|
== Ungdom ==
[[Fil:Young Frederik the third of denmark.jpg|thumb|upright|left|Kobberstik med ungdomsportræt af Hertug Frederik.]]
Han fik en god opdragelse, tilegnede sig alsidige og solide kundskaber, og tidlig fremtrådte hos ham en interesse for læsning og videnskabelig syssel, der var et særsyn hos mænd af hans slægt, men som han udviklede og bevarede hele livet igennem. 1624—26 opholdt han sig ved [[det Ridderlige Akademi|Sorø Akademi]], 1629—30 var han i udlandet, i [[Frankrig]] og [[Frisland]].<ref name="Salm828">[http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0869.html ''Salmonsen'', s. 828]</ref> Der efter havde han nået en alder, der muliggjorde selvstændig handling, og gennem stillinger, der allerede i barneårene havde ophobet sig om ham, ventede der ham rig lejlighed til omfattende virksomhed. Tidlig havde faderen søgt at skaffe ham en anselig fremtid ved at sikre ham en betydningsfuld fyrstelig stilling ved rigets sydgrænse, således blev han 1621 [[koadjutor]] i [[Bremen Stift]], 1622 koadjutor og 1623 [[biskop]] i [[Verden (Aller)|Verden]], i 1624 koadjutor i [[Halberstadt]].<ref name="salm829">[http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0870.html ''Salmonsen'', s. 829]</ref> Endnu i 1630-erne fulgte lykken hans og faderens planer om udvidelse af den vundne magt over nordtyske lande, og uagtet [[Freden i Lübeck]] også berørte Frederiks interesser stærkt, blev han dog i 1634 [[ærkebiskop]] i [[Bremen]], og året efter blev han [[fyrstbiskop]] i [[Verdens Stift]]<ref name="salm829"/>, således hersker over [[Bremen-Verden]]. Disse år havde bragt ham rige erfaringer, der havde præget og modnet hans personlighed, men det var væsentlig gennem de alvorligste vanskeligheder og kampe, at han havde nået sin udvikling. I de forholdsvis lykkelige år havde styrelsen af de forskellige tyske lande ikke været let; den storpolitiske stilling var stadig utryg, og i de indre forhold forbitredes Frederik af stridigheder med stænderne, over for hvilke han optrådte med stor skarphed.<ref name="salm829"/> Fra [[1642]] til [[1646|46]] opholdt Frederik sig i [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]].
== Ægteskabet ==
I 1630-erne havde der været forhandlinger om et ægteskab mellem Frederik og dronning [[Kristina af Sverige]], men de førte ikke til noget, og i 1640 forlovede han sig med den 15-årige [[Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg|Sofie Amalie]], datter af [[hertug]] [[Georg af Braunschweig-Lüneburg]].<ref name="salm829"/> Den [[18. oktober]] [[1643]] stod deres bryllup. To stærke, vidt forskellige personligheder stod fra nu af ved hinandens side. Sofie Amalies indflydelse på Frederik blev af indgribende betydning for ham. Frederik skildredes allerede i 1632 af en engelske gesandt som mørk og indesluttet. Han havde ringe sans for ydre adspredelser og forlystelser; stille studier var hans glæde og kunne vække hans livlige interesse. Stærke lidenskaber besad han, men vandt i årenes løb stor evne til selvbeherskelse. Han afholdt sig fra stærke drikke, og af uægte børn kendes kun [[Ulrik Frederik Gyldenløve]], der var født før hans ægteskab.<ref name="salm829"/> Nu fik han til hustru en 20 år yngre kvinde, livsglad og levelysten, med stærke lidenskaber, frem for alt en brændende ærgerrighed, og med krav på festligheder og støjende fornøjelser. Dybere indbyrdes sympati skabtes vanskelig her, men de mødtes i fælles ærgerrighed og krav om magt. Sofie Amalie var søster til fyrster med bestemt udprægede enevældige tendenser, hun havde evne som vilje til at lade sit kraftige initiativ indvirke på sin husbond, og under dennes lange overvejelser, der ingenlunde altid skabte en fast beslutsomhed, var der god plads for en energisk påvirkning. Frederiks kampe i ungdomsårene lagde ham det nær at håbe på en tid, da alle skranker for hans magt kunne ryddes til side; han havde udpræget dynastiske interesser, minder om sammenstød med tyske stænder og mægtige danske adelsmænd sad fast, tyske rådgivere, for hvem en stærk fyrstemagt var det ideelle modstykke til en dansk valgkonges beklippede myndighed, stod ham nær. Således førte karakter og livsvilkår allerede tidlig prins Frederik og hans hustru frem mod de samme enevældige idealer, der brød så stærkt frem i det samtidige [[Vesteuropa]].<ref name="salm829"/>
== Den første modgang ==
[[Fil:Frederik den 3.jpg|left|thumb|upright|Frederik 3. til hest. Maleri af [[Wolfgang Heimbach]].]]
