Lucrezia Borgia: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m sp
småret
Linje 1:
[[Fil:Bartolomeo Veneto 001.jpg|thumb|''Portræt af en kvinde'' af [[Bartolomeo Veneziano]], formodes at være et portæt af Lucrezia Borgia.]]
[[Fil:Grave of Duke Alfonso I d'Este, Lucretia Borgia, etc. - Ferrara, Italy.JPG|thumb|[[Alfonso 1. d'Este]] og Lucrezia Borgias gravstene i [[Ferrara]].]]
'''Lucrezia''' '''Borgia''' ([[18. april]] [[1480]] – [[24. juni]] [[1519]]), hertuginde af Ferrara, var det uægte barn af den spanske kardinal [[Rodrigo Borgia]], som i 1492 blev valgt som [[Pave Alexander 6.]] Hendes bror var den kendte [[despot]], [[Cesare Borgia]]. Cesares politiske praksis var inspirationen til [[Niccolò Machiavelli|Niccolò Machiavellis]] bog om renæssancens regeringsmetoder: "Fyrsten".
 
Lucrezia var gift tre gange. Første ægteskab (Giovanni Sforza af Pesaro) blev opløst p.g.apga. ægtemandens impotens, hvilket affødte anklager forom incest med faderen, udgangspunkt for senere tiders fantasifulde anklager. Andet ægteskab (Alfonso af Bisceglie) endte med mandensmordet på mordmanden.
 
Tredje ægteskab med den kommende hertug Alfonso II d'Este af Ferrara blev lykkeligt, trods ægtefællernes meget forskellige ideer og baggrund. I Ferrara kom Lucrezia til sin ret. Ægtemanden var optaget af artilleri og sport, mens hun stod for byens åndelige liv.
 
Hendes far, paven, havde søgt at uddanne hende til at blive fyrstinde,. ogHan enddahavde overladt hende posten som sin stedfortræder, samtog indsat hende som statholder i byen Spoleto.
 
Hun og Alfonso blev et lykkeligt og sjældent loyalt fyrstepar. Hun videreførte d'Este-familiens tradition for [[mæcenat]] og inviterede bl.a. forfatteren Pietro Bembo til byen. Mange børnefødsler svækkede hende,. og da hunHun døde i barselsseng, brødog Alfonso brød fuldkommen sammen under hendes bisættelse. Hun havde enddada også holdt byen under ægtemandens væbnede konflikt med pavestaten.
 
Ingen kilder bekræfter de fantasifulde myter om giftmord og utroskab i hendes tid i Ferrara. Myterne om incest og giftmord blev forstærkede under reformationen, hvor man havde brug for eksempler på renæssancens pavers magtmisbrug.
 
Først i 1800-tallet blev hun genopfundet som ''[[femme fatale]]'' i Dumas' teaterstykke Lucrece Borgia (1833), seneregrundlaget forvandletfor tilDonizettis opera af Donizetti. Myterne er blevet gentaget igen og igen, sidst i tv-serien Borgias (2011).
 
Der findes intet sikkert portræt af hende, men hun er altid blevet identificeret som den hellige Catarina i Pinturicchios udsmykning af Borgia-lejligheden i Vatikanet. Hun er afbildet i profil på en mindemedalje, hvor man kan se, at hun havde arvet sin fars træk. Hendes lange og svære rødblonde hår var berømt i samtiden. - i våd tilstandVådt var det så tungt, at hun ikke kunne stå op uden hjælp. Som alle andre "offentlige persnerpersoner" i renæssancen var hun optrænetopdraget til at optræde attraktivt,; hendes ganghun virkedegik som om hun svævede - som en supermodel var hun nødt til at kunne gå catwalk.
 
Hosstående portræt malet af [[Bartolomeo Veneziano]] siges at forestille hende.