95 % af stemmerne støttede [[Adolf Hitler|Hitlers]] politik. De andre landes eftergivenhed skulle vise sig at danne et mønster, som Hitler flere gange benyttede sig af.
Linje 216:
== Litteratur ==
* Henning Poulsen: ''Hitlers krig''; forlaget Gyldendal, København 1990; ISBN 87-00-32462-0
{{Tyskhistorie|state=collapsed}}
| |||