Adel i Storbritannien: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Opsætning |
Flertydige WL: Overklasse → Samfundsklasse, House of Commons → Underhuset (Storbritannien), sherif → Sheriff (England), rang → Rangorden |
||
Linje 1:
'''Adelen''' i '''[[Storbritannien]]''' (egentlig: [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland]]) er den [[
Den nuværende britiske adel er inddelt i to klasser, hvor den såkaldte ''[[landed gentry]]'' (landadelen) udgør [[lavadel]]en, og den såkaldte ''[[peerage]]'' eller ''nobility'' udgør [[højadel]]en, der altid er betitlet og kaldes ''peers'' eller ''lords''. Gentry-klassen er med få undtagelser ikke betitlet, og medlemmer af denne gruppe kaldes ''esquire'' eller ''gentleman''. Undtagelserne er titlerne [[baronet]], [[ridder]], ''[[laird]]'' og skotske feudale baroner). Afgrænsningen af gentry-klassen er i øvrigt diffus, og dens adelskab er omdiskuteret (esquire kommer af ''squire'' = [[væbner]], der ikke gav adelige rettigheder).
I det britiske system kan en given adelstitel på et givent tidspunkt kun bæres af én person. Det britiske adelsvæsen adskiller sig markant fra den kontinentale adelstradition ved, at kun indehavere af en britisk titel regnes for adelige. Det vil sige, at kun en families mandlige overhoved og hans hustru – samt eventuelt den mandlige arving – har rang som peers. De øvrige familiemedlemmer tæller som ''[[commoner]]s'', dvs. [[Borgerskab|borgerlige]]. Deraf følger, at britiske slægter – i modsætning til praksis i det øvrige [[Europa]] – ikke regnes for adelige, men at adelskabet derimod er knyttet til besiddelsen af en titel ([[hertug]] (''duke''), [[markis]] (''marquess''), [[Jarl (titel)|jarl]] (''earl''), [[viscount]] og [[baron]]). Titlerne kan enten tildeles ved kongelig nåde eller nedarves (såkaldte titelbærer "in their own right"). Indtil en reform i [[1999]] gav besiddelsen af en sådan titel ret til sæde i Overhuset ([[House of Lords]]). De skotske (fra [[1707]]) og irske (fra [[1801]]) peerages valgte nogle repræsentanter til at sidde i Overhuset. Efter reformen i 1999 har 92 indehavere af en arvelig titel ret til sæde i Overhuset og vælges med afstemning. Et medlem af Overhuset kan ikke samtidig sidde i Underhuset ([[Underhuset (Storbritannien)|House of Commons]]).
== Historie ==
[[Fil:Queen Anne in the House of Lords.jpg|thumb|250px|Dronning [[Anne af England|Anne]] holder tale i [[House of Lords]]. Maleri fra ca. 1708-14 af [[Peter Tillemans]]]]
Adelen i [[England]] er i oprindelse og udvikling meget forskellig fra den kontinentale adel. I den [[angelsaksisk]]e tid gik den gamle fødselsadel under, og kongens embedsmænd, [[Ealdorman|ealdormens]] (''[[earl]]s'') og [[
Den ny højadel blev en tid farlig nok for kongemagten; men dens myndighed knækkedes efter en hundredårig kamp af kongen i forbund med folket og lavadelen. Da derved al mulighed til en sådan statsopløsning som i [[Frankrig]] og [[Tyskland]] var fjernet, og hele adelen havde lært at føle sig som rigsstand, stræbte adelen at indskrænke kongens store og vilkårlige magt; men den kunne ene håbe at nå dette ved at få folket på sin side, og hvad der på fastlandet kun er en forbigående undtagelse, bliver da i England det gennemgående, at adelen ikke vinder nogen sejr, uden at folket får lod deri. Kongen blev bunden til at regere efter baronernes råd; men snart indkaldtes til rigsforsamlingerne også repræsentanter for ridderne ligesom fra byerne (første gang [[1265]]), og det således uddannede [[Det engelske parlament|parlament]] fik en stedse voksende indflydelse. Parlamentet blev da aldrig en [[stænderforsamling]] som fastlandets, hvor tre eller fire stænder stod hinanden skarpt imod; i underhuset sad fra først af adelsmand og købstadsmand på samme bænk, og de to riddere, der mødte for hvert grevskab, valgtes af de andre riddere og bønderne i forening. I overhuset sad prælaterne og de store baroner, først efter indkaldelse fra kongen, men efterhånden med arvelig ret. Bag ved adelens deltagelse i rigets styrelse lå så dens del i den lokale selvstyrelse (selfgovernment), der udviklede sig tidlig. Posterne som sherif, fredsdommer og meget andet beklædte adelen uden løn. ''"Medens adelen i Frankrig holdt fast ved sin skattefrihed som erstatning for den manglende politiske indflydelse, tog adelen i England de sværeste statsbyrder på sig for at få lov til at regere landet"'' ([[Alexis de Tocqueville]]).
På denne historiske baggrund forstås den britiske adels nuværende karakter. En egentlig adel er kun peersskabet (''peerage''), hvis hovedret er en politisk, den, at alle engelske peers har sæde i [[overhuset]], altså personlig er kronens og rigets første rådgivere (af de skotske peers gælder dette derimod kun om 16, der vælges for hver parlamentssession, af de irske for 28, der vælges på livstid). Denne peersadel (''nobility'') har som fælles titel: ''Lord''; inden for den er der forskellige [[
Således findes der da i Storbritannien ingen trykkende standsprivilegier og ingen skarp standsadskillelse; gentry'en optager enhver, der formår at arbejde sig frem, og jævne overgange fører fra folket helt op til peersskabet, der ved kgl. udnævnelse stedse øges med landets mest fremragende mænd fra alle livsgrene. Begrebet [[mesalliance]], der spiller så stor rolle for fastlandets adel, er derfor ukendt; enhver lord, ja selv medlemmer af kongehuset, kan ægte, hvem de vil; hustruen får mandens rang. Den engelske parlamentsregering og den indre selvstyrelse er frembragt af og i århundreder blevet båret oppe af den rige peersadel og den velhavende gentry.
| |||