Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m |
SorenRK (diskussion | bidrag) m Flertydige WL: Holsten → Hertugdømmet Holsten (2) |
||
Linje 3:
[[Fil:SprogforholdSlesvig.png|thumb|I 1900-tallet forgik der et sprogskifte fra dansk og frisisk til tysk hverdagsprog i de sydlige dele af Slesvig]]
'''Ejderpolitikken''' gik ud på, at Danmarks historiske sydgrænse ved floden [[Ejderen]] (mellem [[Sønderjylland]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]]
Ejderpolitikken var aktuel i forbindelse med [[Treårskrigen]] og [[2. Slesvigske Krig]] samt efter [[1. verdenskrig]] og [[2. verdenskrig]].
== 1842-1864 ==
[[File:Dänischer Gesamtstaat Einwohner 1854.svg|thumb|Slesvig og Holsten (befolkningen) i helstaten]]
[[Orla Lehmann]] formulerede ''Ejder-programmet'' den [[28. maj]] [[1842]]. Ejder-programmet gik ud på, at de tyske hertugdømmer [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] og [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenborg]] skulle udskilles af det [[Danske Monarki]], mens [[Hertugdømmet Slesvig]] skulle være en almindelig provins i [[Kongeriget Danmark]]. Kravet var delvis en modreaktion mod [[slesvig-holstenisme]]ns krav om at hele Slesvig skulle være tysk, dog i [[personalunion]] med Danmark.
Ejderprogrammet fik støtte fra [[De Nationalliberale]]. Derimod ønskede [[Bondevennernes Selskab|Bondevennerne]] og de konservative [[helstat]]smænd, at Holsten og Lauenborg skulle bevares som fuldgyldige dele af det danske monarki. Den slesvig-holstenske bevægelse ønskede derimod principielt, at Sønderjylland skulle være tysk. Den modsatte sig derfor også Ejderpolitikken. Ejderprogrammet fik stor indflydelse på folkestemningen i Danmark, [[Norge]] og [[Sverige]].
Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i [[Nordslesvig]] (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i [[Kiel]]. Et af resultaterne var, at [[Peter Hiort Lorenzen]], en liberal købmand fra [[Haderslev]], den [[11. november]] 1842 talte dansk i [[Den slesvigske stænderforsamling|Slesvigs stænderforsamling]]. Det næste resultat var de store folkemøder, der i [[1840'erne]] blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, [[Skamlingsbanken]]. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj [[1843]] blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats. Der fandtes tilsvarende tyske folkemøder, især i Sydslesvig. Det var imidlertid ikke i Slesvig, men primært i Holsten (især Kiel) og i København, at de mest nationalistiske holdninger blev udviklet.
Ejderpolitikken provokerede de tysksindede [[liberalisme|liberalister]] i [[hertugdømmerne]], som forventede at få [[Preussen]]s støtte i deres bestræbelser på at opnå løsrivelse fra Danmark. Dette var optakten til Treårskrigen.
{{uddybende| Treårskrigen}}.
Linje 29:
I 1858 ophævede det [[tyske forbund]] [[fællesforfatningen]] for Holstens og Lauenborgs vedkommende, formelt med den begrundelse, at disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering ([[rigsråd]]et) førte dette til konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.
I [[1863]] mente Hall sig stærk nok til at kunne gennemføre sin politik. Gennem [[Novemberforfatningen]] skulle Sønderjylland knyttes til kongeriget. Samtidig skulle Hertugdømmet Slesvig bevare et selvstyre med egen landdag og altså ikke indlemmes i kongeriget. Processen blev kaotisk, da kong [[Frederik VII]] døde den [[15. november]] uden at have underskrevet den nye forfatning, og hans efterfølger, [[Christian IX]] som helstatsmand var modvillig overfor forfatningen. Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i det tyske forbund. Den tysk-nationale [[opinion]] vejrede nu mulighed for revanche for [[Treårskrigen]]. I den tyske forbundsdag i Frankfurt agiterede et flertal for at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.
