Åbn hovedmenuen

Ændringer

10 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
Datomærker for artikler hvor enkelte passager behøver uddybning
To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, [[Europa]], [[Asien]] og "Libyen" ([[Afrika]]) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk ''Okeanos''); den anden, hvortil Aristoteles, [[Marinos fra Tyrus]] og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for [[Christoffer Columbus|Columbus]]' opdagelse af Amerika.
 
Romerne fulgte ved behandlingen af geografien væsentligst praktiske formål, i det deres stadige krigstog, administration af det uhyre rige og de udstrakte handelsforbindelser fordrede anlæggelsen af gode veje og dertil betydelige kortarbejder; af disse kendes kun et enkelt, nemlig den såkaldte ''[[Tabula Peutingeriana]]'', der stammer fra 4. århundrede. [[Plinius den Ældre|Plinius]] og [[Seneca]]{{hvem?|dato=2016}} må nævnes som dem, der frembragte de betydeligste geografiske skrifter blandt romerne. Ved slutningen af oldtiden faldt det korografiske kendskab nærmest sammen med det romerske rige; Europas høje nord, det nordlige Asien hinsides det [[Kaspiske Hav]], altså [[Sibirien]], var ganske ukendt; om [[Kina]] havde man højst uklare begreber; den sydøstlige asiatiske øverden var knapt kendt ud over [[Java (ø)|Java]], [[Østafrika]] kendte man til [[Zanzibar]], Vestafrika til [[Sierra Leone]], mens man om det indre Afrika kun havde vage forestillinger om negerlande hinsides ørkenen; dog må det bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler [[Nilen]]s kilder som kommende fra to store søer i nærheden af [[ækvator]].
 
=== Middelalderen ===
44.197

redigeringer