Fribytterdrømme

“For atter med voldsomme hænder, af skabende evne krummet, at slynge sin indre verden med dens flammehjul ud i rummet”. Sådan slutter Tom Kristensens digt ‘Fribytter, der forsøger at skabe en bedre verden gennem sin digtning.

Digtet ‘Fribytter’ er skrevet i 1920, hvilket er lige efter første verdenskrig. Derfor bærer digtet i høj grad præg af kontrasten mellem det mørke, døde og det lyse, livet. Det er en subjektiv og farverig gengivelse af verden som en reaktion på første verdenskrigs katastrofer.

Digtet er opbygget af 4 strofer der hver består af 8 vers. Der er ikke et egentligt rimmønster i digtet, men mange steder ses der enderim og krydsrim. Derfor er der stadigvæk en harmonisk struktur i opbygningen. Den harmoniske form står i kontrast til det kaotiske indhold, hvilket viser en splittelse i digtet.

Det kaotiske element stammer fra den ekspressionistiske skrivestil, hvor er den subjektive gengivelse af verden er i fokus. Det handler dermed om at udtrykke sig, hvilket ses i kraft af brug af stærke farver og adjektiver. F.eks. “Er en fribytter ikke en sejler, der flakker fra grønt til rødt” (strofe 1, vers 1-2). At sejleren flakker fra grønt til rødt kan også læses på et realplan, da styrbord og bagbord også kan beskrives med farverne rød og grøn. Derudover kan det også ses som semantiske modsætninger. Hvilket også ses andre steder, f.eks:

“og vågnede stirrer mod livet, men søvnigt mod alt, som er dødt” (Strofe 1, vers 3-4)

vågnede >< søvnigt

livet >< dødt

Derudover ser vi igennem teksten, at der er et semantisk skema omkring spejling. Heri indgår spejling, spejler, spejlblanke, sjæleblank, sølvstille og vands metal. Igennem dette semantiske skema tydeliggøres subjektiviteten, idét han ser verden i nogle ‘forvrængede’ perspektiver.

Synet på hvad en fribytter er, ændres gennem digtet. Her nævner han blandt andet, at en fribytter er en sejler, der stirrer livet i øjnene. Han ender dog med at konkludere at en fribytter er en skaber, der skaber sit eget verdensbillede; Det er en digter, der ønsker at skabe en bedre verden gennem sin digtning, hvilket ses i citatet “der kæntrer med sjæleblank ro for atter at støbe sig syner med lysere, farverig tro”. Ud fra dette citat kan forstås en dybere mening; at man skal opleve noget forfærdeligt, inden at ønsket om en bedre verden opstår. Dette afspejles også i Tom Kristensens andet digt “Vestergade 1924”, hvor at fortælleren vælter på cyklen, hvilket senere leder ham til at støbe sig nye syner.