Johann Heinrich Pestalozzi: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 1:
{{ibrug|[[Bruger:Tostarpadius|Tostarpadius]] ([[Brugerdiskussion:Tostarpadius|diskussion]]) 12. aug 2016, 14:53 (CEST)}}
[[Fil:Johann Heinrich Pestalozzi.jpg|thumb|Johann Heinrich Pestalozzi.]]
'''Johann Heinrich Pestalozzi''' (født [[12. januar]] [[1746]] i [[Zürich]], død [[17. februar]] [[1827]] i [[Brugg]] i [[Aargau]]) var en [[Schweiz]]sik [[pædagog]], grundlæggeren af 19. århundredes pædagogik.
 
Faderen, anset [[kirurg]] og [[øjenlæge]], døde, da Pestalozzi var 5 år. Under trange kår henlevede han sine barndomsår uden omgang med jævnaldrende, hvilket satte sit præg på hans udvikling. En årlig afbrydelse i det ensformige liv i hjemmet var et ferieophold hos morfaderen, [[præst]] i en nærliggende landsby, hvor Pestalozzi ved at se [[fattigdom]]men og usselheden hos befolkningen fik lagt spiren til sin manddoms virksomhed for at forbedre folkets tilstand. Læsningen af [[Rousseau]]s ''[[Émile ou De l'éducation|Émile]]'' samt deltagelsen i et ungdommeligt revolutionært selskab nærede disse følelser. Efter at have gennemgået sin fødebys [[latinskole]] begyndte han at studere [[teologi]] og prædikede nogle gange, men forlod dette studium i håb om ad den [[juridisk]]e vej snarere at få indflydelse på sin fødebys og muligvis på hele landets vel. En kær vens dødsfald rystede Pestalozzi så stærkt, at han måtte søge at rette sig ved et landophold. Under dette fik han under indtryk af Rousseaus naturbegejstring lyst til [[landvæsen]]et og tilbragte et år med at sætte sig ind i det praktiske landbrug, hvorefter han (1768) købte en gård for her at virkeliggøre sine ungdomsdrømme.
 
Under dette fik han under indtryk af Rousseaus naturbegejstring lyst til [[landvæsen]]et og tilbragte et år med at sætte sig ind i det praktiske landbrug, hvorefter han (1768) købte en gård for her at virkeliggøre sine ungdomsdrømme. Han begyndte med at dyrke [[krap]]; men da dette slog fejl, indrettede han 1775 på sin gård. Neuhof, en opdragelsesanstalt for fattige børn, der ved at arbejde i landbruget om sommeren og ved håndgerning om vinteren under stadige samtaler skulle udvikle deres forstand, [[moral]] og [[religiøs]]e følelser. Snart havde han 50 elever, opsamlede på gaden og revne ud af den gyseligste elendighed. Under store økonomiske vanskeligheder levede han selv som en tigger for at hjælpe tiggerne til at leve som mennesker. Dog led han atter en skuffelse: fordærvede, som børnene var, dovne og fordringsfulde løb de, stundom støttede af forældrene, fra ham, og 1780 måtte han lukke Anstalten. Herefter følger et tidsrum af 18 år, hvori Pestalozzi var henvist til den yderste fattigdom og forsagelse.
vanskeligheder levede han selv som en tigger for at hjælpe tiggerne til at leve som mennesker. Dog led han atter en skuffelse: fordærvede, som børnene var, dovne og fordringsfulde løb de, stundom støttede af forældrene, fra ham, og 1780 måtte han lukke Anstalten. Herefter følger et tidsrum af 18 år, hvori Pestalozzi var henvist til den yderste fattigdom og forsagelse. I denne periode opmuntrede en af hans venner ham til at lade de tanker, han på sine vandringer og i stille aftentimer syslede med, fremkomme, og hans første skrift, ''Abendstunde eines Einsiedlers'' udkom 1780 i [[Iselin]]s ''Ephemerider''. Det vakte nogen
opmærksomhed, og han blev opfordret til at skrive noget i mere populær form.
 
I denne periode opmuntrede en af hans venner ham til at lade de tanker, han på sine vandringer og i stille aftentimer syslede med, fremkomme, og hans første skrift, ''Abendstunde eines Einsiedlers'' udkom 1780 i [[Isaak Iselin|Iselins]] ''Ephemerider''. Det vakte nogen opmærksomhed, og han blev opfordret til at skrive noget i mere populær form. Under stort besvær formede sig efterhånden for ham en [[novelle]] ''[[Lienhard og Gertrud. En Bog for Folket]]''. I et jævnt folkeligt sprog skildrer han den elendighed, hvori [[almue]]n ved samvittighedsløse [[fogde]]r samt ved [[drukkenskab]] og dovenskab er nedsunket, og fremstiller de midler, der skal bøde herpå: familielivets forædling, den offentlige undervisnings forbedring samt en øvrighed, der forener kærlighed med strenghed. Bogen vandt levende bifald i vide kredse, og eneboeren på Neuhof blev ved den pludselig en berømt mand. Dog kunde hans efterfølgende skrifter ikke bevare interessen for ham. ''Christoph und Else'', [[ugeskrift]]et ''Schweizerblatt'' og hans ''Nachforschungen über den Gang der Natur bei der Entwickelung des Menschengeschlechtes'' skaffede ham kun få læsere, og den vakte begejstring svækkedes. [[Forfatter]]banen lukkedes for ham, men samtidig åbnedes der ham vej til praktisk virksomhed.
Bogen vandt levende Bifald i vide Kredse, og
Eneboeren paa Neuhof blev ved den pludselig
en berømt Mand. Dog kunde hans efterfølgende
Skr ikke bevare Interessen for ham. »Christoph
und Else«, Ugeskriftet »Schweizerblatt« og hans
»Nachforschungen über den Gang der Natur
bei der Entwickelung des
Menschengeschlechtes« skaffede ham kun faa Læsere, og den vakte
Begejstring svækkedes. Forfatterbanen lukkedes
for ham, men samtidig aabnedes der ham Vej
til praktisk Virksomhed.
 
1798 brød Franskmændene ind i Schweiz og