Græsk-italienske krig: Forskelle mellem versioner

Grækerne havde en lille fordel i, at deres divisioner havde 30% mere infanteri (tre regimenter i modsætning til italienernes to<ref name="Walker1"> Walker (2003), p. 22-23</ref><ref>[http://www.comandosupremo.com/ItalianArmy3.html Italian Army OrBat på ''Comando Supremo'']</ref>) og lidt mere middelsvært artilleri og maskingeværer end de italienske,<ref name="Buell 2002, p. 37">Buell (2002), p. 37</ref> men de havde ingen kampvogne, og italienerne kunne regne med fuldstændigt herredømme i luften overfor det lille kongelige hellenske luftvåben. Hertil kom, at hovedparten af det græske udstyr stadig var fra 1. verdenskrig, eller stammede fra lande såsom [[Belgien]], [[Østrig]] og [[Frankrig]], som nu var besat af [[Aksemagterne]], hvilket betød, at det var svært at få reservedele og passende ammunition. Mange af de højtstående græske officerer var imidlertid veteraner fra næsten 10 års fortsatte krige (fra [[Balkankrigene]] i [[1912]]-[[1913]] via [[1. Verdenskrig]] til den [[græskGræsk-tyrkiske krig]] i [[(1919]]-[[1922)]]) og trods de begrænsede midler havde den græske hær forberedt sig på den kommende krig i slutningen af [[1930'erne]]. Hertil kom at den græske moral, i modsætning til de italienske forventniunger, var høj, og mange var ivrige efter at hævne sænkningen af den græske krydser ''Tinos''.