Tysklands oprustning i 1930'erne: Forskelle mellem versioner

'''Tysklands oprustning i 1930'erne''' dækker over den mandskabsmæssige og materielle udvidelse af Tysklands hær, flåde og luftvåben mellem [[Nazisme|nazisternes]] magtovertagelse i januar [[1933]] og starten på [[2. verdenskrig]]s denbegyndelse [[1. september]] [[1939]]. Oprustningen af [[Wehrmacht]] - som grundlagdes i [[1935]] som overordnet organisation for hær ([[Heer]]), flåde ([[Kriegsmarine]]) og luftvåben ([[Luftwaffe (Wehrmacht)|Luftwaffe]]) - var en integreret del af den [[nationalsocialisme|nationalsocialistiske]] politik og var for [[Adolf Hitler|Hitler]] den vigtigste forudsætning for at generobre det [[Tyske rige]]s stormagtsstatus.

Som resultat af den energisk gennemførte genoprustning, hvis fundament allerede var lagt i [[Weimar-republikken]], opstod der med Wehrmacht en stærk militær magtfaktor på det [[europæisk]]e fastland, men på grund af en ineffektiv rustningsorganisation og manglen på en samlet oprustningsplan, lykkedes det ikke at skabe den nødvendige basis for en oprustning i dybden, som kunne understøtte en længerevarende krig. I direkte sammenhæng med oprustningen opstod fireårs-plan-myndigheden, der udoverud over at stå for selve oprustningen også havde til opgave at opruste industrien til at kunne understøtte en krigsøkonomi. Af den i [[Versailles-traktaten]] fastlagte hær på 100.000 mand blev der i løbet af 7 år skabt en værnemagt på 4,5 mio. mand, som dog på grund af det rasende tempo, hvor underhvorunder det var foregået, var ramt af betydelige mangler, hvad angår kvaliteten af materiel og personel.

Nederlaget i [[1. verdenskrig]] og den heraf følgende [[Versailles-traktaten|Versailles-traktat]] styrede fuldstændig tankegangen i [[Reichswehr]]. De pålagte drastiske nedskæringer blev ikke godtaget af politikerne og hovedparten af befolkningen, så den traktatmæssigt fastlagte hær på 100.000 mand i 7 [[Division (militær)|infanteridivisioner]] blev af hærledelsen anset for at være en overgangsløsning og for at være grundlag for en større hær, som ikke var underlagt traktatmæssige begrænsninger.<ref>Rainer Wohlfeil u. Edgar Graf von Matuschka: ''Reichswehr und Republik (1918–1933).'' Bernard&nbsp;& Graefe 1970, ISBN 3-7637-0304-7, S.&nbsp;207ff.</ref> For at nå dette mål, var ledelsen af Reichswehr villig til at overtræde betingelserne i Versailles-traktaten og anvende illegale midler – fortrinsvis ved udrustning af såkaldte [[indbyggerværn]] med militært udstyr, billigelse af det sorte Rigsværn [[Schwarze Reichswehr]] og militært samarbejde med [[Sovjetunionen]] ([[Rapallotraktaten]]) for at opnå grundlæggende [[taktik|taktisk]] og [[teknik|teknisk]] viden. Indtil starten af [[1930'erne]] forblev omfanget og den militære værdi af disse tiltag, såvelforholdsvis ringe personelt som materielt, forholdsvis ringe.<ref>Wohlfeil/Matuschka: ''Reichswehr und Republik.'' S.&nbsp;218ff.</ref>

Et memorandum til Blomberg fra marts 1933 i anledning af [[Westerplatte-affæren]] betegnede den daværende militære situation som "håbløs". Hæren manglede mandskabsreserver, udstyr og frem for alt ammunition.<ref>Memorandummet blev udformet af chefen for hærens ledelse ([[Kurt von Hammerstein-Equord]]) og af chefen for troppekontoret ([[Wilhelm Adam]]). [[MGFA]]: Bind 1, S. 400.</ref>

Ganske vist kunne det påregnes, at de afsluttede forarbejder til den Anden rustningsplan snart ville give synlige resultater, men i marts 1933 var ingen af de mange tiltag i planen blevet gennemført. Krigsmarinen rådede ikke engang over de skibe, som det var berettiget til ifølge Versailles-traktaten. IndenforInden for de lette skibsklasser var grænsen næsten nået, men af de tilladte seks [[lommeslagskib]]e (eufemistisk kaldet ''Panzerschiffe''; "panserskibe") var kun tre i ordre, og ingen var endnu færdiggjort. Det endnu ikke eksisterende Luftwaffe bestod af tre "reklameeskadriller", som kun var udrustet med et mindre antal civile maskiner. På daværende tidspunkt havde Reichwehr kun i ubetydelig grad overskredet personelrammerne i Versailles-traktaten.<ref>Alle tal fra MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 401f.</ref>

På grund af den uafklarede udenrigspolitiske situation afholdt rigskansleren sig fra officielle bekendtgørelser af konkrete rustningstiltag, da manhan ikke ville risikere militær intervention fra [[Frankrig]] eller [[Polen]] og gerne ville se resultatet af nedrustningskonferencen i Geneve. Hitler var (i modsætning til Blomberg og [[Konstantin Freiherr von Neurath|Neurath]]) ikke fuldstændig afvisende overfor et positivt resultat af konferencen for derigennem at undgå udenrigspolitisk isolation, men det blev ikke til en grundlæggende overenskomst, da de fremlagte kompromisforslag ikke indeholdt forbedringer i den tyske delegations øjne.<ref>Hitler var indtil det sidste tilhænger af en aftale (som han senere alligevel ville ændre), da han var klar over sin egen militære svaghed og mente, at ''det vil være forkert at kræve mere end vi teknisk og økonomisk rent faktisk kan anskaffe.'' se MGFA: [[DRZW|Bind 1]], S. 398</ref> Udtrædelsen af [[Folkeforbundet]] ([[14. oktober]] [[1933]]) og afrustningskonferencen udgjorde det endegyldige brud med Groeners kollektive sikkerhedssystem og markerede skiftet til Blombergs foretrukne politik om alene at stole på militær styrke.

