Wikipedia

Grammatisk køn: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Opsætning
Tilføjer et afsnit om køn på dansk, hertil diverse smårettelser og et par omskrivninger
Linje 1:
IInden for [[grammatik]] (og generelt i [[lingvistik]]ken) anvenderbruger man begrebet '''grammatisk køn''' eller '''genus''' tilom atet opdelesystem af klasser, hvori [[navneord]] inddeles i klasser efter deres bøjningsmønsterbøjningsmønstre og kongruens i visse sprog. Det køn, ordetsom tilskriveset navneord tilhører, bestemmer, hvordan ordet, – og de andre ord der måtte være tilknyttet det ([[stedord]], [[tillægsord]] osv.), – skal bøjes. Det betyder altså, at det, der gør, at ord tilhører det samme køn – "''er af hankøn''" eller "''er af hunkøn''" (osv.) – er, at de bøjes efter de samme mønstre eller kræver, at tilhørende stedord eller tillægsord antager samme former.
 
Grammatisk køn er principielt helt uafhængigt af det semantiske køn (også kendt som ''logisk køn'', ''biologisk køn'' eller ''seksus''), og selv om der i visse sprog godt kan være tendenser i retning af en systematisk sammenhæng, så er grammatisk køn ofte helt uden forbindelse til, hvad ordet henviser til. Således er fx tysk ''Mädchen'' intetkøn, selv om det betyder "pige".
Den foreteelse at bøje ord efter kønnede mønstre er særlig udbredt i de [[indoeuropæiske sprog]].
 
Selvom der ikke sjældent er sammenfald mellem det grammatiske køn og det semantiske køn (også kendt som ''logisk køn'', ''biologisk køn'' eller ''seksus''), og selvom der endda i visse sprog godt ''kan'' anes tilløb til systematikker i den forbindelse, så kan det ikke understreges kraftigt nok, at betegnelsen ''køn'' i grammatisk sammenhæng alene handler om ordets bøjning og ikke det, som ordet måtte henvise til i en given betydning.
 
== Klasser af navneord ==
 
De fleste [[indoeuropæiske sprog]] undtagen(dog ikke [[engelsk (sprog)|engelsk]]) har et grammatisk kønkønssystem – som systemhovedregel med to eller tre klasser. Der findes også [[afrikanske sprog]] (særligt [[bantusprog]]), som har et højere antal klasser. I de tilfælde taler man ikke om ''køn'', men bruger i stedet ''navneordsklasser'', og de bliver holdt adskilt ved nummerering.
 
== Indoeuropæiske sprog ==
Line 17 ⟶ 15:
De gamle romere og deres nutidige, romansktalende efterkommere anser solen for at være hankøn, mens månen skal være hunkøn (jf. udtrykket "fru Luna"). De germanske stammer og vi, som er deres nutidige efterkommere, mener, at det er lige modsat (jf. udtrykket "manden i Månen"). Derfor er sproglige nybegyndere nødt til at betragte det grammatiske køn som noget, der er knyttet til ''ordet'' og ikke til den ''genstand'', ordet betegner.
 
I de indoeuropæiske sprog, der tildeler navneord et køn, svarer dette ofte til bestemte [[bøjning (grammtik)|bøjningssystemer]]. På latin er næsten alle ord i første bøjning hunkøn, når de ender på ''-a''. De vigtigste undtagelser er nogle få ord, som betegner typisk mandlige roller, som ''nauta'' = "sømand" eller ''agricola'' = "landmand". Tilsvarende er næsten alle ord hankøn og omfattet af anden bøjning, når de ender på ''-us'' i navnefald ([[nominativ]]), mens ord på ''-um'' er intetkøn. Navne på steder og træer er dog hunkøn, som f.eks. ''ulmus'' = "elm" og Æ''ægyptusgyptus'' = "Ægypten".
 
=== Dansk ===
Oprindelig havde dansk som de øvrige skandinaviske sprog tre køn – hankøn, hunkøn og intetkøn – men allerede i middelalderen begyndte hankøn og hunkøn at falde sammen i fælleskøn, og dansk rigsmål har derfor i dag to køn – fælleskøn (fx ''en bil'') og intetkøn (fx ''et hus''). Rigsmålet er baseret på københavnsk, hvor sammenfald mellem hankøn og hunkøn ses så tidligt som 1500-tallet<ref>[http://dialekt.ku.dk/dialekter/dialekttraek/navneordenes_koen/ Navneordenes køn – Københavns Universitet]</ref>, men mange danske dialekter har bevaret et trekønssystem helt op til vore dage, således fx [[vendelbomål]] og [[bornholmsk]] (og i lidt ældre tid de fleste ømål). Vestjysk skiller sig omvendt ud ved kun at have ét køn, idet intetkøn her faldt sammen med fælleskøn (''en huws, en bijl'').
 
