Indfødsretten: Forskelle mellem versioner

Indfødsretten af 15. jan. 1776 fremkaldtes af reaktionen mod [[Struensee]]s fortrinsvis tyske regimente. Denne lov, der skyldtes [[Joachim Otto Schack-Rathlou]] og Høegh-Guldberg og udstedtes ved kgl. [[Kabinetsstyre|kabinetsordre]] uden om [[Gehejmekonseil|Statsrådet]], havde til hensigt at sætte bom for den uskik, at landets embeder i et urimeligt omfang blev givet bort til udlændinge, fortrinsvis af tysk oprindelse, og den slog derfor fast, at det fra nu af skulle være en nødvendig egenskab for at få embeder i kongens riger og lande, at den pågældende var født i riget ([[Danmark]], [[Norge]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] med underliggende lande) eller på grund af særlige forhold kunne opfattes som "lige med Indfødte".

Desuden bestemte denne lov første gang nærmere, hvem der retlig skulle anses for indfødte. Derunder faldt nemlig efter loven ikke blot de, der bogstaveligt var fødte i landet, men også de, der var fødte i udlandet af indfødte undersaatterundersåtter, som på rejser eller for den kongelige tjenestes skyld var ude af landet, og desuden skulle også visse fremmede, skønt de ikke var fødte i landet, regnes lige med indfødte, når de søgte og fik naturalisationsbrev af kongen.