Oldtidens Israels og Judæas historie: Forskelle mellem versioner

'''Oldtidens Israels og Judæas historie''' hænger nøje sammen med Bibelhistorienbibelhistorien. [[Bibelen]] er den fremmestevigtigste kilde til kongerne og de vigtigstetidens hændelserhistorie. Derfor vil drøftelserne omkringom Israels oldtidshistorie hænge sammen med spørgsmålene omkringom Bibelforskning og Bibelkritikkbibelkritikk.

Israelitterne var ifølge Bibelen efterkommerne tilaf patriarken [[Jakob]] og hans tolv sønner. De tolv stammer i Israel stammede fra ti af hans sønner og to af hans sønnesønner. Levis stamme omfattede præster og tempeltjenere, og blev ikke regnet med blandt de tolv stammer. Jakobs bedstefar Abraham var blevet lovet, at hans efterkommere skulle få det landområde, som blev til landet Israel.

Bibelen fortæller, at Jakob og elleve af sønnerne kom til [[Egypten]], efter at sønnen [[Josef (stamfar)|Josef]] havde været der en stund. I Egypten blev israelitterne talrige. MedMen tidenegypterne tvang egypterne dem til at udføre slavearbejde og udsatte dem for grusom behandling. Det var dengangda [[Moses]] stod frem som deres profet og befrier. Der fortælles, at israelitterne derefterIsraelitterne opholdt sig i ørkenen, hvor de modtog loven og forskrifter for deres religionsudøvelse.

Moses var folkets leder, før de gik ind i det lovede land. Moses selv døde i området omkringnær [[Moab]] efter at have set hele landet fra toppen af et højt bjergbjerget. [[Josva]] overtog ledelsen efter hans død og førte folket ind i landet.

Bibelen er blandt de få kilder, som fortæller om, hvordan hebræerne kom til Kanaan fra Egypten. EftersomDa Bibelen er skrevet mange århundrede senere end de egentlige hændelsernebegivenhederne af autoriteter, som repræsenterede magthaverne i området, harer der fra et arkæologisk og historisk synspunkt været mange unøjagtigheter og direkte fejl i Bibelens fortælling. Alligevel er Bibelen den vigtigste skriftlige kilde for den generelle udviklingen i dette område og jødernes historie.

Bibelen indeholder meget, som kan bekreftesbekræftes af fund og andre kilder. I Joshvas bog fortælles derfortæller om hebræernes erobringer, som stemmer godt overens med arkæologiske fund af kanaanitiske byer, som blev ødelagt i 1200-tallet f.Kr. Kanaanitterne, som levede i området, havde en kultur og religion (polyteisme), som stemmer med Bibelens fortælling om hebræernes kamp mod lokale gudedyrkelserafgudedyrkelser. I 1100-tallet f.kr. var der kampe i Palæstina mellem to religøse traditioner (polyteisme og Javhe-kulten, som stadig bliver mere monoteistisk) og folk (Hebræernehebræerne fra Egypten og Kanaanitterkanaanitter). Egypten, som tidligere havde haft overherredømmet over området, havde nu mistet sit fodfæste, og uden et stærkt Egypten lå vejen klar for de mindre semittiske folkeslag til at overtage området.

Hebræerne fik støtte fra nomadiske stammer og semittiske folkeslag, som var beslægtet med Abraham. Alliancen var mulig, fordi de alle dyrkede Jahve (men der var meget uenighed om, hvordan Jahve skulle dyrkes). Denne kult var længe den eneste institution, som bandt folket sammen, og hindrede ikke, at der opstod konflikter internt mellem dem.

Hebræerne erobrede og ødelagde de mere civiliserede kanaanitter og overtog deres skriftssystem. Byggepraksisen blev også overtaget, men uden at Hebræernehebræerne opnåedenåede samme kvalitet som deres forgængere. Jerusalem var på dette tidspunkt et lille sted uden nogen stor betydning, og kunne ikke måle sig med andre byer, som allerede var blomstret og forfaldtforfaldet i oldtidens verden. Men tilfældigvis skulle meget af spiren til vor historie bagefter vise sig at være blevet udviklet i Palæstina, og styret af Hebræernehebræerne.

Efter Josvas tid fulgte den såkaldte [[Dommertiden]], hvor landet blev styret af de såkalte dommere. De stod frem som befriere hver gang israelitterne var blevet undertrykket af andre herskere.