Ministerpræsident [[Otto von Bismarck]] i Preussen var under stærkt pres fra borgere, der ønskede reformer i den konservative junkerstat. Han var derfor ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Derfor allierede han sig med [[Østrig]], officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, som var underskrevet af Preussen og Østrig, men ikke af det tyske forbund. I sine erindringer har han afsløret, at hensigten var at erobre Slesvig og Holsten og indelemem disse i Preussen, som et led i hans bestræbelser på at gøre Preussen til den egentlige tyske stormagt.
C.C. Hall var under stærkt pres og valgte at indgive sin afskedsbegæring i julen 1863. Omtrent samtidig vedtog den tyske forbundsdag at [[Forbundseksekution mod Holsten og Lauenburg|besætte Holsten]]. Derefter fik Danmark, der nu blev ledet af [[D.G. Monrad]] den 16. januar 1864 et [[ultimatum]] om, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. Da Danmark ignorerede kravet, som i øvrigt næppe var muligt at gennemføre indenfor tidsfristen, gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. Novemberforfatningen udløste således den 2. Slesvigske Krig i [[1864]]. Ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] måtte det danske monarki afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til [[Preussen]] og [[Østrig]].
Linje 41:
[[Fil:ZoneindelingenSlesvig1920.png|thumb|Zoneindelingen i Slesvig]]
[[Fil:Abstimmung-schleswig-1920.png|thumb|Resultatet af afstemningen i 1920]]
Ved [[genforeningen 1920]] fandtes ''Flensborg-bevægelsen'', der ønskede en grænse lige syd for [[Flensborg]] og ''Dannevirke-bevægelsen'', der ønskede, at [[Dannevirke]] eller [[Ejderen]] skulle være grænsen.
Flensborg-bevægelsen udløste den dramatiske [[Påskekrisen|Påskekrise]] i [[1920]], hvor [[Ministeriet Zahle II]] blev afskediget. <ref>[http://www.graenseforeningen.dk/artikel/3684 Grænseforeningen]</ref>
== 1945-1949 i Sydslesvig ==
Efter [[2. verdenskrig]] begyndte store dele af den hjemmehørende befolkning i Sydslesvig at identificere sig med Slesvig frem for den tyske nation, og mange, som hidtil havde været tysksindede, tilsluttede sig den danske bevægelse.<ref>[http://www.halloregion.com/historie/dk_a10.htm Region Sønderjylland/Schleswig]</ref> Efter at briterne havde besat Sydslesvig i maj 1945, krævede mange hjemmehørende en genforening med Danmark eller oprettelse af et selvstændigt mandatområde. Inden englænderne fik det forbudt, nåede mange at afgive loyalitetserklæring til Danmark.
Der blev også skabt dansk flertal i mange kommunalbestyrelser. Det skønnes, at over 50 procent af den hjemmehørende befolkning stemte på danske kandidater ved [[landdag]]svalget i 1947. Dette slog dog ikke igennem på det samlede resultat, da omkring halvdelen af vælgerne var hjemstavnsfordrevne flygtninge fra de [[tyske østområder]].
Der kom efterhånden også en tysk modbevægelse. Tyske embedsmænd afviste ønsket om en genforening, og det britiske militærstyre ønskede en hurtig normalisering af Tyskland, hvorfor man forbød enhver form for agitation både for en grænseflytning og for at Sydslesvig skulle adskilles fra Holsten eller have en særlig status i Tyskland. Den danske regering og danske politikere, undtagen personer som statsminister [[Knud Kristensen]], afviste også klart en genforening.
