Plinius den ældre: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet note |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet note |
||
Linje 101:
Plinius havde modtaget fra den da afdøde [[Vespasian]] udnævnelsen som præfekt (flådekommandant) i den romerske marine. Den [[24. august]] [[79]] blev han stationeret ved [[Misenum]] og på samme tid kom det store [[vulkan]]udbrud fra [[Vesuv]], som begravede byerne [[Pompeii]] og [[Herculaneum]]. Han forberedte sig på at krydse [[Napolibugten]] for at studere fænomenet, da han modtog besked fra sin ven Rectina, som tryglede om at blive reddet. Galejerne under hans kommando drog ud for at evakuere flygtningene på den modsatte kyst, og selv drog han ud med "en hurtigsejlende [[kutter]]", en beslutning som kan have kostet ham livet. Hans nevø Pliunius den yngre har givet en fortælling om hans død, redegjort fra de overlevende. Nevøen og hans moder besluttede ikke at deltage i sejlturen over bugten.
Da det lette skib ankom kysten ved Herculaneum begyndte aske og pimpsten at falde ned ovenfra. Plinius' rormand rådede til, at de skulle vende om og sejle tilbage, hvortil Plinius skal have svaret: "Skæbnen begunstiger de modige, styr did hvor Pomponianus er!" Pomponianus var i [[Stabiæ]], hvor den moderne by [[Castellammare di Stabia]] er beliggende i dag. De gik i land og fandt Pomponianus "i den største bestyrtelse". Plinius omfavnede og trøstede ham. De gik om bord i kutteren, men de samme vinde, som havde ført dem til Stabiæ, forhindrede dem fra sejle ud. Plinius beroligede sine folk ved at spise og sove, mens de ventede på, at vinden skulle mindske, men til sidst måtte de forlade bygningen i frygt for, at den ville falde sammen, og søge ud i askenedfaldet. Plinius satte sig ned og kunne ikke stå op uden hjælp, og de andre efterlod ham der. Hans følge antog, at han var kollapset og død ved at indånde giftig gas fra vulkanen. Da de kom tilbage tre dage senere (26. august) efter, at støvet og røgen havde lagt sig, blev hans lig fundet under pimpstenen uden nogen synlige ydre skader. Problemet med giftteorien er, at hans venner ikke var påvirkede af den formodede giftige gas, og de havde ikke problemer med at bevæge sig mens Plinius måtte sætte sig og kunne ikke rejse sig igen. Da han er beskrevet som en korpulent mand,<ref name="PYVI.16"> Plinius den yngre: [http://www.bartleby.com/9/4/1065.html «VI.16 To Tacitus»]. ''Letters''.</ref> som også var plaget af [[astma]], er det mere sandsynligt, at hans venner efterlod ham eftersom han enten var død eller døende.<ref name="littell"> Bigelow, Jacob (1859): «Death of Pliny the Elder» i: Littell, E. Littell: ''Littell's Living Age''. Tredje (Boston: Littell, Son, and Company) '''V''', s. 123.</ref><ref> Chamberlain, Andrew (2001): ''Earthly remains'' (s. 153), the British museum press, ISBN 0-7141-2755-8</ref>
Fortællingen om hans sidste timer er fortalt i et brev sendt 27 år senere til Tacitus den ældre af Plinius' nevø og arving, den yngre Plinius,<ref name="PYVI.16" /> som også sendte en anden tilsvarende redegørelse angående hans onkels skrifter og om hans liv og væremåde.<ref name="PYIII.5" /> Fragmentet fra [[Suetonius]] fremmer et mindre flatterende syn. Plinius skal være nået frem til kysten udelukkende af videnskabelig interesse og derefter have bedt en slave om at dræbe ham for at undgå heden fra vulkanen. Det er ikke en pålidelig kilde, da det er klart fra nevøens brev, at personerne, som Plinius kom for redde, selv undslap for at redegøre for detaljerne i Plinius' ulykke. Desuden forudsætter Suetonius, at en gruppe var vidne til hændelserne, men selv ikke udsatte for de samme hændelser.
| |||