Geografi: Forskelle mellem versioner

Renaissancetiden bragte også nyt liv i geografien. Et mægtigt stød hertil var de store portugisiske og spanske opdagelser, der ikke blot næsten fordoblede den da kendte verdens udstrækning, men også bragte hidtil ukendte produkter, kendskab til ukendte naturforhold og ny folkeslag samt skabte ganske ny baner for verdenshandelen. De lærde opfordredes derved til at samle og nedskrive den sum af iagttagelser, som opdagerne bragte hjem fra deres eventyrlige tog. 16. og 17. århundrede bliver kosmogratiernes tid, »''disse''«, som Løffler udtrykker sig,: »"''disse litterære pulterkamre, hvori datiden, sædvanlig uden kritik og under mange misforståelser, nedlagde hele sin geografiske Viden''«". Som et eksempel på disse kosmografiske håndbøger kan nævnes [[Sebastian Münster]]'s fra [[1550]]. Hos ham, som hos de øvrige kosmografer, mangler naturskildringer, men opregning af produkter, byer, floder, seværdigheder, kongerækker m. m. træder i stedet. Som man ser, minder dette nærmest om en senere tids rejsehåndbøger. Efter [[1600]] blev ordet geografi atter indført i stedet for kosmografi, der efterhånden forsvandt. Ved midten af 17. århundrede udkom et fortræffeligt og banebrydende værk, nemlig ''Geographia generalis'' af [[Bernhard Varen]]ius (Varen) (1622—1650).

Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene studeredes med iver. Portugiserne havde således allerede i 15. århundrede opdaget Guinea-strømmen, [[Vasco da Gama]] fandt Mosambique-strømmen og Alaminos iagttog og benyttede [[Golfstrømmen]] i strædet ved [[Florida]]. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevne, og benævnelser som passater og monsuner optræder.

Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved [[Copernicus]]' og [[Kepler]]'s optræden, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem [[Alkmaar]] og [[Bergen op Zoom]]. Kortene, der nu udkastedes efter mat. bestemmelser, forbedredes, og hegemoniet i kartografien, der i 15. århundrede tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 16. århundrede over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev dog også disse overfløjede af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængte af hollænderne, hvis blomstringstid udfylder 17. århundrede. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren [[Martin Behaim]]'s globus og flamlænderen [[Gerhard Mercator]]'s banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, [[Willem Janssen]], [[De Witt]] og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig [[Johannes Mejer]] fra [[Husum (Slesvig)|Husum]].

I hovedsagen stod geografien i 18. århundrede på samme standpunkt, og Hübner's »''Vollståndische Geographie''« svarer i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstrenopblomstring. Det var i 18. århundrede, at [[Réaumur]] konstruerede sit [[termometer]] og Harrison ([[1693]]—1776) opfandt kronometeret, at [[De Luc]] 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet [[1780]]; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem [[A. G. Werner]] (1750—1817). [[Linné]] grundedegrundlagde det botanisk-zoologiske studium;: plantegeografien grundlagdesetableredes af Wildenow, ligesom dyregeografien indlededesigangsattes af Zimmermann. Endelig begyndte også antropologien[[antropologi]]en at vise sig i Camper's og Bluménbach's værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende [[sprogvidenskab]]. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde.