|
== Etablering ==
Det var højsæson for [[supergruppe]]r, og med en besætning bestående af Peer Frost (tidligere guitarist i [[Young Flowers]]), Lars Bisgaard (tidligere sanger i [[Maxwells]]), Carsten Smedegaard (som havde forladt [[Beefeaters]]) og [[jazz]]musikerne [[Bent Hesselmann]], [[Niels Brønsted]] og [[Bo Stief]] (som alle var kendt fra jazzcafeen [[Jazzhus Montmartre|Montmartre]]) var den et budaf buddene på en dansk udgave i denne kategori. På det første album, ''Rainbow Band'', er der spor af såvel [[blues]], som [[rock]] og [[jazz]]. Lars Bisgaard blev imidlertid erstattet af [[Allan Mortensen]] i slutningen af 1970, og da bandet på grund af stridigheder om rettighederne til navnet blev tvunget til at genindspille pladen under navnet Midnight Sun, blev den genudgivet med Allan Mortensen som forsanger, hvilket tilførte et stærkere element af [[soul]].<ref>[Jf. http://www.progarchives.com/artist.asp?id=2531]</ref>
== Første udspil ==
På den første LP er der en tydelig inspiration fra [[Burnin' Red Ivanhoe]], krydret med elementer af den [[syrerock]], som Peer Frost bragte med fra Young Flowers. Lars Bisgaard blev allerede i efteråret 1970 udskiftet med Allan Mortensen (som havde forladt Tears) En ophavsretslig strid med et canadisk band betød, at de var tvunget til at skifte navn, og i juli 1971 genindspillede de – med tilføjelse af Mortensens komposition ''Sippin’ Wine'' – den første LP under navnet Midnight Sun, naturligvis med Allan Mortensen i den vokale forgrund. Genindspilningen er præget af, at det elektriske [[piano]], betjent af Niels Brøndsted, og fløjten, spillet af Bent Hesselman, indtager en mere dominerende rolle, hvilket giver et lydbillede, der nærmer sig [[Blood, Sweat & Tears]]. Flere af numrene byder på interessante og selvstændige kompositioner, krydret med indslag der lyder som jamsession i studiet. Det indledende nummer ''Talkin’'' er domineret af el-piano og [[saxofon]]. ''Nobody'' er et pianostykke med klassiske undertoner. ''BM'' er en lille originalitet, som skal demonstrere Bo Stiefs evner som [[El-bas|bassist]].
Den 14:37 minutter lange ''Living on The Hill'' måindledes betegnesmed som det absolutte højdepunkt i bandets samlede produktion. En (måske rigeligt lang)en nærmest psykedelisk fløjtesolo transformeres pludselig til en af de mest intense og guitarteknisk mest imponerendelangvarige solopræstationer i dansk rockhistorie, hvor Peer Frost viser sig som [[blues]]- og [[Heavy metal]] fortolker i verdensklasse, før begrebet heavy metal var opfundet. En udenlandsk kommentator bemærker herom:
:"Frost er en af de bedste rock-guitarister, jeg nogensinde har hørt, bl.a. fordi han ikke er afhængig af at stykke gamle riffs sammen." <ref> [http://www.longhairmusic.de/rainbowbandenglish.htm; Manfred Steinheuer, januar 2003]</ref>
På ''Midnight Dream'' er Bo Stief erstattet af [[Jens Elbøl]], og det er værd at bemærke, at [[Lasse Helner]] og [[Sanne Salomonsen]] medvirker på kor. Frank Lauridsen indtager en mere dominerende rolle som sangskriver og komponist til mange af numrene. Der er nu tilføjet elementer af funk og rock–præget er stærkt nedtonet. Af denne årsag er Peer Frosts rolle ændret til at bidrage med funky riffs, bortset fra enkelte solopræstationer, mest udtalt i ''Where ever you are'', LP’ens mest iørefaldende skæring. Efter indspilningen af Midnight Dream erstattes Peer Frost med guitaristen Tom Heath, som optræder live med gruppen indtil opløsningen.
=
== Øjenvidneberetning ==
Det er vanskeligt, muligvis umuligt, at finde beskrivelser eller optagelser af livekoncerter med Midnight Sun. Deres optrædener skildres måske bedst gennem en øjenvidnebretning, afgivet 28 år efter begivenheden.
" Vi var nogle stykker fra gymnasiet, som tog i Stakladen i Århus en efterårsdag i 1971. Jeg husker ikke den eksakte dato.
Jeg tog med for at se Peer Frost. De andre kendte jeg ikke. Næsten halvdelen af de fremmødte var typiske jazzfreaks, 10-20 år ældre end os, iklædt fløjsjakker og lignende. Der var også en gruppe syrehoveder, som, længe før musikken startede, havde røget sig vinde og skæve. De lå og flød rundt omkring i salen på deres medbragte tæpper. Endelig var der sådan nogle som mig, der bare kom for at høre en "spade" blive fyret af.
Selve showet startede med, at en fyr satte sig ved pianoet og spillede noget klassisk, som slog over i jazzrytmer. Fløjlsjakkerne dirrede af henrykkelse, mens syrehovederne tog nok et sug på chillumen og lagde sig til at sove. Efter 5-7 minutter dukkede en trommeslager op, herefter luskede bassisten ind og mod slutningen af nummeret også en fyr, som stod og viftede med en fløjte, samt en ung fyr, der bidrog med den kortest tænkelige vokalpræstation. Senere fandt jeg ud af, at bandet var gået i gang med ''Nobody''. Nu greb den unge fyr mikrofonen og råbte: "Are you Ready?". Spredte "yeah"-råb blandede sig med klapsalverne fra fløjlsjakkerne. I baggrunden så jeg pludselig en skikkelse tone frem. "Peer", skreg jeg og banede mig vej op til "scenen" (Musikerne var placeret op mod en væg, uden forhøjning eller anden form for adskillelse fra publikum.)
Peer blinkede let til mig, ulideligt langsomt satte har stikket i forstærkeren. Et sekund stod verden stille, og så startede han en 2-3 minutter lang intro til ''King of the Sun '', som desværre ikke findes på LP'en. Jeg glemte alt omkring mig, men fløjlsjakker og syrehoveder må også have været begejstrede, for da bandet sagde "tak for i aften" efter 2½ time ud og ind af jazzens, rockens og alle mulige andre stilarters afkroge, klappede alle i takt. Så kom de igen på scenen og afsluttede med en ca. halv time lang version af ''Living on the Hill'', hvor Peer i alt fald fik 10 minutters solo, kun backet af Stief og Smedegaard, mens de andre var gået ud i baglokalet. Jeg har overværet hundreder af rockkoncerter gennem tiderne, også med de verdensberømte bands, men denne oplevelse står i min erindring stadig som en af de allerstørste.".”<ref>[Således erindret af bruger Ramloser, november 2009]</ref>
== Diskografi ==
|
