Forskel mellem versioner af "Johan Michael Keyser"

Ingen ændring i størrelsen ,  for 4 år siden
m
 
'''Johan Michael Keyser''' (født [[15. januar]] [[1749]] på [[Bragernæs]], død [[1. december]] [[1810]] i [[Kristiansand]]) var en [[Norge|norsk]] [[biskop]]. Han var far til universitetshistorikeren [[Fredrik Wilhelm Keyser]], historikeren [[Rudolf Keyser]] og teologen [[Christian Nicolai Keyser]], samt onkel til fysikeren og kemikeren [[Jens Jacob Keyser]].
 
Faderen, Christen Nielsen, var [[købmand]], moderen, Anne Rosine, født ''Keyser'' (død 1754), var datter af en [[vin]]handler fra [[Frankfurt a. M.|Frankfurt]]. Da han tidlig blev forældreløs, kom han i huset til mormoderen, der satte ham i skole hos præsten Peder Hesselberg, en fremtrædende repræsentant for den [[herrnhutisk]]e retning i Norge. I 1763 blev han sendt til [[Frederiksborg Skole]], hvorfra han [[Dimission|dimitteredes]] 1765, og fik [[examen philosophicum]] 1766. Fattigdom nødede ham til at drage hjem til Norge som Huslærer, og først efter 2 1/2 år kunne han atter drage til [[København]], hvor [[Informator|informationer]] atter optog hans tid. 5 år havde han været [[huslærer]] hos møntdirektør Knoph, da han fik tilbud om at ledsage 2 unge grever [[Wedel (adelsslægt)|Wedel]] fra [[Ostfriesland]] til [[Halle a. S.|Halle]]. Sygdom og vanskeligheden ved at styre de unge grevers økonomi nødede ham snart til at vende tilbage til København, hvor han 1777 fik [[attestats]]. Hjemkommen til Norge vandt han snart biskop [[Christian Schmidt|Schmidts]] yndest og blev ved hans anbefaling 1777 [[residerende kapellan]] til [[Ullensaker]], hvor han forblev til 1791, da han blev [[sognepræst]] til [[Gamlebyen|Oslo]] og [[TugthusetTugthus]]et. Her havde han den smerte, at [[Oslo Hospital]] med [[Gamlebyen kirke|kirken]] brændte 1794, hvorpå han flyttede ind til [[Kristiania]], hvor han året efter blev udnævnt til [[slotspræst]] og sognepræst til [[Aker]]. Her fik han efter plan af den residerende kapellan [[Peder Juul]] (1804) i stand en bedre ordning af [[fattigvæsen]]et, hvorved [[indtægt]]erne forøgedes, og – som hans eftermand [[Claus Pavels|Pavels]] siger – sognet bebyrdedes med mange indstrømmende fattiglemmer. Færdig med dette ville han begynde på en forbedret ordning af [[skolevæsen]]et, da han 12. juli 1805 uventet blev kaldet til [[Kristiansands Stift|Kristiansands bispestol]]. Han var en mild, sagtmodig, gennempastoral personlighed, der vandt hjerterne overalt. Som prædikant fik han af sin biskop 1777 det vidnesbyrd, at de enfoldige kunde forstå ham, og de lærde kededes ikke ved at høre ham. I de prædikener fra hans senere år, der findes, ses han at have lagt sig efter det moraliserende foredrag, hvori han uden at afvige fra [[kristendommen]]s grundsandheder stundum optager [[rationalistisk]]e talemåder. Som biskop var han den hele tid så sygelig, at han kun lidet fik udrettet.
 
== Kilder ==
50.811

redigeringer