Få år efter ægteskabets indgåelse fremkaldte [[Torstenson-krigen]] mellem Danmark og [[Sverige]] en afgørende forandring. Alt, hvad der var vundet syd for [[Elben]], gik tabt. Direkte forhandlinger med Sverige efter [[Freden i Brømsebro]] skaffede ham ikke landene tilbage, og 1647 gav han definitivt afkald på sine bispedømmer.<ref name="salm829"/> Under svenskekrigen var han ikke heldig. Tidlig i 1644 blev han udnævnt til [[generalissimus]] og præsident for krigsrådet i [[Glückstadt]], men hverken mens han stod i [[Hertugdømmerne]], eller da han i december samme år fulgte efter [[Wrangel]] mod nord og forenede sig med [[Anders Bille (rigsmarsk)|Anders Bille]], lykkedes det ham at gøre fjenden væsentligt afbræk. Forholdenes store vanskelighed og hensynet til på een gang at beskytte marsklandene og forebygge, at svenskerne tog Bremen, hvilket sidste dog alligevel skete, anføres som undskyldning for, at han fik udrettet så lidt.<ref name="salm829"/> Men samtidig var det kommet til et sammenstød mellem Frederik og den danske [[rigsmarsk]] Anders Bille. Under fællesoperationerne i Jylland ved nytårstid 1645 var de blevne uenige om krigsplanen. Der forblev en brod i begges sind; for første gang var prinsens virksomhed for alvor blevet forflyttet fra tysk grund til Danmark, og straks var han tørnet sammen med den mægtige danske adel, repræsenteret i rigsmarskens person.<ref name="salm829"/>
== En vågnende ambition ==
Under uvisheden med hensyn til sine tyske landes skæbne og fra det øjeblik af, da forlovelsen med Sofie Amalie var kommet i stand, havde Frederik udvist en stigende interesse for at vinde magt inden for det danske rige. I juli 1647 havde han fået en fast virksomhed der, idet han blev [[statholder]] i hertugdømmerne med bopæl i [[Flensborg]], og snart så han store muligheder åbne sig for sin fremtid. Længe havde hans ældre broder, tronfølgeren [[den udvalgte prins Christian|hertug Christian]], været svagelig, og udsigten til, at han ville få børn, været ringe. Alligevel havde Frederik i 1642 og 1643 sikret sig betydelige dele af hertugdømmerne for det tilfælde, at broderen skulle efterlade sig arvinger eller blive konge.<ref name="salm829"/> Siden gik han videre og sørgede at opnå et subsidiært tronfølgervalg, skønt broderen endnu var i live, og udtalelser i hans breve fra denne tid viser, hvorledes allerede nu arvekongespørgsmålet stod for ham som det egentlige mål.<ref name="salm829"/> Og da så prins Christian døde i juni 1647, kom det øjeblik, da Frederik endelig opgav kampen for at få sine bispedømmer tilbage, utvivlsomt påvirket af hensynet til, at den danske adel vitterlig nærede frygt for, at striden om stifterne, hvis han valgtes til konge, skulle bevirke en ny krig med Sverige. Således var prins Frederiks stræben for længst rettet mod kronen, men intet kongevalg var foretaget, da [[Christian IV]] døde [[28. februar]] [[1648]].<ref name="salm829"/>
== Kampen om kronen ==
Månederne efter den gamle konges død var en kamptid, og fra det øjeblik af, da han 7 dage efter faderens død nåede til [[København]] fra Flensborg, var striden om valget og dets vilkår standende mellem ham og [[rigsråd]]et. Først den 3. maj endte de lange forhandlinger, og den 6. juli fandt hyldingen sted; den [[23. november]] kronedes Frederik og hans dronning.<ref name="salm829"/> Frederik var blevet konge, men prisen var høj: skattebevilling tilkom alene rigsrådet. Rigsrådet kunne nedlægge [[veto]] mod, at kongen erklærede krig.<ref>Scocozza, s. 187</ref> Kongen måtte ikke rejse udenlands, han måtte ikke indgå forbund med andre riger, han måtte ikke pålægge [[told]] og [[accise]], og han måtte ikke give udenlandske adelsfolk danske adelsprivilegier uden rigsrådets tilslutning. Kronen måtte ikke erhverve adelsgods, kongen måtte ikke forringe vilkårene for forlening, og kongen skulle årligt indkalde herredage. Det blev bestemt, at rigsrådet til enhver tid skulle bestå af 23 råder, og kongen måtte kun udnævne nye råder blandt de kandidater, som rigsrådet havde indstillet. Kongen og de ikke-adelige stæder var reelt sat skakmat.<ref>Scocozza, s. 188</ref>
Modstanden mod hans valg havde langt mindre fået positive udtryk end været til stede som en stemning inden for de mægtige adelskredse. Man vidste der god besked med hans enevældige lyster, man frygtede indflydelsen fra Sofie Amalie og fra rådgivere som [[Dietrich Reinking]], [[Christoffer Gabel]] og [[Theodor Lente]]<ref name="Salm830">[http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0871.html ''Salmonsen'', s. 830]</ref>; også striden med Anders Bille var i frisk erindring. Trods splittelsen inden for adelen opnåede Frederik da heller ikke valg uden på de hårdeste mulige vilkår: hans krav om at få [[Norge]]s rige overleveret efter arveretten lykkedes det ham ikke at gennemføre; han måtte erkende sig for valgt der såvel som i Danmark. [[Håndfæstning]]en bandt ham på alle punkter, og flere bestemmelser viste adelens frygt for, hvad der kunde ventes af ham.<ref name="Salm830"/> Frederik valgte i første omgang at bøje sig. Han fik en platform for sit fremtidige virke, men hans råderum var begrænset.
