Sibirien: Forskelle mellem versioner

Ved ishavskysten er sommeren for kold for skovvækst, og vegetationen har derfor et arktisk præg. Over de flade strækninger breder sig endeløse moser ([[tundra]]er), kun på bakkede steder findes [[hede]] med mange smukke blomster. Ved kysten lever sæler, [[isbjørn]]e og talrige søfugle, i tundraerne de almindelige polardyr: [[rensdyr]], [[lemming]], [[snehare]], [[polarræv]], [[rype]] med flere. Man skal imidlertid ikke fjerne sig langt fra kysten, inden den stigende sommervarme sætter sit præg på vegetationen. Snart begynder skove af [[lærk]] på den om sommeren kun i få cm’s dybde optøede jord. Længere mod syd kommer [[birk]]en til, der efter [[Gran-ordenen|gran]], [[Fyrreslægten|fyr]] og [[ædelgran]]. Den største del af Sibirien er en uhyre nåleskov, dog afbrudt af udstrakte eng- og mosedrag. Ved østkysten og på Kamtjatka består skoven på grund af den kølige sommer af andre træarter end i det indre. Mod sydvest frembringer den hede sommer en overgang til steppevegetation (Kirgisersteppe). De sibiriske skove, hvor der sydligst vokser ahorn og slyngplanter, har en rig dyreverden af væsentlig de samme arter som Nordeuropas. Her lever [[elg]]e, [[rådyr]], [[ulv]]e, [[bjørn]]e, [[zobel]], [[egern]], [[flyveegern]] med flere. Ved Amur har [[Sibirisk tiger|den sibiriske tiger]] sit levested.

Siberien har navn efter byen [[Sibir]] ved [[Irtisch]]. Det russiske riges udvidelse over Ural-bjergene i det 16. århundrede førte til mange sammenstød med de asiatiske stammer, navnlig med tatarerne. Da lod købmandsfamilien Stroganov, der førte et slags vasalherredømme i egnene ved Perm, udgå opfordring til Volga-kosakkerne om at opgive deres urolige liv ved Volga og indlægge sig berømmelse ved erobringen af Sibirien. [[Kosak]]kerne efterkom opfordringen, og i 1579 ankom kosakhøvdingen [[Jermak Timofejev]] til Perm med omtrent 500 kosakker. Han slog tatarerne og organiserede af kristne, løskøbte slaver et korps, med hvilket han 1581 overskred Ural. Han sejrede først over tatarerne, dernæst over ostjakerne og nåede frem til Irtisch, hvor efter de omboende folk underkastede sig uden kamp. Den russiske kejser udnævnte derpå Jermak, der forhen var erklæret [[Fredløshed|fredløs]] for fribytteri, til [[ataman]]. Efter Jermak’s død trængte russerne skridt for skridt videre mod øst og havde i løbet af 60 år underkastet sig hele Sibirien lige til Stillehavet. Allerede i 1590 grundlagdes [[Tobolsk]], i 1609 [[Tomsk]], i 1618 [[Jenissejsk]], i 1626 [[Krasnojarsk]]. I 1627 kom russerne til [[Angara]], i 1628 til [[Lena (flod)|Lena]]. I 1632 anlagdes [[Jakutsk]], i 1633 nåedes [[Kamtjatka]]. I 1652 anlagdes [[Irkutsk]], i 1699 var Kamtjatka helt erobret. I [[1708]] indrettedes et sibirisk guvernement med [[Tobolsk]] som hovedstad, i [[1719]] udskiltes Østsibirien som [[Provinsen Irkutsk]]. Under [[Taiping-oprøret]] i Kina benyttede russerne sig af lejligheden til at udvide deres herredømme over [[Amur-provinse]]n, idet kolonister og soldater skyndsomst fordeltes i hurtig anlagte småfæstninger langs Amurs nordlige bred. Ved denne lejlighed grundlagdes havnestaden [[Nikolajevsk]]. Kinas vanskelige indre forhold nødsagede det til ved traktaterne i Aigun fra 1858 og Peking fra 1860 at anerkende russernes erobring og afstå den nordlige og østlige del af Manchuriet indtil Koreas grænse. I [[1875]] erhvervede russerne [[Sakhalin]] ved en traktat med Japan. Under [[Bokseroprøret]] i Kina (1900) benyttede russerne sig atter af Kinas svaghed til at bemægtige sig hele Manchuriet, hvilket gav anledning til den russisk-japanske krig 1903—05, hvor efter Rusland måtte opgive sine planer i Manchuriet. Der imod kunne russerne under de stridigheder mellem mongolerne og kineserne, som fulgte efter revolutionen i Kina (1912) vinde indflydelse i det ydre Mongoliet, som fra 1923 dannede en egen republik mere eller mindre i forbund med Moskva.