'''Frederik Eginhard Amadeus Høst Schiern''' (født [[22. november]] [[1816]] –i [[København]], død [[16. december]] [[1882]]) var en [[Danmark|dansk]] [[historiker]].
Schiern var født i [[København]]. HansSchierns forældre var litteraten [[Jens Kragh Høst]] og Susanne Margrethe Oxholm (hun skiltes senere fra faderen og ægtede kammerråd [[Niels Frederik Bernhard Schiern]] hvorefter børnene antog stedfaderens efternavn). Han var bror til [[departementschef]] [[Einar Theodor Immanuel Schiern]]. Først da Schiern var 16 år gammel blev det bestemt, at han skulle studere, og han sattes i [[Københavns åbne Gymnasium|Borgerdydskolen på Christianshavn]], hvorfra han [[1834]] dimitteredes til [[Københavns Universitet]]. Som [[student]] viste han sin interesse og evne for historiske studier, idet han vandt universitetets [[prisafhandling|guldmedalje]] for en [[afhandling]] om [[gallerne]]s indvandring til [[Lilleasien]]. Imidlertid fortsatte han sine [[Retsvidenskab|juridiske]] studier og tog [[1839]] juridisk [[embedseksamen]]. Skønt han begyndte på praktisk juridisk virksomhed, gik hans hovedinteresse dog mod [[historie]]n, og efter at han havde [[disputere]]t for [[magistergrad]]en om [[Cimbrerne]] (''Origines et migrationes Cimbrorum'', [[1842]]), rejste han, delvis med offentlig understøttelse, til udlandet. Efter sin hjemkomst i [[1844]] holdt han forelæsninger ved Københavns Universitet og udnævntes [[1847]] til [[lektor]] i historie ved universitetet. [[1851]] blev han efter [[Laurids Engelstoft]]s død ordinær [[professor]], hvilken stilling han beklædte til sin død, hvorefter [[Kristian Erslev]] overtog embedet.