Linje 54:
== 1945-1969 i Danmark ==
Den 9. maj 1945 erklærede statsminister [[Vilhelm Buhl]], at ''grænsen ligger fast''. Denne erklæring blev støttet af et stort flertal i [[Folketinget]], og den blev officiel politik også for senere danske regeringer. Alligevel støttede en stor del af befolkningen en eventuel folkeafstemning i Sydslesvig. Op til januar 1946 var der indsamlet en halv million underskrifter på et krav om, at Sydslesvig skulle blive løsrevet fra tysk styre og en [[meningsmåling]] fra samme måned viste, at 75 % <ref>[http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien/Krise_og_krig/Tilbage_til_demokrati/Normaliseringen_begynder/Sydslesvig Den Store Danske: ''Sydslesvig'']</ref> gik ind for folkeafstemning om landsdelens tilhørsforhold. Den 5. juni 1946 erklærede den danske statsminister [[Knud Kristensen]] således at Sydslesvig skulle genvindes ''folkeligt, kulturelt og dernæst også politisk'', dog viste det sig, at det politiske Danmark var dybt splittet i Sydslesvig-spørgsmålet. Briterne tilbød den danske regering i efteråret 1946 i [[septembernoten]] en grænserevision, som Danmark en måned senere i [[oktobernoten]] afslog.
Af to grunde mødtes den sydslesvigske bevægelse for genforening med skepsis i Danmark.
For det første havde der været et solidt tysk flertal i [[Mellemslesvig]] ved folkeafstemningen i 1920. For det andet havde nazisterne fået høje stemmetal særligt i sydslesvigske landdistrikter i [[1932]] og [[1933]]. I Danmark var man ikke opmærksom på, at kriseramte landmænd havde stemt på nazisterne i protest mod [[Weimarrepublikken]]s centralisme. ▼
Aktivistiske kredse formulerede dog en ny ''Ejderpolitik'' til støtte for sydslesvigerne. Politisk opnåede Sydslesvig-aktivisterne kun støtte fra [[Dansk Samling]], der havde 4 mandater i Folketinget. ▼
I [[1947]] erklærede statsminister [[Knud Kristensen]] fra [[Venstre]], at han som ''privatmand'' mente, at ''Sydslesvig genvundet, det er kampens mål''. Samtidigt fastholdt regeringen officielt, at ''grænsen ligger fast''. ▼
Denne uklare politik medførte, at regeringen blev væltet i Folketinget. Ved det efterfølgende valg røg Dansk Samling ud af Folketinget, mens Venstre gik kraftigt frem, men partiet mistede alligevel regeringsmagten. ▼
▲For det første havde der været et solidt tysk flertal i [[Mellemslesvig]] ved folkeafstemningen i 1920. For det andet havde nazisterne fået høje stemmetal særligt i sydslesvigske landdistrikter i [[1932]] og [[1933]]. I Danmark var man ikke opmærksom på, at kriseramte landmænd havde stemt på nazisterne i protest mod [[Weimarrepublikken]]s centralisme.
I [[1949]] forlod Knud Kristensen dansk politik. Ejderpolitikkens periode var slut. ▼
▲Aktivistiske kredse formulerede dog en ny ''Ejderpolitik'' til støtte for sydslesvigerne. Politisk opnåede Sydslesvig-aktivisterne kun støtte fra [[Dansk Samling]], der havde 4 mandater i Folketinget.
▲I [[1947]] erklærede statsminister [[Knud Kristensen]] fra [[Venstre]], at han som ''privatmand'' mente, at ''Sydslesvig genvundet, det er kampens mål''. Samtidigt fastholdt regeringen officielt, at ''grænsen ligger fast''.
▲Denne uklare politik medførte, at regeringen blev væltet i Folketinget. Ved det efterfølgende valg røg Dansk Samling ud af Folketinget, mens Venstre gik kraftigt frem, men partiet mistede alligevel regeringsmagten.
