Jacob Worm: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Litteratur: Wikilink |
m Link |
||
Linje 10:
Jacob Worm lod også i tiltagende grad sin vrede gå ud over de højere magter, som han mente var skyld i, at han år efter år blev siddende i det miserable embede i Slangerup. Især havde han et godt øje til Griffenfeld. I satiriske digte beskyldte Worm den store rigskansler for [[ateisme]], for at sælge kirkelige embeder og putte pengene i egen lomme og for [[nepotisme]]. Griffenfeld havde nemlig gjort sin bror til admiralitetsråd og sin 28-årige svoger til [[biskop]] over Sjælland. Beskyldningerne var for en stor del rigtige, men naturligvis ilde hørt hos den angrebne. Worms digte var anonyme og blev ikke trykt, men cirkulerede i afskrifter. Man havde dog en fornemmelse af, hvem forfatteren var, og holdt fra højere sted øje med Jacob Worm. Han var i forhør hos Københavns biskop, men inden han kom i alvorlige vanskeligheder, faldt Griffenfeld i unåde i [[1676]].
I [[1677]] blev Worm endelig udfriet af rektoratet ved Slangerup Lærde Skole og kom til Viborg. Stillingen som teologisk lektor fik han ikke, for den var stadig ikke ledig, men i stedet blev han sognepræst ved [[Viborg Gråbrødre Kirke|Gråbrødre Kirke]], dog med lovning på også at få lektoratet, når det blev ledigt. Igen måtte han lide den tort, at få en person som overordnet, som havde en ringere uddannelse end han selv. Det var den daværende biskop i Viborg, [[Søren Glud (biskop)|Søren Glud]], som var blevet ophøjet fra gemen sognepræst til biskop, formentlig fordi han var gift med en søster til kongens elskerinde, [[Sophie Amalie Moth]]. Kort efter sin ankomst til Viborg blev Jacob Worm selv gift. Det normale var, at en præst giftede med sin forgængers enke, men Worm fik det ordnet således, at han fik datteren, den 19-årige Abild Andersdatter, til hustru, medens enken fulgte med på aftægt.
Worm blev meget vellidt som præst i Viborg, og hans gudstjenester fik stor søgning. Også i Viborg fortsatte han med sine satiriske skriverier, som nu fik et bredere sigte, da han ikke længere havde grund til at beklage sig over sin personlige vanskæbne. Nu var det selveste den [[enevælde|enevældige]] konge og hans mænd, som var målet for satiren. Anledningen var det uheldige udfald af [[Den Skånske Krig]] fra [[1675]] til [[1679]], hvor Danmark endegyldigt satte de østdanske provinser, [[Skåne]], [[Halland]] og [[Blekinge]] over styr. I en såkaldt disputats, som formelt handlede om den gammeltestamentlige kong Jeroboam, men som reelt handlede om tilstandene i samtidens Danmark, satte Worm spørgsmålstegn ved hele grundlaget for og legitimiteten af det enevældige system. Han benægtede kongens ret til at udnævne kirkens embedsmænd og beskyldte kongen for at stjæle kirkens penge. Kongerigets højeste embedsmænd blev beskyldt for at udsuge borgerne, og generalerne for af ren og skær uduelighed at ofre de almindelige soldater på slagmarken. Allerværst var det nok, at han anklagede kongen for ægteskabsbrud. Det var direkte majestætsfornærmelse at udbrede en sådan påstand, som i øvrigt var fuldstændig rigtig, idet kongen helt åbenlyst havde sin livlæges datter, ovennævnte Sophie Amalie Moth, som elskerinde.
| |||