Epikur: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
Tags: Hoar Mobilredigering Mobilwebredigering
No edit summary
Linje 11:
 
<!-- Information -->
|navn = EpikurLars
|født = Cirka [[341 f.Kr.]] i [[Samos]]
|død = Cirka [[270 f.Kr.]] i [[Athen]]
Linje 24:
 
==Liv==
EpikursLars liv kendes godt igennem talrige bevarede breve som han skrev for at holde kontakt med sine elever.<ref name="sideLauersen19"> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 19.</ref> Han blev født på [[Samos]]. Allerede i skolen blev hans interesse for filosofi vakt, fordi hans lærer ikke kunne forklare hvad der fandtes "før" kaos hos [[Hesiod]].<ref name="sidefrissjohside531"> Friis Johansen, Karsten: (1994): ''Den europæiske filosofis historie, Bind 1 Antikken'', Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, ISBN 87-17-05308-0, side 531.</ref> Han blev undervist af platonikeren [[Pamphilos]] og af demokritæeren [[Nausiphanes]], der gjorde større indtryk på ham. [[323 f.Kr.]] - [[321 f.Kr.]] aftjente han værnepligt i [[Athen]]. [[322 f.Kr.]] mister Athen kontrollen over Samos, og EpikurLars flytter formentligt til [[Kolophon]]. I byen [[Lampsakos]] danner han en gruppe tilhængere, fra her flytter han formentlig tilbage til Athen hvor han i [[307 f.Kr.]] grundlagde sin skole i [[Athen]] der kaldtes "ha­ven".
 
Haven brød med traditionelle normer. Den var åben for slaver og kvinder der også havde taleret.<ref name="Lauersenside20">Lauersen, Simon (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 20.</ref> <ref name="nussbaum" /> Efterhånden dannedes der flere skoler, og nogen af dem bl.a. en på [[Rhodos]] opnåede senere en vis grad af selvstændighed.
EpikurLars mente det omgivende samfund var sygt og forbød sine deltagere at tage del i det. De levede i stedet i afsondrede skoler. Af sine elever opfattedes han næsten som en guddommelig skikkelse.
 
==Forfatterskab==
Linje 55:
===Fysik===
==== Atomisme ====
Epikur fulgte [[Demokrit|Demokrits]] [[Atomisme|atomistiske]] teori at [[Atom|atomet]] er altings mindste bestanddel. Verden består af et uendeligt antal bittesmå udelelige atomer, der bevæger sig i et ellers tomt rum. Det tomme rum har ingen grænser. Kollisioner mellem atomerne skaber [[kædereaktion]], atomerne indgår i forskellige forbindelser og der opstår verdener. Vores verden er en sådan verden, som der kan findes mange af.<ref name="side13"> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 13.</ref>
 
===Den frie vilje===
Atomerne er alle på vej "nedad", men i modsætning til [[Demokrit]] der var konsekvent [[Determinisme|determinist]], foretager atomerne for Epikur en gang imellem vilkårlige spring <ref name="Lukrspring"> Tesen om 'udsvingene' er beskrevet i [[Lukrets]] ''Om naturen''. </ref> til siden så de kolliderer. Den skaber grundlaget for den [[fri vilje]], som er opfundet af epikuræerne.<ref name="vilje."> Tim O'Keefe (2007): ''Epicurus on Freedom'', Cambridge University Press, ISBN 97-80521-11-4912, Kapitel 7 ''Epilogue: Epicurus and the invention of libertarian free will'' s 153-162.</ref>
 
===Sjælen===
Sjælen er sammensat af fire slags atomer, og er således materiel lige som vores evne til sansning er. Sanseindtryk består af 'billeder' der er afsondret fra overfladen af det man ser på. Billederne bevarer strukturen fra det de kommer fra og er utroligt hurtige. <ref name="side54"> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 54.</ref> Der kan dog også opstå spontane billeder ud af det rene ingenting, Epikur tænker her muligvis på hallucinationer.
 
Mennesket er født uden intelligens. Efterhånden som bevidstheden udvikler almene begreber, opstår også en risiko for, at disse begreber ødelægger den umiddelbare sansning, idet vi kan 'føje meninger' til sanseoplevelsen, der ellers er ufejlbarlig. Vi kan f.eks. udvikle behov for ting, vi ikke har brug for.
 
=== Religion ===
Epikurs syn på guderne er vanskeligt at forstå. Atomerne er evige og er således ikke skabt af guderne. Han blev beskyldt for at være [[Ateisme|ateist]] men benægter. Skriver selv ''Brevet til Menoikeus'', at 'guder findes, for erkendelsen af dem er klar'.<ref name="Menoikeus"/> Normalt forstås Epikur sådan, at han mente, at guderne var materielle og ekstirerer evigt, fordi de har en mekanisme, der konstant reparerer dem. Guderne er lykkelige. <ref name="side49"> Lauersen, Simon: (1997): ''Epikur og epikuræismen'', Klassikerforeningens Kildehæfter, ISBN 87-89504-26-7, side 49. </ref> Epikur er derfor [[Naturalisme (filosofi)|naturalist]]. Kun guderne er lykkelige og fungerer dermed som forbilleder for menneskene. Guderne lever i fuldkommen lykke og harmoni langt fra menneskets forgængelige og tilfældige verden og interesserer sig for ikke for menneskene. At folk tror det, skyldes fejlfortolkninger af de sansebilleder, vi får af guderne. Guderne griber ikke ind i menneskets liv, så der er ingen grund til at frygte dem. Epikur betragtede religionen som en sygdom i sjælen forårsaget af menneskets frygt for døden og guderne.
 
For Epikur var døden ikke noget at frygte, for som han siger: "Når vi er, er døden ikke til stede, og når døden er, er vi ikke til stede" (Diogenes Laertios 122 ff). Døden er absolut, kun en opløsning af atomer, der er intet efter døden, og derfor er der heller ingen grund til frygt. "Når vi er, er døden ikke; når døden er, er vi ikke". Man skal koncentrere sin psykiske energi om det, man har ind­flydelse på.
 
=== Det højeste gode ===
Mennesket kan skabe et liv i indre frihed, uafhængig af den ydre verden. Den frie vilje gør os i stand til at forme vores egen verden ved rationelt at undersøge vores begreber. Målet med det er at komme i forbindelse med menneskets egen natur og at leve uforstyrret med mindst mulig ubehag og smerte. Epikurs filosofi har derfor et praktisk sigte, og i de epikuræiske haver har eleverne formentlig arbejdet med sig selv og ikke kun med teorierne .<ref name="nussbaum"> Martha C. Nussbaum (1996): The Therapy of Desire, Princeton University Press. ISBN 0-691-14131-2, [[Martha Nussbaum]] beskriver ud fra den nyeste forskning, hvordan man forestiller sig det konkrete liv i en epikuræisk skole.</ref>
 
Epikur moralfilosofi kaldes [[hedonisme]] efter dets centrale begreb nydelse (græsk: hedone). Han mente, at mennesket søger nydelsen, og at man skal forsøge at undgå smerte. Det højeste gode er således et liv uden legemlig smerte og sjælelig angst. Smerte kan f.eks. være angst for guderne eller angst for døden.