== Den tidlige kongetid ==
Frederiks kongetid faldt i to afsnit, vendepunktet var svenskekrigen, der banede vej for enevældens indførelse, adelsvældens sidste dage fulgtes af enevældens første tiår.<ref name="Salm830"/>
Skønt kongen i princippet var uden råderum, forstod han at udnytte de muligheder, der var. Hans første skridt var, i sin egenskab af holstensk hertug, at afskedige [[Christian von Pentz]], der var gift med Christian IVs og Kirsten Munks datter [[Sophie Elisabeth Pentz|Sophie Elisabeth]], fra dennes stilling som kommandant over garnisonen i [[Glückstadt]] og gøre ham til kommandant i Flensborg, hvilket var en klar degradering, samt at forbyde ham at vise sig ved hoffet.<ref name="Scocozza189">Scocozza, s. 189</ref> Samtidig lykkedes det kongen at få udnævnt 6 nye rigsråder, der var kritiske over for Corfitz Ulfeldt.<ref name="Scocozza189"/> Og mens Ulfeldt forhandlede en alliance med Nederlandene, indkom der klager over den bornholmske lensmand [[Ebbe Christoffersen Ulfeldt|Ebbe Ulfeldts]] embedsførelse: der var uorden i regnskaberne, og han plagede bønderne på en urimelig måde. En undersøgelse blev indledt<ref name=autogeneret1>Scocozza, s. 190</ref>, og undersøgelser blev ligeledes indledt mod [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]]<ref name=autogeneret1 /> som værende mistænkte for regnskabsfusk og embedsmisbrug. Reelt var der tale om en magtkamp mellem rigsrådet på den ene side og Christian IVs svigersønner, Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, på den anden. For Sehested vedkommende endte det med, at den enorme formue, han under statholdertiden havde samlet sig i Norge omfattende jordegods, savværker, bjergværker med mere, blev afstået til kronen. Desuden bad han om at træde af som statholder i Norge og ud af rigsrådet.<ref>Scocozza, s. 192</ref> For [[rigshofmester]]en [[Corfitz Ulfeldt]] Corfitz Ulfeldt og hans hustru, Christian IVs datter [[Leonora Christina Ulfeldt|Leonora Christina]], udviklede situationen sig langt mere dramatisk: de blev beskyldte for at have forsøgt at myrde kongen.<ref>Scocozza, s. 193</ref> Ulfeldt fik hovedvidnet, Dina Vinhofvers, dømt for at have løjet, man da kongen forlangte en kontrol af hans embedsførelse, valgte Ulfeldt at flygte ud af landet.<ref>Scocozza, s. 198</ref>
I årene indtil 1651 var kampen mod svogerpartiet således midtpunktet. I dette år forlod [[Corfitz Ulfeldt]] som flygtning Danmark, mens [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]] opholdt sig i unåde udenlands. Allerede på dette tidspunkt var kongemagten kendelig stærkere, end da håndfæstningen blev underskrevet, men denne magtforskydning, der siden fortsatte, beroede ikke så meget på en bevidst og konsekvent politik fra kongens side som på en stilfærdig udvikling af forholdene. Adelen var i opløsning, de andre magtfaktorer svage: hoffet var ikke bundet af slægtshensyn til mægtige indenlandske adelsmænd, men knyttet med stærke tråde til det enevældige [[Braunschweig]] levede det sit eget liv for kongeparrets interesser.<ref name="Salm830"/> Uden noget direkte brud med sine forpligtelser forstod kongen og hans rådgivere til det yderste at udnytte al den myndighed, der var levnet kongemagten; de få reformer, der så lyset, skyldtes deres initiativ, udenrigsstyrelsen lå væsentlig hos kongen.<ref name="Salm830"/> Men i det stille vokser de enevældige tendenser, de viste sig i den stigende benyttelse af fremmede rådgivere. Interessen for Norges anerkendelse som arverige var stadig levende. På en hidtil ukendt vis formede der sig om kongeparret et hof efter europæisk mønster, og det blev næsten som en trussel over for rigsrådet. "Hoffet drager til sig; Hoffet bliver en Magt", hvis interesser føltes i modstrid med rådets, og hvor det var muligt, undlod kongen ethvert hensyn til dettes ønsker. Man sporer nye tings frembrud af den stigende opløsning, men uvist og uklart var alt, endnu kun i uberegnelig, langsom vorden.<ref name="Salm830"/>
