Romernes Konge: Forskelle mellem versioner

'''Romernes Konge''' ({{lang-la|Rex Romanorum}}) var en historisk [[kongelige og fyrstelige titler|titel]], der i [[middelalderen]] blev benyttet af herskerne i det [[Tysk-romerske rige]], efter, at de var blevet valgtkåret af [[Kurfyrste]]kollegiet, men før de var blevetblev kronet til [[tysk-romersk kejser|kejser]] af [[pave]]n. I en del af den nyere litteratur anvendes ''Tysk-romersk konge'' eller ''Konge af Tyskland'' af forståelsesgrundeofte synonymt med romernes konge.

Titlen fungerede dermedbrugtes primært somaf etarvinger krav på titlentil [[Tysk-romersk kejser]],titel. enDen titelvar af højeste verdslig værdighed og tilmed med en vis religiøs betydelse,betydning. titlen ''Romersk Kejser'' der forudsatte en kroning af paven i [[Rom]]. Først efter kroningen kunne den valgte romerske konge bære titlen ''Romersk Kejser''. Ikke alle, der blev valgt til romernes konge, blev dog efterfølgende kronet til kejser.

Efter kroningen som kejser (og nogennogle gange før det) blev titlen udvidet med det ''semper Augustus'' («altid Augustus», eller «altid majestætisk», «altid ophøjet», «altid større»,) fra {{lang-la|augere}}: at vokse).

Først omkringi [[1000-tallet]] begyndte [[Det Østfrankiske Rige]] at blive kaldt ''Kongeriget Tyskland'' i de samtidige kilder. Ved valget af [[Henrik 4. (Tysk-romerske rige)|Henrik 4.]]s [[kåring]] til rigets hersker, fik han titlen ''Romernes Konge'' for at markere monopolrettighedenhans ret til at blive kronet til kejser af paven. Under den pågående [[Investiturstriden|Investiturstrid]] kaldte [[Pave Gregor 7.]] ham i stedet ''Tyskernes Konge'' ({{lang-la|Teutonicorum Rex}}) for at markere, at kravet var begrænset til de tyske lande og ikke omfattede hele riget. Konflikten fortsatte, og Henrik 4. insisterede på, at blive tituleret som ''Romernes Konge''', indtiltil han blev kronet af [[modpave]]n [[Modpave Clemens 3.|Clemens 3.]] i [[1084]]. Det lagde grunden til traditionen, at blive tituleret: ''Romernes Konge'' efter kongevalget og tituleres ''Romersk Kejser'' efter kroningen.

Processen for kongevalg var uklar frem til [[1300-tallet]] uklar, og gav anledning til flere tronfølgestridigheder, men med [[Den Gyldne Bulle]] i [[1356]], blev processen fastslået, og der blev givet permanent stemmeret til syv [[rigsfyrste]]r, derfik permanent stemmeret. De bestred de højeste embeder i riget, [[kurfyrste]]rne.<ref>Heer, Friedrich, trans. Janet Sondheimer, ''The Holy Roman Empire'' (New York: Federick A. Praeger Publishers, 1968), s. 117</ref> Efter et kongevalg blev den valgte konge kronet i [[Domkirken i Aachen]] af ærkebiskoppen af Køln.

I [[1508]] tillod [[Pave Julius 2.]], at den valgtekårede konge [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximilian 1.]] at antageantog titlen ''Valgt Romersk Kejser'' ({{lang-la|Electus Romanorum Imperator}}), uden at hanvære personligtkronet havde rejst tili Rom for at blive kronet. DetteDet lagde grunden til, at kroningsceremonien helt blev afskaffet. Herefter blev ''Romernes Konge'' udelukkende brugt som titel forom den arving til kejsertronen, der blev valgt, mens kejseren stadig var i live, og som antog kejsertitlen direkte ved [[succession]].