|
=== Middelalderen ===
Middelalderen viser for geografiens, som for de fleste andre videnskabers vedkommende, navnlig i sin første tid en tilbagegang. De store græske geografer forglemtes, og de romerske forfattere, blandt dem navnlig [[Plinius]], blev de mest brugte, men ikke de heldigste kilder. Fantasifostre og vidunderskikkelser befolker værkerne, mens man ganske ser bort fra landområdernes naturbeskrivelse eller i det højeste indskrænker sig til en blot og bar stedfortegnelse. Heller ikke den fysiske geografi gjorde fremskridt, og læren om jordens kugleform måtte vige for den naive tro på jorden som en flad skive. I den ældre middelalder hersker de såkaldte »"hjulkort«", der med [[Jerusalem]] i verdens centrum og Okeanos som ydergrænse til alle sider viser en mærkelig blanding af bibelske og græske ideer. Den geografiske horisont indskrænkedes mere og mere, og kun de nordiske vikinger gjorde nye opdagelser ([[Grønland]] og [[Amerika]]), men disse blev ikke bragte til videre kendskab. Imidlertid rørte der sig et rigt liv blandt araberne, der var ivrige dyrkere af matematik og astronomi og i modsætning til de kristne kirkefædre med iver studerede de græske geografer, navnlig Ptolemaios, hvis hovedværk allerede i 9. århundrede var blevet oversat til arabisk under navnet ''Almagest''. Deres stedsbestemmelser forbavser endnu den dag i dag ved deres nøjagtighed. Udbredelsen af [[islam]] og vidtstrakte rejser, navnlig af [[Ibn Batuta]], en af de mest vidtberejstevidt berejste mænd, der nogensinde har levet, og [[Edrisi]], udvidede deres geografiske synskreds så vidt, at de kendte hele Europa med undtagelse af det højeste Norden, den sydlige halvdel af Asien, Nordafrika til c. 10° n. Br., og østkysten indtil [[Stenbukkens vendekreds]]. Også over den fysiske beskaffenhed af de kendte lande findes mange fortræffelige arbejder, således af [[Massudi]], lige som over almindelige fysisk-geografiske fænomener af fx [[Kazwini]]. Den større forbindelse, som Occidenten ved korstogene og de italiske handelsrepublikkers opblomstren kom i med Orienten, kunne ikke undlade at virke på det kristne Europa, og vi ser i den senere kristne middelalder så betydelige forfattere fremtræde som [[Albert den Store]], [[Roger Bacon]] og [[Vincens af Beauvais]]. Samtidig fremmedes også berøringen mellem Europa og det fjerne Østasien, dels på krigersk måde ved de store mongolerindfald, dels ved udstrakte rejser, hvoraf her blot kan nævnes [[Marco Polo]]'s berømte rejse (1271—1295) og de gejstlige sendebud til mongolernes storkhan som [[Piano di Carpine]] [[1246]] og Ruys-broeks ([[Rubruquis]]) [[1253]]. Stor betydning for den geografiske opfattelse af Europa havde også åbningen af en atlantisk søvej fra de italienske handelsstæder til1 [[Flandern]], men det store fremskridt, den senere kristne middelalder viser i behandlingen af geografi frem for den tidlige, skyldes dog væsentligst den omstændighed, at de gamle græske geografer kom til hæder og værdighed igen, og frem for alt tilbagevendelsen til de ptolemæiske stedsbestemmelser. En afgjort fremgang viste sig i denne periode i kartografien, i det nu kompasset kom almindeligt i brug. Blandt de ældste mønstre på de berømte italienske kompaskort, de såkaldte [[portulan]]er, der forbavser ved deres nøjagtighed, må nævnes [[Pietro Visconti]]'s (1318) og [[Marino Sanuto]]'s (1320). Endnu højere stod dog det såkaldte katalaniske kort, forfærdiget [[1375]] af en ukendt majorkansk styrmand, og venetianeren Fra Mauro's kort fra 15. århundrede, der viser Marco Polo's, Nicolo Gonti's og portugisernes opdagelser i Østasien og langs Afrikas vestkyst.
=== Den nyere Tid ===
|