== Karl Gustav-krigene ==
{{uddybende|Karl Gustav-krigene}}
[[Fil:Battle of Nyborg - Frederick III (Heinbeck).jpg|thumb|upright|left|[[Allegori]] over [[Slaget ved Nyborg]] i november [[1659]] med portræt af Frederik 3.{{Byline|1=[[Wolfgang Heimbach]]|2=[[1658]]-[[1660|60]]|type=Maleri}}]]
På det udenrigspolitiske område genoptog Frederik sin faders kamp om herredømmet i [[Østersøen|Østersøområdet]]. Nederlaget i Torstensonkrigen havde bevirket, at store dele af Norge var gået tabt og Halland var besat af Sverige. Da 30-årskrigen sluttede, havde Sverige desuden fået anerkendt besiddelsen af fyrstendømmerne Bremen og Verden samt i Pommern og sad på store dele af kysterne omkring Østersøen; det lignede en truende omringning af Danmark.<ref>Scocozza, s. 218</ref> I 1655 angreb den svenske konge Karl Gustav Polen og erobrede Warszawa og Kraków. I denne situation måtte en isolering af Sverige mest muligt fra et samarbejde med andre stormagter; især frygtede man en svensk alliance med Nederlandene. Frederik pressede på for at gribe ind, og nævnte mulige alliancer med Polen, Rusland og den tyske kejser.<ref>Scocozza, s. 219</ref> Ved stændermødet i [[1657]], hvori deltog adel, gejstlighed og borgerskab, blev der givet tilsagn til at bevilge skatter til oprustning.<ref>Scocozza, s. 220</ref> Den 1. juni 1657 blev krigen officielt erklæret fra dansk side. Karl Gustav forlod omgående Polen og rykkede ind i Holsten og herfra op i Jylland, hvor kun [[Frederiksodde]] holdt stand til den 24. oktober. På grund af den kolde vinter var han i stand til at føre sine tropper over isen til Fyn og senere videre til Langeland, Lolland-Falster og Sydsjælland. Den 13 februar 1658 havde han nået Køge. Danmark havde en kort tid herredømmet i Bremen, men ellers var krigen endt i en katastrofe: praktisk talt hele Danmark var blevet besat. Da fredsforhandlingerne indledted, krævede Karl Gustav, at Danmark afstod [[Skåne]], [[Halland]], [[Blekinge]], [[Bornholm]], [[Saltholm]], [[Anholt]], [[Læsø]], [[Bohuslen]] og [[Trondhjem len]] inclusive det nordlige Norge samt [[Island]] og [[Færøerne]].<ref>Scocozza, s. 221</ref> Ved [[freden i Roskilde]] den [[26. februar]] [[1658]] slækkede svenskerne dog på kravene: [[Danmark-Norge]] beholdt det nordlige Norge, Island og Færøerne samt småøerne bortset fra Bornholm.<ref>Scocozza, s. 222</ref>
Kort efter brød Karl Gustav imidlertid freden og rykkede frem mod København. Frederik 3. deltog aktivt i forsvaret. Hans forsikring om, at han ville "dø i sin rede", da han blev opfordret til at forlade hovedstaden, gjorde ham umådelig populær blandt de københavnske borgere. Ikke mindst takket være byens kvinder, der deltog aktivt i forsvaret af voldene, fandt Karl Gustav, at byen ikke hurtigt kunne erobres og startede en belejring. Belejringen mislykkedes, da en flåde fra [[Forenede Nederlande|Republikken Nederlandene]] (der kom til undsatning i henhold til den aftale, som Ulfelft kort forinden havde forhandlet) slog den svenske flåde i [[Slaget i Øresund]], og Danmark blev reddet fra svensk herredømme. Under denne fortsættelseskrig havde [[snaphane]]r, små partisangrupper på kongens opfordring<ref name=autogeneret2>Linde-Laursen, s. 22</ref> virket i de svensk besatte områder i Nordsjælland, på Sydsjælland og i Skåne. På Bornholm havde indbyggerne gjort oprør og taget magten, og den [[29. december]] "overdrog" bornholmske udsendinge øen til Frederik 3.<ref>Scocozza, s. 225</ref> Ved [[Freden i København]] den [[27. maj]] [[1660]] blev også Trondhjem len tilbagegivet Danmark-Norge.<ref>Scocozza, s. 227</ref>
Begivenhederne under krigen viser, at Frederik hele tiden havde sine egne rådemuligheder for øje: allerede under krigens første afsnit foretog han skridt til en magtudvidelse. Da den gottorpske hertug ved [[Freden i Roskilde]] havde fået suverænitet over sin del af Slesvig, skaffede kongen sig det samme for sig og sine arvinger i den kongelige del.<ref name="Salm830"/> Og da bornholmerne henvendte sig til ham med en bøn om, at han ville sikre øen, blev det på Frederiks egen foranledning udformet således, at der indføres enevælde og arvekongedømme på øen<ref name=autogeneret2 />, og mens rigsrådet trængtes mere og mere til side for de fremmede rådgivere og venner, tiltog mellem disse de tyske officerers tal.<ref name="Salm830"/> Den anden krig bragte kong Frederik en folkeyndest for kongeligt mod og mandig udholdenhed. Han skænkede København privilegier og knyttede stadens borgerskab nøje til sig, ja vakte hos hele rigets borgerstand tanker om, at kongen ville være føreren i den stadig voksende kamp mod adelens overvælde<ref>Scocozza, s. 232f</ref>. Regeringsforandringen 1660 blev kun for en del Frederiks eget værk; ind i en række årsager, der havde rod dybt i folkets historie og i en lang social og politisk udvikling, greb han med klog og resolut benyttelse af lejlighed og personer. Hans stræben efter enevælden var vel i samklang med, hvad der rørte sig ude i Europa, men for ham selv "var det hele nærmest et Spørgsmaal om Formaalstjenlighed og Magt". Han blev i høj grad drevet frem af den energiske dronning og af beslutningskraftige rådgivere, men de, der handlede offentlig for ham, følte sig trygge ved at vide ham bag sig. Han skred resolut frem til den ubetingede enevælde, da han så mulighed derfor.<ref name="Salm830"/>
== Enevælden indføres ==
[[Fil:Arvehyldningen 1660.jpg|thumb|left|Arvehyldningen i 1660 på pladsen foran [[Københavns Slot]].]]
På stændermødet i [[1660]] udnyttede Frederik uenigheden mellem [[adel]]en og borgere og gejstlige samt den nyligt erhvervede folkelige popularitet til at opnå arveret og få annulleret [[håndfæstning]]en og indføre [[enevælde]]. [[Griffenfeld|Peder Schumacher]] – senere adlet som [[Griffenfeld]] – udarbejdede [[Kongeloven]], verdens eneste nedskrevne enevoldsgrundlov, som fastslår kongens uindskrænkede magt. Heri omtales kongen som "''det ypperste og Højeste Hoved her på Jorden over alle menneskelige Love''".
Den [[16. oktober]] [[1660]] fik han sin håndfæstning kasseret<ref name="Salm830"/>, den [[18. oktober]] 1660 aflagde stænderrepræsentanter ed til den nykårede arvekonge foran [[Københavns Slot]]<ref name="Salm830"/> og den [[15. november]] samme år hyldedes han som arvekonge<ref name="Salm830"/>, den [[10. januar]] [[1661]] fik han ved "arveenevoldsakten" af stænderne overdraget arveret, suverænitet og absolut regering<ref name="Salm830"/>, og den [[14. november]] [[1665]] blev hans underskrift på [[Kongeloven]] den endelige fuldbyrdelse på værket.<ref name="Salm830"/>
== Et nyt statsvæsen bygges op ==
De sidste 10 år af Frederiks regering optoges af det store arbejde på den reorganisation og omdannelse af regering og administration, som allerede i efteråret 1660 var påbegyndt og ved den ny tingenes orden såvel som de bestående forfatningsrammers bristning gjordes påtrængende nødvendig.<ref name="Salm830"/> Kongens stærke og levende interesse spores her overalt; selv hvor yndlinge som Christoffer Gabel og tillidsmænd som [[Peder Reedtz]], [[Henrik Bjelke (rigsadmiral)|Henrik Bjelke]], [[Hans Schack (rigsfeltherre)|Hans Schack]] og [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]] eller siden [[Peder Schumacher]] overtog en stor del af arbejdet, havde kongen sin hånd med deri, og frem for alt vågede han over, at hans kongevælde sikredes og omgærdedes.