Ifølge beretningen var landets første konge [[Saul]]. Han dateres til omkring 1100-1000 fvtf.Kr. Landet var forenet under ham og hans to efterfølgere, [[David]] og [[Salomo]]. SidstnævnteDenne er kendt for bygningen af [[Templet i Jerusalem]].

Hebræerne etablerede et kongedømme i Palæstina. Denne institution kom som en nødvendig følge af, at man måtte organisere krigsføringen ved at konsolidere nationen. Mod vest udgjorde Filisterne (Gaza) en stærkere modstand end Kanaanitterne, meget fordi dissede havde jernteknologi. Filistinerne stammede fra "søfolket", som var kommet fra Grækenland, og det er fra disse vi henter navnet Palæstina. Mod nord lå Fønikerneandre filistre, fønikerne i (Libanon), somder var mest optaget af handel. Da Kanaanitternekanaanitterne stadig blev mere erobret, gav det grundlaget for det Hebræiskehebræiske kongedømme omkring 1000 f.krKr. Samtidig blev der oprettet en anden institution med profeter, og profeten Samuel salvede den første konge, Saul, og hans efterfølger David.

=== 922 f.krKr: Det Hebræiske Kongedømme deles i Israel og Judæa ===

Da kong Salamon døde i 922 f.kr. blev det Hebræiskehebræiske kongedømme delt i to. Det var kun JudasJuda og Benjamins stammer, som accepterede Salomons søn [[Rehabeam]] som deres konge, og de oprettede dermed det sydlige kongedømme Judæa med Jerusalem som hovedstad. Mod nord gjorde de øvrige stammer [[Jeroboam]] til konge og oprettede riget Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad. Ofte omtaler man nordriget som Israel og sydriget som Judæa. GennemDisse skiftenderiger omstændigheder eksisterede disse rigerbestod gennem ca. 300 år.

=== 722 f.krKr: Tistammeriget elimineres af assyrerne ===

De 10 israelske stammer, som udgør kongedømmet Israel, bliver spredt ud over det Assyriske Rige eller dræbt. Dette giver ophav til myten om de 10 forsvundne stammer i Israel ("the Ten Lost Tribes of Israel"). Det er i hvert fald sådan, at der ikke længere findes spor af disse stammer, eller at de overlevende klarer at beholdebeholder deres etniske identitet, mens de befinder sig i Assyrerriget. Dermed forsvinner disse hebræerne ud af historien

=== 587 f.krKr: Judæa og Jerusalem falder mod Babylonerne ===

Indbyggerne i Judæa, som deporteres til Babylon (Irak), er de to genværendetilbageværende stammer af de tolv hebræiske stammer. Som nævnt var deDe øvrige ti stammers kongedømme Israel, var allerede gået til grunde. For folket fra Judæa skal fangenskabet i Babylon imidlertid kun udgøre en egen epoke i jødisk historie, og i modsætning til Israels folk, klarerlykkes det disse stammer at bevare deres etniske identitet og bygge Javhe-kulten op i Babylon. Dette fangeskab skal præge meget afpræger jødedommen, og markerer begyndelsen på religionen. Her bliver de første tekster skrevet ned, og det er først nu vi kan tale om "jøder".

Da Babylon senere blev invaderet af perserne omkring 539 f.krKr., skullefik jødene få lov til at vende tilbage til Judæa, som blev under persisk overherredømme. Da [[Persien]] erobrede [[Babylon]], fik israelitterne lov til at vende tilbage. Landet blev dengang en provins under persernes styreperserne, men traditionerne blev genoprettet i storhøj grad genoprettet.

=== 323 f.krKr. Alexander den Store overtager forfra Perserne ===

Israel kom siden under makedonerne, da [[Alexander den Store]] erobrede persernes rige. Den følgendenæste tid var præget af uro. Makabeeroprøret førte politiske stridigheder med sig. Samtidig var landet til tider selvstændigt som et kongedømme.

Omsider, daDa romerne kom til magten, blev landet anerkendt som et kongedømme og [[Herodes den store]] blev udvalgtvalgt til konge. Efter hans tid blev riget delt mellem tre af hans sønner. Herodesfamilien havde mere eller mindre magten frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70. Efter detteDerefter var der flere oprør, men ingen vandt fremlykkedes. [[Jødedommen]] og [[kristendommen]] er derimod en vigtig del af arven efter oldtidens Israel.