Senere forsøgte Knud Kristensen et politisk come back med partiet [[De Uafhængige (1953)|De Uafhængige]], men Ejder-programmet kom ikke på den politiske dagsorden igen, selvom nationale aktivister uden for Christiansborgs mure igen og igen forsøgte at trænge igennem til politikerne - om fornødent ved at gennemtvinge et regeringsskifte. I 1949-1950 gennemførte Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945 en underskriftsindsamling, den såkaldte Selvbestemmelsesadresse, der med knap 800.000 underskrifter blev Danmarkshistoriens største. Samtidig med indsamlingen gennemførte Sydslesvigsk Udvalgs formand, professor Lars Hansen Larsen (Landbohøjskolen), et barskt angreb på statsminister Hans Hedtoft, der blev beskyldt for med sin passivitet i Sydslesvig-sagen at ville kvæle den nydanske bevægelse i Sydslesvig. Hensigten var åbenlyst at fremtvinge endnu et valg på Sydslesvig.
Også på et andet område stod fronterne knivskarpt. Den nydanske bevægelse, der strakte sig over hele Sydslesvig, altså helt ned til Ejderen, ønskede ganske naturligt at sende deres børn i dansk skole. Men den danske regering lagde sig i begyndelsen af 1950'erne fast på, at den statslige kulturstøtte til Sydslesvig kun kunne udstrækkes til området nord for linjen Sli-Dannevirke-Tønning. Området syd for denne linje (med reference til Korea-krigen kaldt "den 38. breddegrad") blev overladt til sig selv.
Indignationen over denne inkonsekvens i regeringens Sydslesvig-støtte blev i de følgende år aktivisternes største aktiv. Med massiv kontant støtte fra skibsreder A.P. Møller og agitatorisk støtte fra den den populære Knud Kristensen indledte professor Hansen Larsen nu et omfattende skolerejsningsprogram langs Ejderens nordlige bred. I centrum stod Ejderskolen i Rendsborg, i periferien landsbyskolerne i Drage og Vestermølle. Oprindelig havde Hansen Larsen og A.P. Møller regnet med at bygge yderligere otte skoler, fylde dem med børn, hvorefter de alle sammen skulle væltes over på den danske stat som et sviende "tak for sidst!" til Hans Hedtoft. Det var højt spil, og det blev opdaget på Christiansborg, hvor politikerne erklærede, at Hansen Larsen selv måtte bære ansvaret for driften af de skoler, han byggede.
Det førte til en kursændring. I de følgende år satsede Hansen Larsen og Ejderindsamlingen på at udbygge og drive de allerede opførte skoler - stadig med støtte fra A.P. Møller. Skolerne blev nu spundet ind i Hansen Larsens stadig mere grovkornede nationalistiske agitation, der stædigt krævede Sydslesvig hjem og bevidst gik efter at forhindre den omsiggribende forsoning med de evigt støvletrampende og aggressive tyskere.
Linje 81:
== Sønderjylland eller Slesvig ==
Geografisk set er Sønderjylland og Slesvig ikke helt sammenfaldende. [[Sønderjylland]] er den kulturgeografiske region mellem [[Kongeå]]en i nord og [[Ejderen]] i syd. [[Hertugdømmet Slesvig]] var et administrativt og juridisk begreb.
De [[kongerigske enklaver]] i [[Vadehavet]] og [[marsk]]en mod vest var sønderjyske, men hørte ikke med til Slesvig. Det var omstridt, om de såkaldte ''[[blandede distrikter]]'', (der ikke var kongerigske enklaver), i det vestlige Sønderjylland hørte med til hertugdømmet.
Mod øst hørte [[Ærø]] med til Slesvig, men var ikke sønderjysk. Tidligere havde [[Femern]] været en del af hertugdømmet, men øen var ikke sønderjysk.
Linje 93:
== Litteratur ==
*''Haandbog i Danmarks politiske Historie fra Freden i Kiel til vore Dage'' af Povl Engelstoft og Fratz Wilhelm Wendt. Gyldendal. 1934.
== Eksterne henvisninger ==
[http://www.ssw-landesverband.de/www/dk/omssw/kortomssw.php Kort om SSW (''SSW landesverband'')]
| |||