<ref name="Salm830"/> Kollegialordningen indførtes, den dømmende magt udskiltes på det øverste trin fra administrationen<ref name="Salm830"/>, men lige som Kongen resolverede efter kollegiernes indstillinger, således mødte han selv i [[Højesteret]] som præses og fældede ofte domme der. [[Len]]sstyrelsen forsvandt og afløstes af [[amt]]er; de fastlønnede amtmænd udnævntes alle af kongen.<ref name="Salm831">[http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0872.html ''Salmonsen'', s. 831]</ref> Finanserne søgte man på enhver måde at bringe på fode, og mens skattebyrden efter de andre stænders stærke krav også pålagdes adelen, fik borgerlige mænd adgang til kollegierne og udsigt til at nå lige så højt i embeder og indflydelse som adelen.<ref name="Salm831"/> Adelen blev ramt hårdest ved regeringsforandringen, og aldrig svandt kongens mistillid og uvilje mod den.<ref name="Salm831"/> Der sporedes vel svage tegn på, at også de lavere stænder med uvilje så sig berøvede enhver indflydelse på landets styrelse; Københavns borgere var misfornøjede med [[Kastellet]]s anlæggelse, der var som en trussel mod dem, men det gode forhold mellem dem og kongen bevaredes dog.<ref name="Salm831"/> Anderledes var forholdet til adelen: Frederik havde taget dens vigtigste reelle privilegier, og fra først til sidst sigtede han bevidst mod dens undergang. Kun de danske adelsmænd, der bestemt sluttede sig til ham og støttede den ny enevælde, vandt hans gunst og fik hans støtte til gengæld; hårdt ramte han enhver, der tilsidesatte den skyldige respekt over for kongen.<ref name="Salm831"/> Retssagerne mod [[Kaj Lykke]], Corfitz Ulfeldt og [[Gunde Rosenkrantz]] skræmte al opposition bort, og netop i dette forhold fremtrådte de hårdeste sider i Frederiks karakter.<ref name="Salm831"/> Ellers udøvedes den enevælde, han havde taget, ikke hårdt eller despotisk, om end Frederik på den anden side aldrig kom til at blive en folkelig konge, som faderen Christian IV eller sønnen [[Christian V]], der ved personlig omgang med folket vandt dets hengivenhed og kærlighed.<ref name="Salm831"/>
== Merkantilisme og sikkerhedspolitik ==
Allerede forud for enevældens indførelse og også senere spillede fremme af sikkerhedsmæssige hensyn og næringslivet også en vis rolle i tidens militære og [[Merkantilisme|merkantilistiske ånd]]: i [[1650]] grundlagdes [[Frederiksodde]] ([[Fredericia]]) som fæstningsby ved [[Bersodde]], [[1663]]-[[1667|67]] oprettedes fæstningsbyen [[Frederiksort]] i Slesvig og i [[1665]] fik [[Frederikssund]] købstadsrettigheder<ref>Degn, s. 15</ref>, i 1657 fik portugisiske [[jøder]] tilladelse til at drive handel i hele riget<ref>Degn, s. 19</ref>, i [[1662]] oprettedes et nyt [[Islandsk Kompagni]], fra [[1665]] blev der givet tilladelser til at anlægge [[sukkerraffinaderi]]er, sæbe- og [[saltsyderi]]er samt en stivelsesfabrik i København.<ref>Degn, s. 20</ref> I Norge blev der udstedt fælles købstadsrettigheder for alle norske købstæder den [[30. juli]] 1662<ref>Sogner, s. 59</ref>, og af nye købstæder tilkom [[Drammen]] og [[Kragerø]] i [[1665]] samt Halden ([[Frederikshald]]) i 1666.<ref>Sogner, s. 83</ref>
Af militære tiltag kan nævnes, at, foruden oprettelsen af Frederiksort og Fredericia blev der igangsat fæstningsarbejder i København, [[Christianshavn]]<ref>Christianshavn regnedes som en selvstændig by</ref>, [[Nyborg]] og [[Korsør]].<ref>Degn, s. 24</ref>
== Private interesser ==
