Postmodernisme: Forskelle mellem versioner

'''Postmodernisme''' er et begreb, der bruges meget forskelligt og derfor ofte opdeles i postmoderne teori, postmoderne kunst (fx postmoderne litteratur) og så en historisk periode, som kaldes [[Postmodernitet|postmoderniteten]].<ref>Paula Geyh (2003) "Assembling Postmodernism: Experience, Meaning, and the SpaceIn-Between". ''College Literature'' 30:2, 1-29.</ref> Dette opslag handler om den første kategori. Postmodernismen er i denne forstand ofte associeret med især [[Frankrig|franske]] tænkere som fx [[Roland Barthes]], [[Jacques Derrida]] og [[Michel Foucault]] m.fl. Postmodernismen forholder sig til mange forskellige emner som fx [[erkendelsesteori]], [[historiefilosofi]] og [[sprogfilosofi]]. Centralt for postmodernismen er især angrebet på opfattelsen af universelle sandheder og nogle mener, at postmodernismen gør op med [[Oplysningstiden|oplysningstidens]] tanker. Det er omstridt, hvordan postmodernismen relaterer sig til [[Poststrukturalisme|poststrukturalismen]] og [[dekonstruktion]]. Det er efter afslutningen af [[2. verdenskrig]], at postmodernismen begynder at sætte sig igennem som selvstændigbliver strømningudviklet.

Et kendetegn ved postmodernismen er problematiseringen af vidensbegrebet. Tanken om, at viden kan være repræsenteret ''udenfor'' individet bliver forkastet; og de postmoderne teori fremhæver en holdning, der findessiger, ingenat der ikke nogen højere [[Sandhed|sandheder]], som har nogen gyldighed uafhængigt af individuel [[erkendelse]]. Postmodernismen fremstår på den baggrund som [[oplysningstiden|oplysningfilosofiens]] direkte modsætning,. ogDet [[Rationalisme|rationalismen]]er bliversåledes fuldkommenen afskrevet.pointe Ii stedetpostmoderne fremhæves dettænkning, at [[viden]] ikke eksisterer uafhængigt af tid, sted, sociale omstændigheder mv., og at [[Individ|individet]] danner sig både sin viden og sit syn på viden ud fra disse faktorer. På denne måde er postmodernismen [[Socialkonstruktivisme|socialkonstruktivistisk]]. Det bliver derfor nødvendigt at kritisere den rationelle videns begrænsning; at [[dekonstruktion|dekonstruere]] den. [[Jacques Derrida]] udtænker i sin kritik af vidensbegrebet ideenidéen om, at man for at undgå at modsige sit eget tankegrundlag er tvunget til at postulere et antal ytringer (''[[logos]]'') som mere ''oprindelige'' end andre, og den praksis har udviklet sig til endet fænomen, som Derrida begrebetkalder [[logocentrisme|''logocentrisme'']]. Postmodernismens alternativ til logocentrismen er at placere grundstenen til viden på [[diskurs]]en; en opfattelse som trækker på [[Wittgenstein]]s ideidé om sprogspil.

Den franske postmodernist og kulturteoretiker [[Jean Baudrillard]] hævder Ii ''Simulacra and Simulations'' (ikke oversat til dansk), at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af forfalskninger. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion, siger han, omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder, og dette flytter vores opmærksomhed væk fra virkeligheden og fanger den i [[hyperrealitet|det hyperreelle]].

Postmodernismen står altså for en konsekvent mistro overfor antagelser om sandhed, etik og skønhed, hvis de bunder i andet end individuel perception. [[Utopi]]ske idealer om universelle, altfavnende sandheder og [[æstetik]] fortrænges til fordel for ''små fortællinger'', som alene peger mod andre ideer, der så i sig selv er genstande for tolkning og gentolkning. Postmodernismen mener således, at ''Sandhedensandheden'' selv bliver ustabil, fordi den kun eksisterer som en kompleks og sammensat størrelse, hvor de enkelte dele konstant er i bevægelse.

Ordet ''postmodernisme'' bruges ofte sammen med en betegnelse som f.eks. ''postindustriel'', i en anden, bredere betydning om udviklingen indenfor de sociale og filosofiske og realiteter i slutningen af det tyvende århundrede. Kritikere med rødder i [[marxisme]]n har fremført, at postmodernismen som tendens er symptomatisk for ''senkapitalismen'' og institutionernes forfald i nationalstaten. Andre hævder, at postmodernismen er en naturlig reaktion på udviklingen i massemedierne; gennem formidlingen kommer viden til at fremstå som kopier af kopier, og det undergraver ethvert forsøg på at efterspore originaliteten – endsige foretage en holdbar tolkning. Disse overvejelser har dog formentlig mere mere [[postmodernitet]] at gøre end med postmodernisme.