Forskel mellem versioner af "Gustav Stresemann"

1 byte tilføjet ,  for 3 år siden
m
m (skiftet udfaset infoboks)
Som rigskansler lykkedes det næsten Stresemann at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den [[23. november]] 1923. Stresemann blev udenrigsminister i regeringen [[Wilhelm Marx]] fra det [[Deutsche Zentrumspartei|katolske midterparti]] og beholdt den stilling i et stort antal regeringer frem til sin død.
 
Som udenrigsminister nåede Stresemann meget, særligt underskrivelsen af [[Locarno-traktaten]] fra [[1925]], som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet. Det var en anerkendelse for landets stormagtsstatus. Desuden forhandlede han [[Rapallotraktaten]] fra [[1926]] og [[Youngplanen]] fra [[1929]] og reducerede de krigsskadeerstatninger, som Versaillestraktaten pålagde Tyskland. I sin tid som udenrigsminister nåede Stresemann til at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med [[Aristide Briand]].
 
Stresemann er anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som talte om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik [[Nobels fredspris]] sammen med Aristide Briand og [[Austen Chamberlain]] for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den [[3. oktober]] [[1929]], 51 år gammel.
7.760

redigeringer