Ved siden af sin stadige deltagelse i sit lands regering, hvor alle tråde jo nu med een gang var samlede alene i hans hånd, plejede kong Frederik til sin død de interesser, han fra ung af havde følt sig dragen til. [[Teologi]]ske emner syslede han gerne med og påhørte med udholdenhed spidsfindige, teologiske diskussioner.<ref name="Salm831"/> Han interesserede sig for nordisk oldkyndighed og søgte at følge med [[Tormod Torfesen]]’s (Torfæus) arbejder.<ref name="Salm831"/> Men endnu videre gik dog hans sans for [[naturvidenskab]]erne; den førte ham fx til at nære planer om at udgive [[Tycho Brahe]]’s samlede værker.<ref name="Salm831"/> På den anden side følte han også glæde ved den mystiske, fantastiske side af datidens naturstudier. Den italienske [[læge]] og [[kemi]]ker [[Francesco Borri]] blev hans yndling, med ham tilbragte kongen mange timer i samtale om Borri’s fantasier om "[[de Vises Sten]]" og om [[alkymi|kunsten at gøre guld]], hvortil mange penge af kongens kasse medgik.<ref name="Salm831"/> Midtpunktet for alle disse sysler blev den bogsamling, som Frederik skabte, og som blev oprindelsen til [[Det Kongelige Bibliotek]].<ref name="Salm831"/> Men ikke kun bøger samlede han med forkærlighed, men også på kunstsager og rariteter.<ref name="Salm831"/>
== Død og begravelse ==
Frederik havde ført et mådeholdent liv fyldt med interesser, der gjorde det vidt forskelligt fra hans faders. Alligevel blev han ikke så gammel som denne. Allerede den [[9. februar]] [[1670]] døde han efter 3 dages smertefuldt sygeleje ikke fuldt 61 år gammel<ref name="Salm831"/>. Den [[4. maj]] samme år blev han gravsat i [[Roskilde Domkirke]].<ref name="Salm831"/>
== Børn ==
Foruden Ulrik Frederik Gyldenløve efterlod han sig 6 børn med Sofie Amalie, 2 sønner og 4 døtre. Af sønnerne blev den ældste hans efterfølger på tronen, den anden gift med dronning Anna af Storbritannien. Den ældste af døtrene, Anna Sofie, blev gift med kurfyrste Johann Georg af Sachsen, Frederikke Amalie blev gift med Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine blev gift med kurfyrst Karl af Pfalz, og Ulrikke Eleonore blev gift med Karl XI af Sverige.<ref name="Salm831"/> To børn døde som små.
{| class="wikitable"
|-
! Navn !! Født !! Død !! Bemærkninger
|-
!colspan=4|'''''Med [[Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg]]'''''
|-
| [[Christian 5. af Danmark|Christian 5.]] || [[15. april]] [[1646]] || [[25. august]] [[1699]] || Konge af [[Danmark]] og [[Norge]] [[1670]] – [[1699]]<br />Gift [[25. juni]] [[1667]] med [[Charlotte Amalie af Hessen-Kassel]]
|-
| [[Anna Sophie af Danmark|Anna Sophie]] || [[1. september]] [[1647]] || [[1. juli]] [[1717]] || Gift [[9. oktober]] [[1666]] med Kurfyrst [[Johan Georg af Sachsen]]
|-
| [[Frederikke Amalie af Danmark|Frederikke Amalie]] || [[11. april]] [[1649]] || [[30. oktober]] [[1704]] || Gift [[24. oktober]] [[1667]] med Hertug [[Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp]]
|-
| [[Vilhelmine Ernestine af Danmark|Vilhelmine Ernestine]] || [[20. juni]]/[[21. juni]] [[1650]] || [[22. april|22.]]/[[23. april]] [[1706]] || Gift [[20. september]] [[1671]] med Kurfyrst [[Karl 2. af Pfalz]]
|-
| Frederik || [[1651]] || [[1652]] ||
|-
| [[Jørgen af Danmark|Jørgen]] || [[2. april]] [[1653]] || [[28. oktober]] [[1708]] || Gift [[28. juli]] [[1683]] med Dronning [[Anne af Storbritannien]]
|-
| [[Ulrikke Eleonore af Danmark|Ulrikke Eleonore]] || [[11. september]] [[1656]] || [[26. juli]] [[1693]] || Gift [[6. maj]] [[1680]] med Kong [[Karl 11. af Sverige]]
|-
| Dorothea Juliane || [[1657]] || [[1658]] ||
|}
== Eftermæle ==
[[Fil:A Trip to Fredericia 076.jpg|thumb|upright|Buste af Frederik 3. i [[Fredericia]].]]I [[1651]] navngaves byen [[Frederiksodde]] efter kongen, og 22. april 1664 fik den sit nuværende latiniserede navn, [[Fredericia]]. I [[1652]] blev [[Frederikssund]] navngivet efter Frederik 3.