Langt de fleste navneord på dansk har blot ét køn, men der findes dog visse ord, der har to køn, undertiden med betydningsforskel. Således kan fx ''flute, kompliment'' og ''insulin'' både være fælleskøn (''en flute, en kompliment, insulinen'') og intetkøn (''et flute, et kompliment, insulinet''), dog uden at der er nogen betydningsforskel mellem de to former. Omvendt forholder det sig med ord som ''jalousi, vår'' og ''studie'', som også kan være begge køn, men med betydningsforskel. ''Jalousien'' er en følelse (skinsyge), men ''et jalousi'' er en vinduesskærm af tynde lister; ''våren'' er foråret, men ''et vår'' er et overtræk til puder og dyner; og ''en studie'' er et kunstnerisk eller akademisk arbejde af undersøgende natur, medens ''et studie'' enten kan være et lokale til optagelse af lyd, video m.m. eller et fag, som studeres.
 
== Andre sprog ==
Line 25 ⟶ 28:
== Sprog uden navneord med kønsmarkering ==
 
Disse sprog kan deles i to undergrupper. Den første har stadig tydeligt adskilte køn, men forskellen markeres gennem ændringer i tilknyttede ord (tillægsord– det være sig ([[adjektivtillægsord]]er), stedord ([[pronomenstedord]]er) ogeller af og til enddasågar udsagnsord ([[verbum|verberudsagnsord]])), – men ikke hos navneordene selv. Tysk er et eksempel på sprog af denne type, for de fleste navneord røber ikke deres køn direkte, men f.eks. gennem bestemte former af kendeord ([[artikel (grammatik)|artikler]]) eller tillægsord, som man tvinges til atordene brugekræver. Ordet ''Mond'' (= "måne") er hankøn, men det kan ikke ses direkte. Først når man sætter det sammen med andre ord, afsløres det grammatiske køn: det hedder ''der Mond'' (= "månen") og ''dem hellen Mond'' (= "for den lyse måne").
 
Den anden gruppe af sprog har ingenslet markering afikke grammatisk køn. Et eksempel på dette har man i [[engelsk (sprog)|engelsk]], hvor hverken navneord eller udsagnsord har markører, der viser ordets køn. Ordet "''boy"'' er selvfølgelig semantisk set hankøn, og ordet "''girl" er'' hunkøn, men formensåvel påden bestemte artikel ''the'' som tillægsordet "''tall"'' (= "høj") er uændret, uanset hvilket af de to navneord, detde er knyttet til. Men selv i desådanne tilfælde (som nu engelsk)sprog, hvor der ikke findesopererer markeringmed afgrammatisk navneordeneskøn grammatiskefor kønnavneord, har de personlige stedord ofte helt forskellige former afhængigt af den nævnte persons naturlige køn, idet man vil bruge ''he'' ("han") til at vise tilbage til ''the boy'', men ''she'' ("hun") til at vise tilbage til ''the girl''. En undtagelse udgør dog sprog som fx [[Finsk (sprog)|finsk]], bruger stedordet ''hän'' ("han/hun"), uanset om der vises tilbage til en dreng eller en pige.
 
De kønsmarkerede stedord varierer meget fra sprog til sprog: der findes sprog, som har forskellige stedord i tredje person for at kunne skelne mellem mennesker og ikke-levende genstande. Det gælder f.eks. både [[ungarsk (sprog)|ungarsk]] og [[finsk (sprog)|finsk]], men selv den skelnen bliver ofte udeladt i det talte finsk. Andre sprog som f.eks. [[japansk (sprog)|japansk]] har en bred vifte af personlige stedord, som gør det muligt at markere, hvordan den omtalte person står socialt i forhold til den talende.
 
Det bør understreges, at der sagtens kan findes klare, leksikale markeringer af det naturlige køn i sprog, som ellers ikke har grammatisk kønsmarkering. Det måske mest kendte eksempel ses i [[esperanto]], hvor ordleddet ''-in-'' kan bruges til at ændre ethvert ord for et hankønsvæsen, så det i stedet betegner det tilsvarende hunkønsvæsen. Ordet ''patro'' (= "far") ændres til ''patrino'' (= "mor"). Endelsen forekommer meget ofte, og det får nogen til – fejlagtigt – at tro, at den er markør for grammatisk køn.
 
== Personnavne ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Grammatisk_køn"