Republikanske parti (USA): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Vrenak (diskussion | bidrag) fjerner hærværk fra flere IP'er |
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
||
Linje 45:
Det politiske grundlag fornyedes af [[Theodore Roosevelt]], som efter [[1900]] tiltrak en ny [[samfundsklasse|klasse]] af selvstændige og veluddannede funktionærer og engagerede partiet i en langsigtet [[udenrigspolitik]]. Partiet dominerede amerikansk politik næsten uafbrudt 1860-1932, hvor man vandt 14 ud af 18 valg til præsidentposten. Den væsentligste undtagelse var demokraten [[Woodrow Wilson]], som vandt, fordi Det Republikanske Parti midlertidig splittedes af en personlig strid mellem Roosevelt og efterfølgeren, [[William H. Taft]]. Først [[New Deal]]-politikken, som 1932-52 forenede Nordstaternes arbejderbefolkning og Sydstaternes konservative demokrater, udgjorde en trussel mod den republikanske dominans. Ved valgene i 1952 og 1956 vendte republikanerne tilbage med en moderat konservatisme under ledelse af den tidligere general [[Dwight D. Eisenhower]]s vicepræsident, [[Richard Nixon]], men tabte igen i 1960 og 1964. Eisenhowers vicepræsident, Nixon, var i stand til at bryde New-Deal-[[koalition]]en i [[1968]], da han blev valgt til præsident. Han tiltrak arbejdervælgere i storbyernes forstæder og omdannede Sydstaterne til en republikanske [[bastion]]. Hans genvalg i [[1972]] var en reaktion mod borgerretslovgivningen og den seksuelle frigørelse i 1960'erne. Partiet svækkedes dog med [[Watergate-skandalen]], som førte til Nixons afgang i 1974 og i 1976 til, at efterfølgeren, [[Gerald Ford]], tabte valget.
[[Ronald Reagan]]s to valg i [[1980]] og [[1984]] blev derimod en triumf for en ny og mere konservativ [[republikanisme]]. Den nye højrefløj, som havde støttet [[Joseph McCarthy]]s felttog mod [[kommunisme]]n i opposition til Eisenhower, allierede sig med religiøse [[Fundamentalisme|fundamentalister]] og høstede frugterne i 1980, i 1984 og endelig i [[1988]], da [[George H.W. Bush]] blev valgt. I 1990'erne triumferede en ny generation af [[Nykonservatisme|neokonservative]] kongresmedlemmer, organiseret af [[Newt Gingrich]], kongresmedlem fra [[Georgia]]. Han sikrede partiet et flertal i [[Kongressen (USA)|Kongressen]] 1994-98 med krav om lov og orden, skattenedsættelser, afskaffelse af [[velfærdsstat]]en, begrænsning af adgangen til [[abort]] og hurtig eksekvering af idømt [[dødsstraf]]. Vælgernes støtte til hans ideologiske korstog mod den føderale regering aftog imidlertid hurtigt, ikke mindst fordi den demokratiske præsident, [[Bill Clinton]], godt hjulpet af et langvarigt økonomisk opsving, gav republikanerne effektiv modstand. Ved de efterfølgende valg i [[Amerikanske præsidentvalg 1996|1996]] og [[Amerikanske præsidentvalg 2000|2000]] skrumpede det republikanske flertal gradvis ind.
Den republikanske højrefløj beholdt et sikkert greb om partiapparatet, men erkendte, at man også måtte appellere til midtervælgerne, hvis præsidentposten skulle genvindes. Efter [[George W. Bush]]s snævre valgsejr i 2000 overtog partiet igen regeringsansvaret i [[2001]] og vandt efter endnu en tæt valgkamp i [[2004]] en periode mere, stadig med George W. Bush som præsident. Da der blev sået tvivl om Republikanernes og Bush-regeringens kompetence efter bl.a. tilbageslag i [[Irak]], håndteringen af orkankatastrofen [[Orkanen Katrina|Katrina]] i [[New Orleans]] i [[2005]], og flere ledende Republikaneres ulovlige forbindelser til [[lobbyist]]er, gik partiet kraftigt tilbage ved [[midtvejsvalg]]et i [[2006]] og tabte flertallet i [[Repræsentanternes Hus (USA)|Repræsentanternes Hus]]. Partiet opstillede [[John McCain]] til [[Amerikanske præsidentvalg 2008|præsidentvalget i 2008]], og [[Sarah Palin]] blev som den første Republikanske kvinde udpeget til vicepræsidentkandidat. McCain led dog nederlag til den demokratiske kandidat [[Barack Obama]], og republikanerne mistede desuden flertallet i begge Kongressens kamre. Allerede ved [[Midtvejsvalget i USA 2010|midtvejsvalget i 2010]] genvandt partiet flertallet i Repræsentanternes Hus og fik stærkt reduceret dets mindretal i Senatet. Republikanerne var i mellemtiden blevet radikaliseret af den stærkt konservative [[Tea Party-bevægelsen|Tea Party-bevægelse]]; adskillige af de Republikanske indvalgte havde opbakning fra bevægelsen. Imidlertid rummede resultatet potentiale for splittelse i partiet mellem de radikale medlemmer og partiets hovedstrøm, som dog også havde bevæget sig til højre.
Linje 52:
== Ideologi og politik ==
Republikanerne er ideologisk en bred koalition af økonomisk [[konservative]], værdikonservative og nogle få [[libertarianisme|libertarianere]]. Disse grupper overlapper dog en del. Desuden indeholder partiet en neokonservativ fløj, der er udenrigspolitiske høge, men accepterer en større offentlig sektor end de øvrige republikanere.
Fælles for Republikanerne er ønsket om skattelettelser og mindre statslig indblanding i økonomiske anliggender, samt mindre føderal indblanding i delstaternes anliggender.
=== Kriminalitet ===
Retspolitisk går partiet ind for en hård linje med fokus på straf frem for resoocialisering og er tilhængere af dødsstraf. De fleste republikanere er også modstandere af amnesti til illegale indvandrere, fordi de mener,det vil belønne kriminel adfærd.
Republikanerne er stærke tilhængere af den [[forfatning]]sbeskyttede ret til at bære våben til [[selvforsvar]] (''The Second Amendment'').
Linje 63:
=== Religionens rolle i samfundet ===
Republikanerne lægger vægt på religionsfriheden og at troende mennesker får størst mulighed for at udfolde deres tro uden indblanding fra statsmagtens side. Således er de tilhængere af lokale skolenævns mulighed for at opretholde kollektiv [[bøn]] i skolen, og give ret til undervisning i [[intelligent design]] ved siden af [[evolutionslæren]].
=== Velfærd ===
Linje 103:
{{Commonscat|Republican Party (United States)}}
{{coord wd|region=US|type=landmark}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Politiske partier i USA]]
| |||