== Noter ==
{{reflist|2}}
== Litteratur ==
* {{runeberg.org|dbl|5|0295.html Frederik III|[[J.A. Fridericia]]}}
* Ole Degn: "De nylagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (Grethe Authén Blom (red.): ''Urbaniseringsprosessen i Norden 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet''; Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s. 9-48)
* Anders Linde-Laursen: "Skåne på skillevejen" ([[kronik]] i ''[[Skalk]]'' 1993, Nr 2; s. 18-27)
* [[Benito Scocozza]]: "Ved afgrundens rand. 1600-1700" (Olaf Olsen (red.): ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie'', bind 8, København 1989; ISBN 87-89068-10-6)
* Bjørn Sogner: "De "anlagte" byer i Norge" (Grethe Authén Blom (red.): ''Urbaniseringsprosessen i Norden 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet''; Universitetsforlaget, Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s)
== Eksterne henvisninger ==
{{Commonskat|Frederick III of Denmark}}
* [http://kongehuset.dk/monarkiet-i-danmark/Kongerakken Kongerækken på Kongehusets hjemmeside]
* [http://dkks.dk/frederik-3 Frederik 3. på Rosenborgs hjemmeside]
* [http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0869.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind VIII (1919), s. 828-831]
== Anetavle ==
{{ahnentafel5
|style=font-size: 90%; line-height: 110%;
|border=1
|boxstyle=padding-top: 0; padding-bottom: 0;
|boxstyle_1=background-color: #fcc;
|boxstyle_2=background-color: #fb9;
|boxstyle_3=background-color: #ffc;
|boxstyle_4=background-color: #bfc;
|boxstyle_5=background-color: #9fe;
|1= '''Frederik 3.'''
|2= 2. [[Christian 4. af Danmark]]
|3= 3. [[Anna Cathrine af Brandenburg]]
|4= 4. [[Frederik 2. af Danmark]]
|5= 5. [[Sophie af Mecklenburg]]
|6= 6. [[Joachim Frederik af Brandenburg]]
|7= 7. [[Katharina af Brandenburg-Küstrin]]
|8= 8. [[Christian 3. af Danmark]]
|9= 9. [[Dorothea af Sachsen-Lauenburg]]
|10= 10. [[Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow]]
|11= 11. [[Elisabeth af Danmark (1524-1586)|Elisabeth af Danmark]]
|12= 12. [[Johan Georg af Brandenburg]]
|13= 13. [[Sophia af Liegnitz]]
|14= 14. [[Johan af Brandenburg-Küstrin]]
|15= 15. [[Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel (1518-1574)|Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel]]
|16= 16. [[Frederik 1. af Danmark]]
|17= 17. [[Anna af Brandenburg]]
|18= 18. [[Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg]]
|19= 19. [[Katarina af Braunschweig]]
|20= 20. [[Albrecht 7. af Mecklenburg-Güstrow]]
|21= 21. [[Anna af Brandenburg (1507-1567)|Anna af Brandenburg]]
|22= 22. [[Frederik 1. af Danmark]]
|23= 23. [[Sophie af Pommern]]
|24= 24. [[Joachim 2. Hector af Brandenburg]]
|25= 25. [[Magdalena af Sachsen]]
|26= 26. [[Frederik 2. af Liegnitz]]
|27= 27. [[Sophie af Brandenburg-Ansbach-Kulmbach]]
|28= 28. [[Joachim 1. Nestor af Brandenburg]]
|29= 29. [[Elisabeth af Danmark (1485-1555)|Elisabeth af Danmark]]
|30= 30. [[Heinrich 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel]]
|31= 31. [[Maria af Württemberg]]
|32= Frederik 03}}
== Galleri ==
<gallery>
Fil:Andreas Magerstadt Frederik III of Denmark IMG 5842.jpg|Portræt af Frederik 3. udført af [[Andreas Magerstadt]]
Fil:Frederik III i rustning.jpg|Portræt af Frederik 3. udført af [[Karel van Mander III]] i [[1656]]
File:Frederik3ofdenmark.jpg|Portræt af Frederik 3.
File:Frederik III.jpg|Udsnit af miniatureportræt i emalje af Frederik 3. udført af [[Paul Prieur]] i [[1663]]
</gallery>
== Se også ==
* [[Danmarks historie (1536-1660)]]
* [[Danmarks historie (1660-1814)]]
{{start boks}}
{{s-hou|[[Huset Oldenburg]]|18. marts|1609|9. februar|1670|navn=Frederik 3.}}
{{s-reg}}
{{s-før|rows=2|før=[[Christian 4. af Danmark|Christian 4.]]}}
{{s-ttl|titel=[[Konge af Danmark]]|år=1648 – 1670}}
{{s-eft|rows=2|efter=[[Christian 5. af Danmark|Christian 5.]]}}
{{s-ttl|titel=[[Konge af Norge]]|år=1648 – 1670}}
{{slut boks}}
{{Danske regenter}}
{{Dagens_artikel|dato=23. november 2004}}
{{FD|1609|1670}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Huset Oldenburg]]
| 