Danmark-Norge: Forskelle mellem versioner

'''Danmark–Norge''' er en relativt moderne betegnelse på rigsfællesskabet mellem de to [[kongerige]]r [[Danmark]] og [[Norge]]. Det eksisterede (reelt) fra tiden efter [[Kalmarunionen]]s endelige sammenbrud i [[1523]], da [[Sverige]] erklærede sig uafhængigt fra Kalmarunionen, og formelt fra [[1536]], da Norge blev underlagt den danske krone, og indtil [[1814]], da Norge blev afstået til kongen af Sverige og forlod rigsfællesskabet med Danmark. I samtiden anvendtes begrebet dog ikke, og staten blev som regel omtalt som "den danske krone" (kron zu Dennemarck) eller '''Tvillingrigerne'''.<ref>Uffe Østergård: Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).</ref>▼

Unionsriget, som eksisterede i næsten 300 år, var efterhånden et stort [[Norden|nordisk rige]], der i hovedsagen inkluderede de to rigsdele (i moderne henseende lande) ''Danmark'' og ''Norge'', som også omfattede de sydlige (danske) provinser [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], der var særskilte administrative enheder (i henhold til dansk lov og nu til dels er del af [[Tyskland]]). Dertil kom de gamle norske skatlande i [[Atlanterhavet]]: [[Grønland]], [[Island]], [[Færøerne]], [[Shetland]] og [[Orkneyøerne]], som fra [[landnam]]stiden var underlagt den norske konge. Også de nuværende svenske landskaber [[Skåne]], [[Blekinge]] og [[Halland]], som var en del af rigsdelen Danmark, samt [[Bohuslen]], [[Herjedalen]] og [[Jemtland]], som var en del af rigsdelen Norge, og efterhånden et antal oversøiske [[Danske kolonier|kolonibesiddelser]]. Med unionsopløsningen mellem de to lande i 1814 gik rigsdelen Norge tabt ([[afståelsen af Norge]]), men de tidligere norske områder Færøerne, Island og Grønland forblev efter [[Kielerfreden]] på finurlig vis at at overgå til at være danske besiddelser, og den fik heller ikke indvirkning på forholdet mellem Danmark og hertugdømmerne, som derefter med [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]] dannede [[helstaten]] indtil 1864.▼