Denne markante revision af decemberplanen fra 1933, hvor der allerede var regnet med en opstilling af en krigshær i foråret 1938, bliver udover en forsinket indførelse af værnepligten forklaret med konflikter indenfori hærens ledelse, hvor mander var uenige om de næste skridt. <ref>Som hovedårsag angives den et år forsinkede værnepligt, som allerede var krævet i 1933, samt fraværet af de divisioner, som var opstillet på vestfronten. MGFA: Bind 1, S. 420.</ref> [[Ludwig Beck]] og [[Werner von Fritsch]] var fortalere for en langsommere og mere kontinuert opstilling af nye formationer. Chefen for Allgemeinen Heeresamtes, [[oberst]] [[Friedrich Fromm]], ønskede derimod straks at opstille disse 36 divisioner, hvor det efter hans mening kun kunne dreje sig om infanteridivisioner, hvortil så kom kavaleri- og panserdivisioner. General von Schwedler som chef for hærens personelkontor afviste til gengæld en udvidelse af hæren i 1936 med det argument, at officerskorpset i 1933 havde bestået af 3.800 officerer, og at dette tal to år senere var vokset med 72 % til 6.553, hvilket uvægerligt ville betyde en forringelse af den militære kvalitet. For året 1941 regnede man med at mangle 13.150 officerer, hvilket først under normale omstændigheder ville være udlignet i 1950.<ref>Forhøjelse: se MGFA: Bind 1, S. 421 | Udfyldelse: se S. 433</ref> Som kompromis foreslog hærledelsen et delmål i form af et efterårsmål for 1935 på 24 divisioner. Væksten i personellet ville kunne opnås ved at overtage to tredjedele af det kasernerede Landespolizei.<ref>Det drejede sig om i alt 45.000 mand. Uddannelsen af de kasernerede kompagnier havde allerede fra efteråret 1933 haft militær karakter. se Rudolf Absolon: ''Die Wehrmacht im Dritten Reich. Aufbau, Gliederung, Recht und Verwaltung''. Bind III, Oldenbourg-Verlag 1975, ISBN 3-486-41567-0, S. 31ff.</ref> Det stod de ansvarlige klart, at denne personelle udvidelse i løbet af 2½ år betød en forringelse af kvaliteten, for den materielle udrustning kunne ikke holde trit med denne vækst. At man så bort fra betydningen af materiellet var tydeligt at se af den kendsgerning, at man udarbejdelsen af planen ikke inddrog [[Heereswaffenamt]].<ref name=autogenerated1 />

Bemærkelsesværdigt atypiske træk viste regimet sig med hensyn tilved belastningen af civilbefolkningen. Således blev en omstilling til total krigsøkonomi ikke gennemført på grund af en i sidste ende ubegrundet frygt for utilfredshed i befolkningen. Omsorgen for hjemmefronten fik nationalsocialisterne til at vige tilbage fra at gennemføre nødvendige indgreb, såsom virksomhedslukninger eller en – af militæret kraftigt krævet – reduktion af den civile produktion. For at efterkomme krav fra den socialrevolutionære del af partiet om at støtte middelstanden blev der endvidere besluttet en decentralisering af produktionen, hvilket gjorde en overordnet planlægning og styring stadig sværere og forøgede det allerede eksisterende transportproblem. På den anden side kunne den forhåndenværende maskinpark ikke effektivt udnyttes, da den tydeligt stigende mangel på arbejdskraft ikke tillod produktion i skiftehold. At afhjælpe dette problem ved at indsætte kvinder i produktionen var direkte i modstrid med den nationalsocialistiske ideologi og den statslige familieunderstøttelse fjernede enhver tilskyndelse til kvindelig erhvervsudøvelse.<ref group="A">• Transportproblem: I 1938 mangledes der 4.500 lokomotiver og 100.000 godsvogne. MGFA: [[DRZW]], Bind 1, S. 366.<br />• Mangel på uddannet personale: I 1939 blev manglen på arbejdere vurderet til 1 mio. mand. MGFA: Bind 1, S. 364 <br /> • Regneeksempel på en familieøkonomi: Blev manden, som hidtil havde tjent 216 RM på en fabrik indkaldt, fik selv den barnløse kone en understøttelse på 84 RM, foruden huslejetilskud på 10 RM. De således 94 RM som månedligt var til rådighed gav ingen tilskyndelse til at gå i arbejde, da kvinden i f.eks. en konservesfabrik kun tjente 53 RM. MGFA: Bind 5/1, S. 771.</ref>

Imidlertid var der graverende forskelle mellem den numeriske styrke og kvaliteten af de kæmpende tropper. Således bestod hæren, som ifølge den tyske krigsdoktrin skulle bære den største byrde i kampene kun af 730.000 aktive og fuldt uddannede soldater. I flåden var der 78.000 og i Luftwaffe 332.000 mand. Uddannelsesstatus var som følger: