Idéhistorie: Forskelle mellem versioner

[[Genre]]n ''idéhistorie'' har været kendt siden [[antikken]], og den kommer til udtryk som refleksion over og tilbagevisning til tidligere tænkning inden for et givent område, der evt. forholdes til egen tænkning og samtid. Disciplinen idéhistorie vinder derimod først frem med institutionaliseringen af idéhistorie som fag i det 20. århundrede, hvor man går metodisk til værks efter bestemte videnskabelige normer, når man undersøger et givent område. Den idéhistoriske genre findes i alle kulturer, hvor der er blevet reflekteret over tidligere idéer, men selve disciplineringen af idéhistorien er et vestligt fænomen. Der findes forskellige måder hvorpå man kan anskue idéhistorie som disciplin, hvilket gør det komplekst at beskrive den.

[[Arthur Lovejoy]] (1873-1962) var amerikansk filosof og idehistoriker. Han var den første til at institutionalisere idehistorie. Han mente, at den intellektuelle verden stod over for to store udfordringer i 1930’erne. For det første stod det klart, at det ikke var muligt at opnå en endegyldig filosofisk erkendelse, og for det andet eksisterede der en specialisering inden for de humanistiske fag, der medførte en splittelse mellem fagene. Ifølge Lovejoy var idehistorie løsningen på begge problemer. Idehistorien skulle være et alternativ til filosofien. Med idehistorie blev det ideerne og ikke opnåelsen af en endegyldig erkendelse, der blev set som den drivende kraft i historiens udvikling. Løsningen på det andet problem var, at idehistorie, som studiet af ideer på tværs af forskellige områder, kunne samle de humanistiske fag. Lovejoy var fortaler for en tilgang, der beskæftiger sig med enhedsidéer. Denne tilgang går ud på, at der er universelle idéer, der findes uafhængigt af tid og sted og på et tidspunkt bliver genstand for menneskelig opdagelse. Selve sproget har en stor rolle, da det er grundlaget for menneskers virkelighedsopfattelse og mulighed for at give udtryk for idéerne. Metoden med at fokusere på enhedsidéer er dog ikke længere udbredt, da der ikke længere er konsensus om, at man kan tale om idéer som selvstændige entiteter, men at disse kun opstår i en menneskelig kontekst.

[[Johannes Sløk]] (1916-2001) var dansk teolog, idéhistoriker, filosof og debattør. Han var i 1967 med til at grundlægge idéhistorie som universitetsfag på Aarhus Universitet, og var her tilknyttet som professor til 1977. Johannes Sløk fandt, at der var to slags forskningsopgaver for idéhistorie – den vertikale og den horisontale. For den vertikale gjaldt det, hvilke sammenhænge der kunne findes mellem samtidigt eksisterende regionale idéer. For den horisontale gjaldt det, hvordan idéerne havde ændret sig igennem det historiske forløb. <ref>Sløk, Johannes (2008) ''Gud, menneske, kosmos: Om idéhistorie.'' København: Gyldendalske Boghandel.
</ref> Det betød både hvilke funktionsændringer de havde gennemgået og hvilke skift idéernes indhold havde taget. Johannes Sløk så helt specifikt idéhistoriens målsætning, som et samarbejde på tværs af forskningsfelterne, for at skabe klarhed over hvad kultur egentlig er. Sløk var også tilhænger af Lovejoys idé om at studere såkaldte "enhedsidéer."

[[Reinhart Koselleck]] (1923-2006) var tysk historiker og grundlægger af [[Begrebshistorie|begrebshistorien]] som disciplin. Han beskæftigede sig med historiske grundbegreber og fremhævede, at man ikke kan komme uden om sproget, hvis man ønsker at nærme sig en forståelse af fortiden. Sprogets begreber indgår i historisk forandring og samtidig bærer de på historie. Begrebshistorie er en form for idehistorisk praksis idet man undersøger begreber, som udtryk for ideer, over tid.<ref>Se evt: http://historiskmetode.weebly.com/uddybning-af-begrebshistorie.html </ref> Den begrebshistoriske tilgang undersøger, hvordan begreberne påvirker, er afhængig af hinanden samt, hvordan ændrer sig over tid.

[[Michel Foucault]] (1926-84) var fransk filosof og idéhistoriker. Han lod sig inspirere af tænkere som [[Hegel]], [[Marx]], [[Heidegger]], [[Freud]] og [[Nietzsche]]. Han gjorde sig fx bemærket med ideen om, at historien ikke præges af sammenhæng og udvikling men af [[Brud og kontinuitet|brud]] og tilfældigheder. Desuden fremsatte han også tesen om ”menneskets død”, der påstod, at der inden for en diskurs findes autonome kræfter, som indskrænker menneskets frihed til at ytre sig. Han fokuserede meget på diskursive netværk, som han mente i højere grad ligger til grund for diverse magtforhold end materielle relationer og autoriteter. <ref>Se evt: http://www.timeshighereducation.co.uk/405956.article </ref> Foucault er eksponent for en genealogisk intellektuel historie, der understreger, hvordan teoretiske og institutionelle praksisser, historisk set, danner ramme om hvad der overhovedet er muligt at tænke.

[[Quentin Skinner]] (1940-) er politisk idéhistoriker og dimitterede fra Cambridge University i 1962, hvor han læste filosofi og politisk teori. I 1969 skrevfik han udgivet artiklen ’Mening og forståelse i idéhistorien’, hvor han stærkt kritiserer den daværende tilgang til faget og forsøger at gøre op med tanken om enhedsidéer og tendensen til kanonisering i idéhistorien. Skinner ønsker en grundigere tilgang til historien, hvor fokus i højere grad er på tænkerens intention i den historiske kontekst. Han anses som hovedmanden i den bevægelse inden for idéhistorien, som kaldes intellektuel historie,<ref>Se evt: ''Temp - Tidsskrift for historie'' nr. 4 (2012): “Intellektuel historie” af Mikkel Thorup http://www.temphist.dk/?page_id=300</ref> som går ud på, at idéhistorikeren skal søge at forstå en given tekst ud fra den konkrete kontekst, den er skrevet i, og hvilken mulig hensigt forfatteren havde med den.

* ''Tankens Magt - Vestens idéhistorie'' af Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen og [[Frederik Stjernfelt]]. Et(2006) opslagsværk''Tankens derMagt er- inddeltVestens i ni kronologiske perioder, og hver periode er opdelt i syv områder: teknologi, naturvidenskab, politik og ret, æstetik og kunst, religion og teologi, sprog og samfund, filosofi og menneske.idéhistorie''

* ''Dansk naturvidenskabs historie'' - Af Helge Kragh, Henry Nielsen, Kristian Hvidtfelt Nielsen og Peter Kjærgaard. Redaktørerne modtog i 2007 [[H.O(red.) Lange-prisen]]''Dansk fornaturvidenskabs særlig indsats for forskningsformidlinghistorie.''